Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Direktør
Vil du stå i spidsen for et levende medlemsdemokrati og en aktiv frivillighedskultur? Og vil du lede en traditionsrig tankesport ind i fremtiden – med fokus på fællesskab, udvikling og det gode liv?
Som direktør i Danmarks Bridgeforbund (DBf) skal du lede og udvikle en af de største bridgeforbund i Europa. Bridge er mere end et kortspil – det er en social og mentalt udfordrende tanke-sport, der samler mennesker på tværs af alder, geografi og baggrund. Med omkring 275 klubber og 20.000 medlemmer landet over bygger DBf i meget høj grad på et stærkt engagement og en stor frivillig indsats.
En vigtig opgave for den kommende direktør bliver at videreudvikle forbundet, bl.a. ved som minimum at genbesøge forbundets strategi fra 2023 med passende involvering af både hovedbestyrelse, repræsentantskab, medarbejdere og udvalgte medlemmer.
Et andet vigtigt ben i videreudviklingen bliver at tale bridge ind i flere aktuelle samfundsstrømninger. Bridge tilbyder svar på efterspørgslen efter sociale fællesskaber, på den løbende debat om det gode liv, på ønsker om autentiske oplevelser offline og på indsatser til imødegåelse af mental aldring. At udnytte bridges uudnyttede potentiale bliver en af direktørens vigtigste opgaver med forventet medlemsfremgang til følge.
Direktørens vigtigste opgaver
Som direktør for DBf sikrer du den daglige drift samtidig med, at du i samarbejde med hovedbestyrelsen sætter den strategiske retning og arbejder for en revitalisering af forbundet ud fra en intension om, at fællesskab, spilleglæde og udvikling går hånd i hånd.
Derudover består dine opgaver bl.a. i at:
- lede sekretariatet og dets 5-6 medarbejdere
- genbesøge DBf’s strategi i 2026
- samarbejde med hovedbestyrelsen om videreudviklingen af DBf og implementering af DBf’s strategi
- samarbejde med klubber, distrikter og frivillige
- kommunikere og være synlig – både internt og eksternt
- sammen med bestyrelsesformanden repræsentere DBf i internationale sammenhænge.
Banker dit hjerte for foreningsliv og medlemsdemokrati?
Det er naturligvis vigtigt, at du som direktør i DBf har stærke relationelle kompetencer og evner at skabe følgeskab blandt mennesker, du ikke har formel ledelsesbeføjelse over.
Derudover forventer vi, at du kommer med:
- forståelse for udvikling i og ledelse af frivillige organisationer
- ledererfaring, herunder erfaring med personaleledelse og at lede op mod en bestyrelse
- erfaring med strategiarbejde
- stærke kommunikative evner, herunder erfaring med formidling af budskaber via forskellige platforme, såvel internt i organisationen som til omverdenen
- et ambitiøst mindset og et stærkt samfundsengagement.
Hvis du spiller bridge og allerede deler passionen for sporten, er det naturligvis et stort plus. Men det vigtigste er, at du kan signalere en smittende stolthed over og glæde ved sporten over for alle interesserede. Så kan vi lære dig spillet.
Ansøgningsfrist den 17. november 2025 og forventet tiltrædelse den 1. februar 2026 eller snarest muligt.
Læs mere om stillingen i den uddybende stillings- og personprofilbeskrivelse HER.
Kontakt
Helle Simon Elbro
Bestyrelsesformand
Tlf.: 4244 8821
Jørgen Ulrik Jensen
Konsulent
Tlf.: 4059 2355
Danmarks Bridgeforbund (DBf) er en sammenslutning af bridgeklubber i Danmark. Forbundet er stiftet i 1939 og er med over 20.000 bridgespillere som medlemmer fordelt på ca. 275 medlemsklubber det største forbund inden for tankesport i Danmark. DBf’s formål er at udbrede og stimulere interessen for bridgesporten i Danmark. Forbundet arrangerer desuden turneringsbridge og danmarksmesterskaber samt fremmer dansk deltagelse og repræsentation i internationale sammenhænge.