Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Daglig leder
Morgencafé for Hjemløse er et socialpædagogisk tilbud på Theklavej 48 i København NV for mennesker i udsatte livssituationer. I forbindelse med et planlagt generationsskifte søger vi nu en nærværende og visionær daglig leder.
Som daglig leder har du med reference til bestyrelsen ansvar for den overordnede og daglige ledelse af morgencaféen. Du står i spidsen for drift, personaleledelse samt den faglige og pædagogiske retning og påtager dig et tydeligt ledelsesansvar, der rummer både strategisk, administrativ, økonomisk og personalemæssig ledelse, samtidig med at du arbejder med at udvikle og omsætte organisationens vision og strategi i praksis.
Morgencaféen drives i tæt samspil af et tværfagligt team bestående af 12 fastansatte medarbejdere inden for administration, køkken, kunst- og projektarbejde samt sundhedsfaglige funktioner, herunder sygeplejerske og fodterapeut, suppleret af 10 frivillige.
Det vigtigste i rollen er din stærke motivation og dit personlige engagement i arbejdet med mennesker i udsatte livssituationer samt din evne som leder til at motivere og støtte medarbejdere og frivillige. Du er garant for faglig kvalitet og bidrager til at skabe tillid, fællesskab og trygge rammer i hverdagen.
Opgaver og profil
Vi søger en daglig leder, som:
- varetager den overordnede og daglige ledelse af morgencaféen i samarbejde med bestyrelsen
- har erfaring fra eller kendskab til arbejdet på det udsatte område og en tydelig motivation og ægte engagement i målgruppen
- har ledelseserfaring og evt. lederuddannelse. Dette er en fordel, men ikke afgørende, hvis du har stærk praksiserfaring
- har ansvar for personaleledelse samt rammesætning og ledelse af frivillige inden for en socialpædagogisk ramme
- sikrer faglig kvalitet, trygge rammer og et sundt arbejdsmiljø
- kan bevare ro og overblik i pressede og følelsesmæssigt krævende situationer
- kommunikerer tydeligt og tillidsfuldt med mange forskellige aktører og er i stand til at være til stede og handle roligt, når konflikter opstår
- har ansvar for overblik, prioritering og opfølgning på arbejdet med fonde og bevillinger i samarbejde med bestyrelsen og relevante medarbejdere
Vi tilbyder
- Et meningsfuldt lederjob, hvor du gør en reel forskel for mennesker i udsatte livssituationer
- Mulighed for at stå i spidsen for et etableret og værdibåret socialpædagogisk tilbud
- Et tæt og tillidsfuldt samarbejde med en engageret bestyrelse samt ledelse af et tværfagligt team af medarbejdere og frivillige
- Gode muligheder for at sætte retning, udvikle organisationen og omsætte værdier til handling
- En arbejdsplads præget af ordentlighed, fællesskab og faglighed
Praktisk information
- Stillingen er på fuld tid
- Løn- og ansættelsesvilkår forhandles individuelt med udgangspunkt i kommunale ansættelsesvilkår
- Samtaler afholdes løbende fra uge 12
- Ønsket tiltrædelse: 1. maj
- Ansøgningsfrist: 15. marts 2026
- Ansøgning sendes til: sj@morgencafeen.dk
- Kontakt: Bestyrelseformand, Morgencafé for Hjemløse på +45 23 22 30 44
- Du kan finde flere oplysninger om Morgencafé for Hjemløse på vores hjemmeside: https://morgencafeen.dk/
Morgencafé for Hjemløse har eksisteret siden 1989 og er i dag et fast og trygt holdepunkt for mennesker, der lever i hjemløshed eller på kanten af samfundet. Besøgstallet er steget støt gennem årene, og caféen serverer i dag omkring 23.500 måltider om året. Siden 2013 har Morgencaféen haft faste rammer i et 529 m² stort lejemål på Theklavej 48 i København NV.
Morgencaféen tilbyder morgenmad, varm frokost og omsorg samt dækning af basale behov som bad, rent tøj, en madras at sove på og en samtale. Som en central del af indsatsen råder caféen over et sundhedsrum, hvor brugerne kan få adgang til sundhedsfaglig støtte fra sygeplejerske og fodterapeut. Den sundhedsfaglige indsats bidrager til at forebygge og håndtere fysiske helbredsproblemer og skaber grundlag for større tryghed, stabilitet og værdighed i hverdagen.