Vil du stå i spidsen for op­byg­nin­gen af et stærkt fagligt fæl­les­skab?


Børneinstitutionen Kildespring søger en rutineret og fagligt stærk leder, der står sikkert i lederrollen og kan tage tydeligt ansvar for kultur, trivsel og faglig kvalitet.

Vi søger en leder, der har erfaring med at lede pædagogiske medarbejdere, og som kan opbygge, vedligeholde og videreudvikle professionelle fællesskaber, hvor fælles retning, forpligtelse og høj faglighed er bærende. Du er synlig i hverdagen, træffer beslutninger, følger op og skaber sammenhæng mellem værdier, faglig viden og praksis.

Stillingen er for dig, der vil og kan tage ledelsesrummet, og som motiveres af at stå i spidsen for en institution i forandring.

Fokus på lokal faglig ledelse

I Herlev Kommune investerer vi fra 2026 målrettet i lokal faglig ledelse, fordi kvalitet i dagtilbud kræver tydelig ledelse tæt på praksis.

Som leder forventes det, at du:

  • sætter en klar faglig retning og fastholder den.
  • arbejder systematisk med kvalitet, refleksion og opfølgning.
  • har en veludviklet mentaliseringskompetence.
  • skaber ro, struktur og fælles forståelse i organisationen.
  • leder forandringer med blik for både børn, medarbejdere og forældre.

Kildespring er for nylig etableret som en selvstændig institution. Du får dermed en central rolle i at opbygge kulturen og skabe sammenhængskraft i en ny, selvstændig institution.

Om Kildespring

I Kildespring prioriterer vi sprogarbejdet og kreativiteten højt. Vi ser sproget som nøglen til fællesskab, leg og læring. Vi arbejder bevidst med at skabe et sprogstimulerende miljø og samspil, hvor hvert barn bliver mødt, set og hørt. Gennem leg, nærvær og genkendelige rutiner støtter vi børnene i at udvikle deres sproglige kompetencer og sociale færdigheder i et trygt og kærligt miljø.

Kreativiteten har også en central plads i hverdagen. Vi giver børnene mulighed for at eksperimentere, skabe og udforske med forskellige materialer og udtryk – både inde og ude.

Vi lægger stor vægt på børnefællesskaberne og arbejder aktivt for, at alle børn oplever sig som en vigtig del af gruppen. Gennem leg, samarbejde og fælles oplevelser styrkes deres sociale kompetencer og evne til at vise omsorg for hinanden.

Vi bruger desuden nærmiljøet aktivt i vores pædagogiske arbejde. Ture ud af huset, små lokale oplevelser og genkendelige steder er en del af børnenes hverdag og understøtter deres forståelse af verden omkring dem. De ældste børn deltager i projektet ”På tværs af generationerne”, hvor de samarbejder med det lokale plejehjem.

Kildespring består af 3 vuggestuer og 3 børnehaver.

Ledelse med ansvar for kvalitet og professionelle læringsmiljøer

Som leder i Kildespring har du ansvar for at lede den pædagogiske kvalitet i praksis og for at opbygge og fastholde professionelle læringsmiljøer, hvor medarbejdere arbejder refleksivt, forpligtende og med fælles ansvar for børnenes trivsel og udvikling. Det bliver dit ansvar at sikre, at den pædagogiske retning er tydelig, fælles og omsat til praksis i alle børnegrupper og på tværs af grupperne.

Du indgår i et kommunalt ledernetværk med fokus på faglig ledelse, fælles sprog og Professionelle Læringsfællesskaber (PLF). Der er afsat tid og ressourcer til forberedelse og evaluering, og du har ansvaret for at sikre, at disse rammer anvendes målrettet og kvalificeret.

Vi søger

Vi søger dig, der:

  • er uddannet pædagog med erfaring fra 0–6-årsområdet.
  • har flere års erfaring som leder af et dagtilbud.
  • står sikkert i lederrollen og udviser tydelighed og beslutningskraft.
  • kan skabe sammenhængskraft, fælles retning og et professionelt læringsfællesskab.
  • har – eller er godt i gang med en lederuddannelse.
  • tager ansvar for rekruttering, onboarding og fastholdelse.
  • indgår professionelt og konstruktivt i samarbejde med bestyrelse og forældre.

Vi tilbyder dig

  • Et lederjob med klart mandat og tydeligt ansvar
  • Mulighed for at stå i spidsen for opbygningen af en selvstændig institution
  • En organisation, der prioriterer faglig ledelse og professionelle fællesskaber
  • Sparring i et kompetent og ambitiøst ledernetværk

Det praktiske

Ansættelse sker efter gældende overenskomst. Løn aftales efter principperne for Ny løn. Straffe- og børneattest indhentes ved ansættelse.

Ansøgningsfristen er den 20. februar 2026 kl. 12.00. Vi forventer at afholde første samtalerunde den 24. februar 2026 og anden samtalerunde den 26. februar 2026.

Få mere at vide

Du kan læse mere om Kildespring på vores hjemmeside: https://kildespring-eventyrhuset.aula.dk/

Vi opfordrer dig også til at besøge os. Kontakt konstitueret leder af Kildespring, Louise Døssing på 2423 7005 for at aftale et besøg. Du kan også kontakte leder af dagtilbudsområdet Annette Lohmann på 5127 8397, hvis du har yderligere spørgsmål.

Mød vores medarbejdere

herlev.dk kan du møde nogle af vores medarbejdere fra forskellige arbejdspladser i kommunen. De fortæller hver især om, hvad de arbejder med, og hvorfor de er glade for deres arbejde.

Søg stillingen

Du søger stillingen online. Husk at vedhæfte din ansøgning, CV og andre relevante bilag. Når du har sendt ansøgningen, modtager du en e-mail som kvittering. Vær opmærksom på, at mailen kan være placeret i din mappe ”Spam/uønsket post”.

Om Herlev

Herlev er placeret i hjertet af hovedstadsområdet med en velfungerende infrastruktur. Transportmulighederne til og fra Herlev er gode og bliver forstærket med den kommende letbane og de fire letbanestationer i byen. Samtidig byder Herlev på let adgang til grønne områder. Vi er i fuld gang med at udvikle byen, så den også i fremtiden har et levende handelsliv, en spændende bymidte og er attraktiv at bo og drive virksomhed i.

I Herlev Kommune arbejder vi ambitiøst og målrettet på at sikre, at vores tilbud til borgerne også i fremtiden er på et højt niveau. Det gør vi ved at indrette organisationen med et større fokus på at styrke fagligheden og understøtte dialogen med borgerne, samt forkorte afstanden mellem det lokale politiske niveau og kommunens medarbejdere.

Gem job