Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Leder til Miljø i Teknik- og Miljøafdelingen
Vil du være med til at udvikle miljøområdet i Silkeborg Kommune sammen med dygtige og engagerede medarbejdere? Er du god til mennesker og til at skabe resultater gennem andre? Så kan vi måske tilbyde dig dit næste spændende job.
Vi søger en leder som trives med at arbejde tillidsbaseret og som har sans for at skabe gode rammer for sikker drift på myndighedsområdet samt kan navigere i tværfaglige projekter. I tæt samarbejde med dine lederkollegaer skal du være med til at videreudvikle fagområdet og indfri vores ambition om en endnu bedre tværfaglig opgaveløsning i Teknik og Miljø.
Vær med til at sætte retning på miljøområdet
Silkeborg Kommune er en vækstkommune med ca. 100.000 indbyggere. Deraf følger stor aktivitet på Teknik og Miljøs ansvarsområder – lige fra overordnet planlægning til håndtering af flere sager og større opgaveområder.
På miljøområdet bidrager vi til at sikre vækst med iagttagelse af de nødvendige hensyn. Det sker blandt andet gennem miljøgodkendelser til virksomheder og landbrug, regn- og spildevandsplanlægning i særligt lokalplanarbejdet, klimatilpasning, indsatser for drikkevandsbeskyttelse, miljøvurderinger af større projekter samt daglig betjening af borgere og virksomheder.
Vi har brug for dig til at sætte retning på miljøområdet sammen med en flok fagligt stærke medarbejdere.
Leder for 4 teams
I stillingen bliver du leder for i alt 26 fagligt stærke medarbejdere fordelt med 7 i team Spildevand, 5 i team Grundvand, 5 i team Landbrug og 9 i team Virksomheder og Jord. Stillingen er placeret i sektionen Natur, Miljø og Klima og du refererer til Natur-, Miljø- og Klimachefen. Sektionen er en af tre sektioner i Teknik og Miljø, og rummer i alt ca. 65 medarbejdere.
I Teknik og Miljø er organisationsformen teambaseret. Mange beslutninger træffes i teamet, og den daglige sparring foregår som udgangspunkt også i teamet. Det er derfor væsentligt, at du trives med den organisationsform.
Som personaleleder optræder du nærværende, tillidsvækkende og beslutningsdygtig. Du kan inspirere og motivere medarbejdere - både når der er god vind og når det går op ad bakke. Samtidig formår du gennem god rammesætning og forventningsafstemning at udvikle fagområderne, herunder at kvalitetssikre og optimere sagsgange, yde faglig sparring på store sager og projekter, samt prioritere og kvalificere opgaveopdrag.
Du skal bl.a. være med til at understøtte tilblivelsen af en ny grøn klimatilpasningsstrategi, og du får en vigtig rolle i udrulningen af kommunens drikkevandsbeskyttelse. Ligeledes får du en tværgående rolle i kommunens indsats på beredskabsområdet, og skal varetage vigtige relationer til kommunens forsyningsselskab samt virksomheder og landbrugserhverv.
Dine primære opgaver vil være:
- Lede, understøtte og udvikle fire teams med høj faglighed
- Personaleledelse
- Faglig ledelse, herunder faglig sparring, prioritering af opgaver og ressourcer, sikring af kvalitet i opgaveløsningen samt sikker drift m.v.
- Facilitering og kvalificering af tværfagligt samarbejde på tværs af fagområder
- Motivere og inspirere dine medarbejdere til at forfølge målsætninger – politiske såvel som afdelingens
- Sikre en god dialog og forventningsafstemning med nøgleinteressenter
- Udvikle kommunens indsats på miljøområdet
Fælles om ledelse
I stillingen får du gode muligheder for at udvikle dine ledelseskompetencer. Du bliver en del af en gruppe på 8 ledere i Teknik og Miljø, som alle er ledere for 2-4 teams. Samtidig bliver du en del af et stærkt ledelsesfællesskab i Natur, Miljø- og Klimasektionen, som foruden dig består af 2 andre ledere og Natur-, Miljø- og Klimachefen. Forventeligt tiltræder du i stillingen samtidig med en ny leder for fagområdet Grøn omstilling.
I ledelsessamarbejdet i Natur-, Miljø- og Klimasektionen - og i sektionen som helhed - har vi stort fokus på samarbejde, hjælpsomhed og omsorg for hinanden. Det er værdier, vi tillægger stor betydning, og som vi ønsker du deler og prioriterer.
Hele Teknik og Miljø karakteriseres ved en åben dialogkultur og en uformel omgangstone på alle niveauer. Afdelingen er organiseret i 22 teams, hvor medarbejderne tager stort initiativ og ansvar i opgaveløsningen.
Din profil
Måske har du erfaring med ledelse, men væsentligst er det, at du har mod og lyst til ledelse. Du skal have blik for at bringe fagligheder og kompetencer bedst muligt i spil til gavn for både kvalitet og kvantitet i opgaveløsningen. Ligeledes skal du have gode relationelle kompetencer og blik for at skabe gode arbejdsvilkår på medarbejderniveau.
Vi forudsætter, at du har viden om flere af de fagområder de fire teams arbejder med - samt at du med nysgerrighed og anerkendelse vil prioritere at bringe dig på omgangshøjde på de øvrige fagområder stillingen omfatter.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- Gennem nærværende, tillidsvækkende og beslutsom ledelse kan skabe følgeskab fra dine teams
- Kan understøtte de fagligt stærke kompetencer, som medarbejderne besidder
- Har en relevant uddannelse, gerne på kandidatniveau
- Har en lederuddannelse eller er indstillet på at tage en indenfor de første år i stillingen
- Har erfaring fra - eller kendskab til arbejdet i - en politisk styret organisation
Yderligere information
Vil du vide mere om jobbet er du velkommen til at kontakte sektionsleder Morten H. Jespersen på 2051 7550.
Silkeborg Kommunes ledelsesgrundlag findes her: silkeborg.dk/kommunen/job/bliv-leder-hos-os/ledelsesgrundlag
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Ansøgningsfrist søndag den 8. marts 2026.
Første ansættelsessamtale forventes afholdt torsdag den 12. marts 2026, hvorfra to kandidater vil blive udvalgt til en anden samtalerunde torsdag den 19. marts 2026.
Går du videre til 2. samtale skal du udfylde et personprofil og får en tilbagemelding på denne inden 2. samtale.
Jobbet ønskes besat den 1. maj 2026 eller snarest muligt.
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere.