Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Rektor
Løgumkloster Kirkemusikskole står over for at skulle have ny rektor, og søger derfor en musikfaglig dygtig person med erfaring i pædagogik, samarbejde og ledelse.
Stillingen giver mulighed for at bringe flere fagligheder i spil og at bidrage med tanker om fremtidens kirkemusik og uddannelse af de kommende kirkemusikere.
Løgumkloster Kirkemusikskole
Løgumkloster Kirkemusikskole er en uddannelsesinstitution under Kirkeministeriet, og det er skolens opgave at uddanne organister, kirkesangere, korledere og klokkenister til de kirkemusikalske opgaver i folkekirken. Skolen udbyder en række forskellige musikalske uddannelser, linjer og kurser til at dække folkekirkens behov.
Løgumkloster Kirkemusikskole er forankret i Løgumkloster med afdelinger i Odense, Horsens og Tarm. Skolen har et tæt samarbejde med kirkemusikskolerne i Roskilde og Vestervig på såvel det administrative som på det faglige og det udviklingsmæssige område. Dette samarbejde ønskes fastholdt og udviklet.
På kirkemusikskolen undervises årligt o. 170 elever på de forskellige linjer og uddannelser.
Arbejdsopgaver
Som rektor for Løgumkloster Kirkemusikskole kommer du til at arbejde med opgaver inden for såvel pædagogisk og administrativ ledelse og være ansvarlig for skolens regnskab.
Arbejdsopgaver omfatter blandt andet:
- daglig ledelse med ansvar for økonomi, personale, organisation, faglig udvikling og arbejdsmiljø
- at have ansvar for den uddannelsesmæssige kvalitet på skolen
- i mindre omfang at undervise i et eller flere fag på kirkemusikskolen
- at arbejde på strategisk niveau samt tænke visionært om kirkemusikskolens kerneopgaver
- at varetage skolens samarbejde med de to øvrige kirkemusikskoler i Roskilde og Vestervig
- at være en central aktør i samspillet med bestyrelse og ministerium
- at varetage skolens samarbejde med øvrige aktører i det lokale og regionale musikliv, herunder bl.a. Syddansk Musikkonservatorium, FUV og de folkekirkelige musikfaglige organisationer.
Kompetencer
Det er en forudsætning for ansættelse som rektor, at du har bestået en kirkemusikalsk kandidateksamen fra et dansk musikkonservatorium (eller har tilsvarende uddannelse fra et udenlandsk konservatorium) eller at du af Kirkeministeriet er godkendt i uddannelsesmæssig henseende som ansøger til stillingen.
Vi forventer tillige, at du:
- Har en bred musikalsk faglighed
- Er solidt forankret i den kirkemusikalske tradition og samtidig har blik på fornyelse
- Har pædagogisk erfaring og indsigt i uddannelsesforhold
- Kan inspirere, engagere, kommunikere og samle både medarbejdere og studerende
- Har økonomisk og regnskabsmæssig indsigt og forståelse
- Har gode samarbejdsevner – internt i arbejdet på skolen og eksternt i forhold til forskellige samarbejdspartnere
- Kan arbejde på strategisk niveau såvel selvstændigt som sammen med andre.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat i en fuldtidsstilling som rektor med folkekirken som ansættelsesområde.
Stillingen er omfattet af Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten og Cirkulære om protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister samt rektorer og faste lærere på kirkemusikskolerne på folkekirkens område.
Stillingen aflønnes som chefkonsulent med personaleansvar, jf. protokollatets § 7, jf. overenskomstens bilag 4a, svarende til kr. 515.000 (niveau 31. marts 2012). Til stillingen ydes der endvidere et centralt aftalt tillæg på 38.000kr. årligt (niveau 31. marts 2012).
Ansøgere, der pt. er tjenestemænd, har mulighed for at videreføre tjenestemandsansættelsen i stillingen. I forhold til tjenestemandsansættelse er lønrammen 35 med dertil hørende rektortillæg.
Ansættelse pr. 1. november 2026.
Mere information
Du kan læse mere om Løgumkloster Kirkemusikskole på https://www.kirkemusikskole.dk/skolerne/loegumkloster-kirkemusikskole. Der henvises desuden til Kirkeministeriets bekendtgørelse 1132 af 13. december 1996 om folkekirkens kirkemusikskoler.
Du er også velkommen til at kontakte formand for Løgumkloster Kirkemusikskoles bestyrelse, biskop Elof Westergaard, eve@km.dk eller rektor Hans Christian Hein, hch@km.dk med spørgsmål vedr. stillingen.
Ansøgning
Ansøgning sendes til Løgumkloster Kirkemusikskole lkms@km.dk
Ansøgningsfristen udløber tirsdag, d. 26. maj 2026 kl. 12.00.
Ansættelsessamtaler forventes at finde sted d. 4. juni 2026.
By-, Land- og Kirkeministeriet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.