Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on StepStone will work correctly.
Vicedirektør – kombiner forretningsforståelse med nærvær
Vil du stå skulder ved skulder med ejerledelsen og sætte retning for både drift, mennesker og udvikling?
I SOS VIKAR får du en indflydelsesrig rolle i en virksomhed, hvor varme, nærvær og god tone vægtes lige så højt som faglighed og forretningsforståelse.
Velkommen til SOS VIKAR – en sundhedsvirksomhed med hjertet på rette sted
SOS VIKAR er blandt de større udbydere af sundhedsfaglige medarbejdere til offentlige og private kunder. Vi er en ejerledet virksomhed, hvor høj faglighed, kvalitet og ordentlighed går hånd i hånd med varme, nærvær og respekt for mennesker.
Din hverdag får du på vores kontor i Næstved. Her bliver du en del af en ambitiøs organisation med bookingafdeling, HR, rekruttering, servicefunktioner og ledelse.
Indgå i ledergruppen
Som vicedirektør får du en bred og betydningsfuld rolle med ansvar for både mennesker, drift og udvikling i SOS VIKAR. Du arbejder tæt sammen med ejerlederne, refererer direkte til den administrerende direktør, Dorte Thomsen, og er en central del af ledelsesteamet, hvor du bidrager aktivt til sparring og strategisk udvikling.
Du sætter retning for drift, ledelse og udvikling
Du har det overordnede ansvar for organisationens ledelses- og driftsmæssige fundament. Det indebærer både personaleledelse på tværs af funktioner og ansvar for de administrative og økonomiske rammer, der sikrer en professionel, stabil og effektiv drift. Samtidig spiller du en vigtig rolle i at udvikle organisationen og sikre, at struktur, kvalitet og trivsel går hånd i hånd.
Udvikling og optimering er en integreret del af rollen. Du identificerer og prioriterer forbedringsmuligheder i processer og systemer og sikrer fremdrift i strategiske initiativer – herunder anvendelsen af AI – med fokus på kvalitet, medarbejdertrivsel og serviceleverancer.
Mere konkret kommer du til at:
- have overordnet personaleansvar for bookingafdeling, servicefunktioner, HR, IT og rekruttering, herunder rekruttering, oplæring og løbende ledelse af fast personale
- sikre struktur og kvalitet i personalesamtaler og ledelsesprocesser med en tillidsfuld tilgang
- have overordnet økonomiansvar samt varetage kontakt til bank og revisor
- yde juridisk sparring internt og indgå samt gennemgå leverandøraftaler
- sikre, at IT- og forsikringsløsninger understøtter drift, sikkerhed og udvikling
- kvalitetssikre og udarbejde bl.a. EU-udbud samt sikre professionel opstart og opfølgning hos kunder
- identificere og drive udvikling, optimering og strategisk anvendelse af AI på tværs af organisationen med fokus på kvalitet og medarbejdertrivsel.
Et godt fællesskab – i smukke omgivelser
Vores kontor ligger smukt ved Sjølundstårnet med udsigt over Næstved, hvor vi har mulighed for en frisk gåtur i vores pauser. Vi er meget sociale, og derfor er der rig mulighed for at deltage i forskellige sociale aktiviteter. Vi har desuden en lækker frokostordning og bliver dagligt forkælet med frugt og søde sager.
Empatisk leder med forretningsforståelse
Med din rummelige og varme tilgang skaber du tillid og trivsel omkring dig. Du har et naturligt blik for sammenhængen mellem medarbejdernes trivsel og organisationens performance og formår at kombinere menneskelig indsigt med tydelig ledelse.
Derudover forestiller vi os, at du:
- har solid forretningsforståelse og dokumenteret ledelseserfaring
- trives i en ejerledet virksomhed, hvor relationer og tillid er afgørende
- gerne har erfaring fra servicebranchen
- motiveres af struktur, optimering og udvikling af processer.
Bliv en del af SOS VIKARs ledelse
Vil du være med til at videreudvikle en ambitiøs, værdibåret virksomhed med både hjerte og forretning?
Vi kalder løbende til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag.
For yderligere information kan du kontakte HR-chef Ralf Hansen på tlf. +45 28 92 85 86.
Ansøgningsfrist: 22. februar 2026.
Ansøgning sendes til: ansogning@sosvikar.dk
Første samtale forventes afholdt den 25. februar, 3. marts eller 6. marts 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig.