Om­rå­de­chef for Ældre og Re­ha­bi­li­te­ring


Vejen Kommune søger en områdechef, der vil stå i spidsen for ældre- og rehabiliteringsområdet – i en kommune, der for nyligt er kåret til Danmarks bedste kommune på ældreområdet. Det er muligheden for at sætte retning i en organisation, hvor ambition, faglighed og sammenhængskraft går hånd i hånd, og hvor man som leder får et betydeligt strategisk handlerum.

Ældreområdet i Vejen er bygget på et stærkt fundament med høj faglig kvalitet, solide resultater og et gennemarbejdet fokus på forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering. Her er man allerede langt med faglig frisættelse, tidlig indsats og en helhedsorienteret tilgang til borgernes livskvalitet. Som områdechef bliver du den, der – sammen med en erfaren og velfungerende ledergruppe – videreudvikler dette fundament og omsætter ældrereformen og sundhedsreformen til en fortsat stærk praksis og god kvalitet.

Du træder ind i en kultur, hvor NASA-værdierne – Nytænkning, Anerkendelse, Sammenhæng og Ansvarlighed – præger hverdagen. Det betyder et miljø med psykologisk tryghed, åben dialog og højt til loftet, og med plads til nysgerrighed, mod og visioner. Her forventes det, at du bidrager med dit eget tydelige aftryk, og at du bringer nye perspektiver ind i udviklingen af fremtidens ældrepleje og rehabiliteringsindsatser.

Ledergruppen, du kommer til at stå i spidsen for, er et stærkt fællesskab med stor faglig bredde og et udpræget samarbejde på tværs. Her hjælper man hinanden, deler erfaringer, sparrer aktivt og finder løsninger i fællesskab. Gruppen er både ambitiøs og generøs – og den glæder sig til en chef, der kan samle, udfordre og sætte retning i fællesskab med dem.

Som områdechef bliver du en central aktør i Vejen Kommunes udvikling. Du kommer tæt på
direktion og politikere, og du får direkte indflydelse på, hvordan kommunen fortsat skal placere sig stærkt i en tid med omfattende reformer og bevægelse på hele velfærdsområdet. Vejen Kommune er kendetegnet ved politisk stabilitet og stor tillid til fagligheden i organisationen – en ramme, der giver mulighed for at arbejde strategisk, langsigtet og med kvaliteten for øje.

Stillingen er oplagt for dig, der motiveres af at skabe resultater i en stærk faglig kultur, som både værner om det, der virker, og som er parat til at gå nye veje. Her får du mulighed for at gøre en reel forskel – for borgerne, for medarbejderne og for en organisation, der vil være blandt landets bedste og også formår at blive det i praksis.

Vi glæder os til at høre fra dig. Vi skal have din ansøgning senest søndag den 11. januar 2026.

Du kan læse mere om Vejen Kommune og den spændende områdechefstilling i den uddybende job- og personprofil. Her kan du også læse om de opgaver, krav og forventninger, som Vejen Kommune har til den nye chef.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør Henrik B. Larsen på tlf. 3017 1391 eller chefkonsulent i Genitor Christian Høegh Winther-Brønnum på tlf. 2193 0783 eller chbr@genitor.dk.

Gem job

Genitor ApS søger for Vejen Kommune

Arbejdssted

Rødding

Vigtige datoer

Indrykket:
12. december 2025
Ansøgningsfrist:
11. januar 2026

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Ikke oplyst
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid