Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on StepStone will work correctly.
Efterskoleleder
Vil du stå i spidsen for en efterskole, hvor sport, skole og ungdomsliv tænkes sammen på nye måder – og hvor du får mulighed for at sætte retning i en organisation med stærk kultur og stort udviklingspotentiale?
Hos Efterskolen Sports Academy Denmark får du muligheden for at lede en efterskole med en markant profil og en særlig position i efterskolelandskabet. Vi søger en efterskoleleder, som kan skabe retning, sammenhæng og tydelighed – og som motiveres af at arbejde tæt på både medarbejdere og unge mennesker.
Vi er en skole præget af stærke relationer, høj grad af hjælpsomhed og en kultur, hvor man tager ansvar for hinanden. Her er kort vej fra idé til handling, en uformel omgangstone og en tydelig vilje til at få tingene til at lykkes i fællesskab. Samtidig er vi en skole i udvikling, hvor vi fortsat arbejder med at finde den rette balance mellem fleksibilitet og struktur.
Som efterskoleleder bliver du skolens øverste leder og får en central rolle i at samle organisationen og sætte retning for den næste fase. Du indgår i et tæt og ligeværdigt ledelsessamarbejde med skolens viceefterskoleleder. Sammen har I ansvaret for skolens daglige ledelse og for at sikre både en velfungerende drift og en fortsat udvikling af skolens profil og praksis.
Det er en central position – og en stilling med både stor spændvidde og stor betydning.
Ledelse i spændingsfeltet mellem drift og udvikling
Som efterskoleleder træder du ind i en organisation, der har bevæget sig fra en opstart præget af pionerånd og eksperimenter til en fase, hvor der er behov for tydeligere strukturer og fælles retning.
Din opgave bliver at skabe overblik, sammenhæng og klare rammer for hverdagen – samtidig med at du fastholder den energi og fleksibilitet, som er en vigtig del af skolens DNA. Det indebærer blandt andet at styrke fælles praksis, tydeliggøre forventninger og skabe mere ensartede rammer for samarbejde, planlægning og prioritering.
Du får ansvaret for den daglige ledelse af medarbejdere og elever, og du skal være synlig, tilgængelig og nærværende i skolens hverdag. Ledelsen udøves tæt på mennesker – i dialog, i relationer og i de mange situationer, hvor pædagogik, trivsel og drift mødes.
Du får samtidig ansvar for skolens økonomi og ressourceanvendelse og skal sikre en bæredygtig drift med blik for både daglig økonomistyring og de strategiske prioriteringer. I de kommende år vil udvikling af skolens fysiske rammer og faciliteter også være en del af opgaven.
Du bliver en central drivkraft i den fortsatte udvikling af skolens særlige koncept, hvor eleverne kombinerer efterskoleliv med dedikeret sportsudøvelse – ofte i tæt samspil med eksterne klubmiljøer. Det kræver både strategisk blik og forståelse for praksis.
Som en del af rollen bliver du også skolens ansigt udadtil og skal kunne repræsentere skolen professionelt i relation til forældre, samarbejdspartnere og lokalmiljø.
Vi forestiller os, at du har ledelseserfaring fra en lignende kontekst, hvor du har arbejdet med både drift og udvikling – gerne i en organisation med unge mennesker som omdrejningspunkt.
Du er en leder, der trives i en hverdag med høj grad af selvstændighed og engagement blandt medarbejderne, og som samtidig formår at skabe tydelighed og retning. Du kan balancere struktur og fleksibilitet og ved, hvornår der er behov for klare rammer – og hvornår der skal gives plads.
Vi lægger vægt på, at du:
- har solid erfaring med pædagogisk- og personaleledelse samt organisationsdrift
- er tydelig og kommunikativt stærk i din ledelse
- har stærke relationelle kompetencer og arbejder tillidsbaseret
- kan udvikle medarbejdere og skabe følgeskab
- trives i en synlig og nærværende lederrolle
- har forståelse for – eller interesse i – sportens verden
Det vigtigste er, at du motiveres af at arbejde med unge mennesker og ønsker at skabe en skole, hvor ambition, trivsel og fællesskab går hånd i hånd.
En skole med energi, nærhed og potentiale
Efterskolen Sports Academy Denmark er en efterskole med en særlig energi og et stærkt fællesskab. Her møder du engagerede medarbejdere og elever, der brænder for det, de gør – og som hver dag bidrager til at skabe en skole med sin egen karakter.
Som efterskoleleder bliver det din opgave både at blive en del af denne kultur – og være med til at videreudvikle den i en mere moden og tydelig organisatorisk ramme.
Praktiske oplysninger
Stillingen søges via ansøgningsknappen nederst. Ansøgningsfristen er fredag d. 12. juni 2026.
Første samtale afholdes torsdag d. 18. juni, og anden samtale onsdag d. 24. juni. Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2026.
Du kan læse mere om stillingen, opgaverne og skolen i det uddybende notat her.
Du er velkommen til at kontakte bestyrelsesformand Anders Axø på telefon 4117 4420, hvis du har spørgsmål til stillingen eller processen.
Læs mere om skolen på www.esad.dk
Jobbet søges via QuickApply