Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Forstander til Kofoeds Skole
Vil du gerne lede og videreudvikle et af Danmarks største, mest kendte, traditionsrige og nyskabende sociale tilbud med afdelinger i København, Aarhus, Aalborg og Nuuk? Motiveres du af at være med til at hjælpe 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner? Vil du gerne arbejde tæt sammen med en kompetent bestyrelse og mere end 100 meget engagerede ledere og medarbejdere? Ønsker du at have mulighed for at være med til at præge den nationale dagsorden på social- og udsatte området? Så er stillingen som forstander for Kofoeds Skole den helt rigtige for dig.
Kofoeds Skole er en selvejende institution, som siden 1928 har hjulpet mennesker i socialt udsatte positioner med at tage et medansvar for at forbedre deres livssituation. Kofoeds Skole driver socialøkonomiske butikker, værksteder og bofunktioner, og skolen tilbyder undervisningstilbud, rådgivning, akuthjælp og landsdækkende inuitarbejde. Skolen er velfungerende, og den har mere end 100 medarbejdere og en årlig omsætning på godt 85 mio. kr.
Som forstander varetager du med reference til bestyrelsen den overordnede og daglige ledelse af skolen. Ledelsesopgaven omfatter strategisk ledelse, faglig ledelse, personaleledelse og omverdens- og omdømmeledelse. Ledelsesopgaven udøves sammen med skolens ledergruppe og i dialog med skolens medarbejdere og elever.
Vi forventer, at du som forstander har solid indsigt i socialområdet og målgruppen, og at du har bred og relevant ledelseserfaring herunder erfaring med ledelse på et strategisk niveau og med ledelse af en driftsorganisation. Vi lægger vægt på, at du er en empatisk synlig leder med gode relationelle og stærke kommunikative kompetencer, og at du er visionær og strategisk retningssættende.
Du kan se en uddybende job- og personprofil her: job- og personprofil (pdf). Her har vi beskrevet jobbet og nogle af forstanderens hovedopgaver. Vi har også beskrevet de andre krav og forventninger, Kofoeds Skole har til den nye forstander. Se også hjemmesiden www.kofoedsskole.dk.
Du er velkommen til at kontakte bestyrelsesforperson Lene Hjorth på mobil 4050 9070 eller partner i Genitor Henning Meldgaard på tlf. 3141 0563 eller hm@genitor.dk for yderligere information. Du kan søge stillingen via ansøgningsknappen nedenfor.
Ansøgningsfristen er den 8. februar 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig.