Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Sektionsleder til nyetableret sektion i Sundhed og Omsorg
Vil du være med til at styrke og udvikle sundheds- og ældreområdet i Danmarks 8. største kommune?
Og ser du muligheder i et tværfagligt samarbejde mellem sundhedsfremme, forebyggelse og myndighedsopgaven?
Silkeborg Kommune søger en fagligt stærk og udviklingsorienteret sektionsleder til en nyetableret sektion i Sundheds- og Omsorgsafdelingen. Sektionen er oprettet som led i en organisationstilpasning, der skal ruste kommunen til fremtidens opgaver på sundheds- og ældreområdet.
Borgerens primære indgang
Du får en central lederrolle med ansvar for at forme, udvikle og sætte retning for en ny sektion, der skal være borgerens primære indgang til Sundhed og Omsorg. Du skal lede i spændingsfeltet mellem lovgrundlag, faglighed, udvikling og økonomi i en politisk styret organisation.
Den nye sektion er en fusion af de to sektioner Myndighed og Sundhed på Tværs. Visionen for den nye sektion er, at sektionen støtter borgerne til fortsat selvhjulpenhed så længe som muligt. Fællesnævneren er fokus på at holde borgerne så friske og selvhjulpne længst muligt via sektionens forskellige indsatser og tilbud. Det gælder både i samarbejdet med civilsamfundet, eksempelvis i kommunale tilbud som idræt om dagen, daghjem, aktivitetscentre og træning. Og det gælder inden for myndighedsområdet, hvor vi har fokus på at videreudvikle den tidlige indsats i samarbejdet med borgerne.
Nøgleordene for sektionen afspejler dens bredde: rehabilitering, sundhedsfremme, forebyggelse, rådgivning, vejledning, hjælpemiddelformidling og afgørelsesvirksomhed.
Dine opgaver og dit ledelsesrum
Som sektionsleder får du det overordnede ansvar for at sætte retning for sektionen. Du skal både kunne fastholde sikker drift og samtidig drive udvikling i en tid med reformer, nye samarbejdsformer og et stigende antal ældre, der sætter nye krav til vores fælles opgaveløsning. Du skal kunne lede i samspil med afdelings-/stabschefer, lederkolleger og ledere på niveauer under med afsæt i kommunens værdier: ordentlighed, loyalitet og mod. Du leder gennem ledere og skaber de nødvendige rammer for udvikling, trivsel og høj kvalitet i hele sektionen.
Vi tilbyder et spændende og alsidigt arbejde, hvor du vil få det strategiske ansvar for enheder, der både er projektbaserede og linjeorganiserede. Fælles for dem alle er, at de har mange samarbejdsflader. Det gælder både indenfor Sundhed og Omsorg, i Silkeborg Kommune, i det tværsektorielle samarbejde og med civilsamfundet.
Sektionen omfatter myndighedsområdet med Hjælpemidler, Visitation og Hjælpemiddelcentret.
Sektionslederen har det overordnede ansvar for, at Silkeborg Kommune udøver korrekt myndighedsudøvelse, har sammenhængende borgerforløb og et tæt samarbejde med både leverandører og eksterne samarbejdspartnere.
Sektionen omfatter desuden genoptræning, daghjem, aktivitetscentre, idræt om dagen samt indsatser inden for borger- og patientrettet sundhedsfremme og forebyggelse i tæt samspil med civilsamfundet.
Samlet set dækker sektionen således et bredt og komplekst opgavefelt.
Dine første opgaver bliver:
- At implementere organisationsændringen, herunder sektionens nye strukturer, arbejdsdeling, roller, mødestrukturer, procedurer og kommunikationsveje og kultur, så ’Ny sektion for Myndighed og Sundhed på Tværs’ kommer godt fra start.
- At omsætte ældrereformens værdier om selvbestemmelse, tillid og stærkt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund til lokal praksis – selvfølgelig i et tæt samarbejde med resten af afdelingen. Ligesom du skal bistå med at implementere de politiske ambitioner omkring sundhedsreformen.
- At videreudvikle den nye sektions potentiale med fokus på at udnytte de synergier og den øgede sammenhængskraft, som sammenlægningen af de forskellige enheder skaber.
- At arbejde for den fortsat udvikling og opfølgning på byrådets vision, sundhedsfremme- og forebyggelsespolitikken, værdighedspolitikken samt understøtte indfrielsen af de politiske mål fra Sundheds- og Ældreudvalget.
Om sektionen
Sektionen har ansvar for en mangfoldig portefølje af opgaver og har mange samarbejder bredt med blandt andet hospitaler, praktiserende læger, Regionen, pårørende, helhedsplejen, plejecentre og midlertidige pladser.
Sektionen består aktuelt af 8 funktionsledere med lidt over 200 dygtige og dedikerede medarbejdere.
Sektionens særlige fokus er på sundhedsfremme, forebyggelse, og rehabilitering for kommunens borgere – i tæt samspil med frivillige og civilsamfundet. Derfor samarbejder sektionen tæt med andre afdelinger i kommunen og eksterne partnere.
Du bliver en del af afdelingsledelsen for Sundhed og Omsorg, hvori sektionsledere for Plejecentre, Borger I Eget Hjem og Sekretariatet også indgår. Du vil referere til sundheds- og omsorgschefen. I ledergruppen lægger vi vægt på åbenhed, samarbejde og fælles prioriteringer, så vi kan udvikle bæredygtige og sammenhængende løsninger på tværs af afdelingen.
Vi tager afsæt i vores fælles ledelsesgrundlag og koncernstrategi og har borgeren i centrum med udgangspunkt i værdierne loyalitet, ordentlighed og mod. På den baggrund arbejder vi sammen om vores fælles kerneopgave: ’At samarbejde med borgeren om at styrke sundheden og skabe et selvstændigt og meningsfuldt liv.’
Hvem er du?
Faglige kompetencer:
- Du har en relevant uddannelse suppleret med en lederuddannelse samt gerne en projektlederuddannelse
- Du har solid ledererfaring – det er en fordel, hvis du har erfaring med ledelse af ledere
- Du har erfaring med relevante dele af myndighedsområdet
- Du har erfaring med økonomistyring – gerne på sundheds- og ældreområdet
- Du har faglig indsigt i sundhedsfremme og forebyggelse samt i samspil med civilsamfundet
- Du har erfaring med at gennemføre strategiske forandringer
- Du har blik for mønstre og udfordringer på tværs og kan omsætte gode erfaringer til fælles læring
Personlige egenskaber:
- Du er synlig, sætter retning og har stærke evner til at samarbejde, skabe følgeskab og sammenhæng
- Du bliver motiveret af at sikre stabil drift og er samtidig visionær og nytænkende. Du udvikler i tæt parløb med dine kollegaer.
- Du er garant for at levere kvalitet i ydelserne til borgerne inden for de givne rammer – og du formår at ændre ydelserne, når de politisk fastlagte rammer ændres
- Du arbejder struktureret og analytisk
- Du er troværdig og imødekommende og formår at opbygge stærke og tillidsfulde relationer både internt og eksternt
- Du er god til at finde løsninger – også på komplekse problemer
- Du er ikke bange for at håndtere konflikter konstruktivt, når de opstår
- Du er nysgerrig og dialogbaseret i dit samarbejde både med chef, ledere og medarbejdere, borgere og pårørende
- Du har mod til at stå fast, også når du skal træffe svære beslutninger
- Du kan bevare overblikket og prioritere, selvom hverdagens drift byder på udfordringer
Vi tilbyder:
- En nøgleposition med stort ledelsesrum og mulighed for at sætte retning for en ny organisatorisk enhed
- Et stærkt fagligt miljø med engagerede og kompetente funktionsledere og medarbejdere
- En kompleks og spændende opgaveportefølje i en organisation med høje ambitioner
- Et arbejdsmiljø præget af tillid, uhøjtidelighed og åben dialog
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling
Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og aftale om lokal løndannelse.
Ansøgningsfrist onsdag den 3. juni 2026
Første ansættelsessamtale forventes afholdt tirsdag den 16. juni 2026, hvorfra to kandidater vil blive udvalgt til en anden samtalerunde tirsdag den 23. juni 2026. Går du videre til 2. samtale skal du udfylde et personprofil og får en tilbagemelding på denne inden 2. samtale. Der indgår i forbindelse med 2. samtalerunde en case.
Tiltrædelse: Forventet 1. august 2026.
Yderligere information:
Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Sundheds- og Omsorgschef Malene Herbsleb, tlf. 2138 6514 (send gerne en sms for at aftale tidspunkt).
Du kan læse mere om stillingen; job- og personprofilen samt Silkeborg Kommunes ledelsesgrundlag og koncernstrategi på vores hjemmeside under "Bliv leder hos os".
Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online.
Klik på Ansøg. Vedhæft din ansøgning og relevante bilag.
Hvis du indstilles til ansættelse i stillingen, vil der inden endelig ansættelsesaftale indgås, blive indhentet reference hos seneste arbejdsgiver og gerne hos flere, efter aftale med ansøger.