Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on StepStone will work correctly.
Driftschef med bygningskendskab til DAB-Lejerbo i Ishøj
Vil du gøre en forskel for beboerdemokratiet? Bliv driftschef på DAB-Lejerbos lokalkontor i Ishøj.
Vi søger en driftschef til vores lokalkontor i Ishøj. Hos os vil du få en hverdag fyldt med variation, og du vil som brobygger mellem administrationen og boligselskaberne, navigerer i en politisk styret verden.
Du ved, at tætte relationer, giver de bedste resultater, og da du bliver leder for 4 ejendomsmestre, er det altafgørende, at du er en dygtig og nærværende leder.
Din rolle
I samarbejde med ejendomsmestrene er din kerneopgave at sikre en stabil og effektiv drift samt sikre en god vedligeholdelse af boligafdelingerne i tæt samarbejde med de beboervalgte bestyrelser. Som udgangspunkt vil det være Ishøj Boligselskab samt 3 andre mindre selskaber, der vil udgøre porteføljen for stillingen.
Dit samarbejde med de beboervalgte bestyrelser vil være væsentlig, idet det er dem, som har det afgørende ord ved større investeringer og strategiske retninger for boligafdelingerne. Du skal kunne balancere de forskellige meninger og holdninger, og være god til at opbygge, vedligeholde og fastholde relationer.
Du er byggefaglig velfunderet, og er den, der sikrer, at driftsmæssige hensyn og muligheder bliver inddraget i overvejelser og beslutninger.
Her et udpluk af de opgaver, som venter dig:
- Udarbejde drifts- og vedligeholdelsesplaner
- Tovholder på renoveringsprojekter
- Ledelse af fire ejendomsmestre
- Budgetlægning og budgetopfølgning
- Deltage i bestyrelsesmøder, beboermøder samt byggemøder
Vi holder møder med bestyrelserne i deres fritid. Det betyder, at du i perioder vil have en del aftenmøder. Du har derudover fleksible rammer for at tilrette din arbejdsdag efter behov.
Du vil indgå i samarbejdet i et tværfagligt team bestående af bestyrelseskonsulent, økonomikonsulent og afdelingssekretær. Du får desuden adgang til specialister inden for blandt andet byggeri og jura.
Din arbejdsplads er i Ishøj, men da Ishøj Boligselskab administreres af et team på Frederiksberg, vil du også få enkelte arbejdsdage der.
Hvem er du
Du er udadvendt, opsøgende og tager initiativ, samtidig med, at du er god til at skabe og vedligeholde relationer. Du kan bevare overblikket, selv når der er travlt, og du har lyst til at sætte dig ind i nye opgaver og situationer samt kommunikerer klart og forståeligt.
To dage ligner sjældent hinanden, og du skal kunne skifte fokus fra planlagte opgaver til det, der opstår undervejs. Derfor er det vigtigt, at du er fleksibel, struktureret og kan prioritere dine opgaver løbende.
Du har en håndværks- eller bygningsmæssig baggrund, eksempelvis som bygningskonstruktør eller anden praktisk erfaring indenfor byggeri. Hvis du derudover også har erfaring med bygningsdrift og budgetstyring, er det et plus. Du forstår de særlige rammevilkår, der kendetegner et politisk styret miljø, hvor beboerdemokratiet er centralt, og hvor det er bestyrelsen, der har den endelige beslutningskompetence. Du har enten ledelseserfaring eller er nysgerrig på ledelse, hvor vi er klar til at understøtte dig som ny leder.
Læs mere om rollen som driftschef her
Hvem er vi
Du bliver en del af vores lokalkontor i Ishøj med syv engagerede medarbejdere. Her er der tæt samarbejde, nem adgang til sparring og nærledelse, hvilket skaber et stærkt fagligt og socialt fællesskab. Da Ishøj Boligselskab bliver administreret af et team på Frederiksberg, vil du også her få gode kolleger, samt faglig sparring med administrationschefen for afdelingen.
DAB-Lejerbo vil være den fagligt stærkeste administrationsorganisation i landet, som også i fremtiden er en relevant samarbejdspartner for beboerdemokratiet i både store og små boligorganisationer.
Vi løfter kerneopgaverne i et fagligt miljø, hvor service og rådgivning til beboerdemokratiet ydes med afsæt i en stærk, lokal tilstedeværelse.
Er du vores nye kollega?
Kan du se dig selv som en del af DAB-Lejerbo, og vil du være med til at forme fremtiden for livet i de almene boligafdelinger?
Så send dit CV og en ansøgning om, hvorfor netop du passer ind i rollen som driftschef, hurtigst muligt og senest torsdag den 21. november 2025.
Vi forventer at afholde samtaler løbende frem til udgangen af november.
Har du spørgsmål?
Så ring eller skriv til teamchef Helle Hjorting telefon 21 54 10 21 eller hhd@dabbolig.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Om DAB-Lejerbo
DAB-Lejerbo er med 95.000 lejemål i 75 kommuner og mere end 100 boligorganisationer i administration den største aktør i den almene sektor.
Vi er over 400 administrative medarbejdere og 1.200 driftsansatte og har – i en overgangsperiode – hovedkontorer både i Valby og på Frederiksberg. For os handler boligadministration om mere end bygninger – det handler om menneskers hjem og om at styrke beboerdemokratiet.
Se mere på dabbolig.dk og lejerbo.dk.