Chef for Pen­sions­ad­mi­ni­stra­tion


Brænder du for ledelse og pension?

Kan du være en faglig stærk leder for et team af forretningssupportere med speciale indenfor pension, kan du lede og motivere dem og samtidig også selv kunne tage fra på sagerne? Så er jobbet som funktionschef for Pensionsadministration måske lige det rette for dig.

Jobbet

Du vil være leder af et team på 10 medarbejdere, som du skal understøtte, coache og motivere i hverdagen. Du vil samtidig være ”spillende træner”, hvor du skal være parat til at deltage i den praktiske sagshåndtering og procesoptimering. Forvent ca. 50/50 i en opstartsfase.

Teamet servicerer bankens filialer og stabe med blandt andet:

  • Udbetaling og overførsel af pensionsordninger
  • Opkrævning og administration af skatter og afgifter
  • Udvikling af processer og arbejdsgange indenfor pension og forsikringer
  • Administration af personforsikringer
  • Implementering af ny lovgivning/regler på området
  • 2. line support til bankens rådgivere og fagspecialister for banken

I dagligdagen skal du sikre at driften i teamet fungerer og de nødvendige kompetencer er til stede. Det betyder at indkomne opgaver skal håndteres indenfor aftalte servicemål og kvalitetskrav.

Det er en forventning, at du har lyst til og erfaring med at arbejde med udvikling af teams og medarbejdere, så teamets samarbejdsevne og funktionsevne løbende styrkes og medarbejdernes kompetencer udvikles og forbedres.

Du skal sammen med teamet løbende sikre at arbejdsmetoder og arbejdsgange er opdaterede og ensartede med henblik på at understøtte en effektiv arbejdsdag og kundetilfredshed i opgaveløsning.

Du vil jævnligt deltage i møder med produktansvarlige og øvrige interessenter i banken, ligesom du skal forvente at skulle implementere nye løsninger fra vores Forretningsudvikling i takt med at pensionsområdet udvikles.

Du indgår i et ledelsesteam med 2 andre lederkolleger, hvor du refererer til Forretningssupportchefen for Service og Controlling.

Vores forventninger til dig

Du sidder i et tilsvarende lederjob i dag, og har erfaring med pension, ledelse af teams og procesoptimering.

Derudover forestiller vi os, at du

  • forstår at lede, motivere og udvikle teams og den enkelte medarbejder
  • er en ledelsesmæssig teamplayer, der sætter fælles mål højere end egne
  • er tydelig i din kommunikation og kan udstikke klare retningslinjer og rammer for teamet
  • naturligt tænker kundefokus, procesoptimering og værdi for bank og kunde
  • er god til at eksekvere på trufne beslutninger

Arbejdssted og kolleger

Forretningssupport består af knap 100 ansatte. Opgaverne der løses for filialer og stabe er mangfoldige og dækker bredt over support af rådgivere, realkredit- og lånesager, bankskifte, pensionsadministration, kort- og netbank-indsigelser samt en række kontrol- og backofficeopgaver.

Vi holder til på Banegårdsvej 9B, 2600 Glostrup med kun få minutters gang til Glostrup Station og Glostrup Shoppingcenter.

I sommeren 2025 flytter vi alle i et helt nyt moderne domicil i Sluseholmen, som bliver bankens nye hovedsæde.

Det får du

Du bliver en del af en stærk koncern med ambitionen om at drive landets bedste bank for kunder og medarbejdere. Og så er vi for 16. år i træk udnævnt til danskernes foretrukne bank.

Som arbejdsplads kan vi yderligere tilbyde:

  • Et arbejdsmiljø, som er udfordrende og komplekst, hvor du selv er med til at forme og præge dit ansvarsområde og arbejdsområder
  • En arbejdsplads, hvor arbejdsglæden er i top, og hvor medarbejderne er motiveret og ser frem til at gå på arbejde
  • Et uformelt miljø med højt til loftet og med kompetente og erfarne kolleger

Du får desuden en lang række medarbejdergoder, som bl.a. omfatter kantineordning, sundhedsforsikring, tandforsikring, ekstra ferietillæg og mulighed for at gøre brug af forskellige rabataftaler.

Vi ser frem til at høre fra dig senest den 27.5.2025.

Vi vil løbende gennemgå ansøgninger og håber derfor vi hører fra dig snarest muligt.

Vil du vide mere om stillingen eller kundeområdet/afdelingen, er du velkommen til at kontakte Forretningssupportchef Sarah Jacobsen på 3848 3482.

Gem job

Arbejdernes Landsbank

Arbejdssted

Glostrup

Vigtige datoer

Indrykket:
7. maj 2025
Ansøgningsfrist:
27. maj 2025

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Tilbydes ikke
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid