Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Skole- og dagtilbudschef
Har du lyst til at stå i spidsen for et velfungerende skole- og dagtilbudsområde i en kommune med høje ambitioner for børn og unges trivsel, læring og dannelse? Har du et stærkt ledelsesfundament, solid faglig indsigt og lyst til at lede i en frisat kontekst med stort lokalt råderum?
Nordfyns Kommune søger en skole- og dagtilbudschef, der vil være med til at sætte tydelig retning, styrke kvaliteten i kerneopgaven og videreudvikle et område, som allerede står på et solidt fagligt og organisatorisk fundament.
Du træder ind i en kommune kendetegnet ved høj faglighed, korte beslutningsveje og et tillidsfuldt samarbejde på tværs. Kulturen i Nordfyns Kommune er præget af høj himmel, umiddelbarhed og plads til både ledelse og faglighed. Her er der albuerum – og en tydelig forventning om at gøre en forskel for kommunens børn og unge.
En central lederrolle i en frisat organisation
Som skole- og dagtilbudschef får du det samlede ansvar for kommunens skole- og dagtilbudsområde. Du står i spidsen for 11 decentrale enheder med reference fra dagtilbudsledere, musikskoleleder, ungdomsskoleleder og skoleledere, og du får ansvar for den strategiske udvikling, for den samlede styring og for sammenhængskraften for et område, hvor balancerne mellem det fælles og det særlige og lokale skal findes i et tæt samarbejde med både institutionernes ledelser, medarbejdere og bestyrelser.
Frisættelse er et helt centralt omdrejningspunkt på hele området. Politisk er der truffet beslutning om at give skoler og dagtilbud større fagligt og organisatorisk handlerum inden for klare politiske og økonomiske rammer. Din opgave bliver at understøtte dette lokale råderum gennem tydelig rammesætning, fælles prioriteringer og en ledelsesstil, der balancerer tillid med ansvar. Mindre detailstyring og færre centrale processer stiller samtidig store krav til klarhed, dialog og helhedssyn.
Området er velfungerende og præget af engagerede ledere og medarbejdere. Der er et tæt samarbejde – særligt mod familieområdet – og du får gode forudsætninger for at træde ind i rollen og sætte dit ledelsesmæssige aftryk fra start.
Ledelse, samarbejde og politisk betjening
Du bliver en del af Børn og Unges samlede ledelse sammen med direktøren og børne- og familiechefen. Sammen har I ansvaret for at skabe sammenhæng, kvalitet og tydelig retning på tværs af forvaltningen. Samarbejdet i chefgruppen er præget af fælles ansvar, høj grad af tillid og en klar forventning om, at man løfter blik og bidrager til helheden.
Stillingen indebærer et tæt samarbejde med det politiske niveau. Du deltager i de politiske udvalgsmøder og har – i samspil med direktøren – ansvar for at udarbejde klare, rettidige og beslutningsrelevante sagsfremstillinger. Dialogen med politikerne er ambitiøs og konstruktiv, og der er et udtalt ønske om at skabe de bedst mulige rammer for børn og unges trivsel og læring.
En dygtig chef
Nordfyns Kommune søger en erfaren leder med betydelig indsigt i skole- og dagtilbudsområdet og gerne med erfaring med ledelse af ledere. Du evner at lede gennem andre, skabe følgeskab og tydeliggøre retning – også i komplekse krydspres.
Du tror grundlæggende på, at de bedste beslutninger træffes tæt på børnene, og du har et stærkt engagement i børn og unges trivsel, dannelse og læring. Du er strategisk tænkende, men har samtidig blik for drift og implementering, og du formår at skabe sammenhæng mellem politiske ambitioner og hverdagspraksis i skoler og dagtilbud.
Som person er du tillidsvækkende, relationsstærk og tydelig i dine forventninger. Du er en holdspiller, der bidrager aktivt i fællesskabet, og du kan navigere sikkert både i mødelokalet, på grøn stue og i skolegården.
Nordfyns Kommune tilbyder
En særdeles attraktiv chefstilling med stor ledelsesmæssig frihed og mulighed for at sætte et tydeligt aftryk på et helt centralt velfærdsområde. Du bliver en del af en ambitiøs organisation med høj faglighed, engagerede ledere og medarbejdere samt en politisk ledelse, der vil området.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til KL’s chefaftale. Du refererer til direktøren for Børn og Unge.
Yderligere information og ansøgning
Du kan læse mere om stillingen i den uddybende job- og personprofil (pdf). Har du spørgsmål eller ønsker en fortrolig drøftelse af dine muligheder i jobbet, er du meget velkommen til at kontakte direktør for Børn og Unge Karsten Poulsen på tlf. 24 86 55 00 eller partner i Genitor Jesper Lund Madsen på tlf. 22 89 85 25.
Ansøgningsfristen er 14. juni 2026.
Vi glæder os til at høre fra dig.