Øvrige

Dorte fik sit livs chance – købte sin ar­bejds­plads

Nogle chancer opstår kun én gang i livet. For Dorte Gjerlev skete det sidste år, da hun fik tilbud om at overtage sin arbejdsgivers virksomhed. Læs hendes 8 råd



”Det her projekt er et ønskescenarie, som jeg glæder mig til hver dag.”

Sådan siger 49-årige Dorte Gjerlev om sit nye liv som selvstændig. Sidste sommer skiftede hun fra lønmodtager til ejerleder i samme virksomhed – b2b-virksomheden Syn & Ergonomi, der sælger skræddersyede lupbriller. I 2023 fik i knap 1.600 virksomheder udbetalt over 800 mio. kr. i manglende løn og feriepenge fra Lønmodtagernes Garantifond.

Men det lå slet ikke i kortene, at Dorte en dag skulle blive selvstændig, da hun i år 2000 var færdiguddannet optometrist.

De første mange år arbejdede hun som optiker i Profil Optik og Synoptik. Da hun i 2010 fik ansvar for salg og patientpleje hos Memira, der laver øjenoperationer, stod det klart, at hun så sin fremtid uden for de traditionelle brilleforretninger i roller, hvor hun på en ny måde kunne kombinere specialistrollen som optiker med salg og service.

Fandt sin rette hylde i b2b-salgsverden

I 2016 skiftede Dorte spor til salg af synshjælpemidler til læger, tandlæger og dyrlæger for den nystiftede b2b-virksomhed Rønvig Syn & Ergonomi.

Salgsvirksomheden opstod i kølvandet på, at grundlægger Jørn Rønvig, som har udviklet ExamVision lupbrillen sammen med Kim Jensen, trådte ud af ExamVision for at fokusere på salget af den særlige lupbrille i Danmark samt flere andre optiske og ergonomiske hjælpemidler.

Og at have et produkt på hylden, som kunden kan se en tydelig værdi af, er ifølge Dorte en forudsætning, hvis man skal lykkes med salg.

”Der er mange parametre, der kan spille ind i en salgsproces. Men det allervigtigste er, at man selv brænder for produktet, og ikke mindst at man hudløst ærligt mener, det kan gøre en forskel for kunden. Jeg er selv uddannet optiker, og jeg ved, hvor stor en forskel vores lupbrille kan gøre for den enkelte, og det tror jeg også, man kan mærke på mig, når jeg er på kundebesøg,” fortæller Dorte Gjerlev, der i Rønvig Syn & Ergonomi fandt sin rette hylde.

”Jeg er en person, som, når jeg går ind i noget, vil være sikker på, at jeg gør mit bedste. Og det var også den tilgang, jeg havde til jobbet, da jeg blev ansat. Jeg har fra starten været privilegeret og ikke haft en chef, der hele tiden åndede mig i nakken. Hvis jeg leverede de resultater, som var forventet, kunne jeg stort set passe mig selv og bevæge salgsprojekterne i den retning, jeg ønskede. Og det har jeg gjort. Kombineret med et fantastisk produkt har det været opskriften på, hvorfor vi i dag er en succes,” forklarer hun.





Fra sælger til ejerleder med egne kunder

Sommeren 2023, efter seks år som lønmodtager og med stigende ansvar, fik Dorte tilbudt at overtage virksomheden efter stifter og ejer Jørn Rønvig.

”Det havde gået rigtig godt i mange år, og vi havde haft en fin vækst, og jeg elskede mit job, som jeg ikke ville bytte for noget andet. Da jeg fik tilbuddet, måtte jeg lige overveje det en ekstra gang. For jeg elskede jo salget og det at være tæt på kunderne.”

”Jeg spekulerede på, om al min tid ville gå med administration, hvis jeg overtog virksomheden? Eller hvad der ville ske, hvis jeg bare fortsatte som hidtil? Så kunne jeg jo risikere, at der kom en ny chef ind fra højre, som ikke gav mig samme frihed under ansvar som hidtil,” fortæller Dorte Gjerlev.

Efter at have vendt alle sten med familien, besluttede Dorte sig for at overtage virksomheden under forudsætning af, at hun stadig kunne fortsætte i sin nuværende salgsfunktion og mærke kunderne.

”Jeg har nogle fantastisk dygtige medarbejdere, der er modne og meget selvkørende. Det betyder rigtig meget for mig, for så kan jeg fortsætte med at være tæt på kunderne. Naturligvis er der nogle administrative beslutninger, der skal træffes. Men mange af dem har jeg alligevel skullet træffe i de senere år, så der er ikke den store omvæltning.”

”Jeg er stolt over at arbejde med sådan et produkt, og jeg ved, vi kan noget helt specielt med det. Og da de eksisterende medarbejdere fulgte med, var beslutningen nem," fortæller hun.

Klar til næste skridt

Dorte er bevidst om, at virksomheden, der ved årsskiftet ændrede navn til "Syn og Ergonomi", skal gøre sig klar til at bevæge sig ind i næste fase, og derfor foretager hun en række tiltag.

”Det vigtigste er naturligvis at få mine medarbejdere med på rejsen. Efter overtagelsen er jeg blot blevet bekræftet i, hvor vigtigt det er at have nogle gode medarbejdere, man har tillid til. Men derudover er der naturligvis også en række spændende udfordringer foran os. Vi har i dag nogle unikke produkter, som man sagtens kan bruge i mange andre brancher. For eksempel ser vi en stor efterspørgsel blandt tandlægestuderende, så potentialet er enormt.”

”Jeg har nu startet et sparringsforløb op, som skal sikre, at jeg træffer de rigtige beslutninger. Ikke fordi jeg føler mig usikker, men for at hjælpe med at træffe de rigtige beslutninger hurtigere i forløbet. Man skal ikke glemme, at det er noget andet at være lønmodtager og så have hånden på kogepladen som ejerleder. For mange forkerte beslutninger kan få konsekvenser, ikke bare for mig, men også for de dygtige medarbejdere, og det må ikke ske,” siger Dorte, der ikke har fortrudt sit valg.

”Jeg har i dag store børn, som langt hen ad vejen er selvkørende, og en mand, der er med på rejsen. Men der skal stadig være plads til et liv ved siden af arbejdet. Det her projekt er et ønskescenarie, som jeg glæder mig til hver dag. Jeg er som person meget ydmyg, og det er min tilgang til tingene også, men der er også meget at lære. Så en kombination af nytænkning og ydmyghed er nødvendig for at blive en endnu større succes, end vi allerede er i dag,” slutter virksomhedsejer Dorte Gjerlev.

8 råd

Dorte har ikke været iværksætter i lang tid, men i den korte tid, hun har været det, har hun gjort sig nogle erfaringer, som hun gerne vil dele, ligesom hun også har fem gode råd til, hvordan du kommer afsted med et succesfuldt salg.

Råd til andre selvstændige:

  • Gør det, du er god til
  • Pas godt på dine medarbejdere
  • Giv medarbejderne ansvar – du kan ikke klare det hele selv
  • Hav nogle omkring dig til at sparre med

Råd til at lykkes med salg:

  • Vær lyttende og spørg ind til kundens behov
  • Vær begejstret for det, du sælger
  • Vær ærlig (også hvis der er noget, du ikke kan)
  • Forbered dig grundigt, og sæt dig altid i kundens sted.

Læs også