Jobannoncering

Den perfekte jo­ban­non­ce

Det vigtigste, når du annoncerer, er … annoncen! Den skal gøre jobbet og virksomheden attraktiv for de bedste kandidater på markedet. StepStone guider dig til den perfekte jobannonce.



Den første huskeregel

Den første huskeregel, når der skrives en jobannonce, er at henvende sig direkte til kandidaten, der skal have indblik i, hvorfor de skal vælge netop jeres virksomhed som sin nye arbejdsplads.

I langt de fleste tilfælde vil man som annonceskriver henvende sig til en læser, som intet kender til den virksomhed, annoncen handler om. Langt de fleste kandidater vil vælge job efter interesse for det arbejdsområde eller de produkter, som virksomheden beskæftiger sig med, men i ligeså høj grad de bløde værdier, såsom:

  • Trivsel med ledelse og kolleger
  • Ønsket om nye omgivelser og udfordringer
  • Personalegoder og sociale arrangementer

Det er derfor vigtigt, at der er en god balance i indholdet af jobannoncen, så stillingen sælges på følgende punkter:

  1. Arbejdsindhold, herunder udviklingsmuligheder og avancering i karrieren.
  2. Virksomhedskultur/bløde værdier, kolleger og naturligvis de personalegoder, der måtte være.
  3. Hvad er kandidatens kompetencer, og hvor forestilles det, at kandidaten kommer fra i erhvervslivet?

Det er de færreste, der er uddannet tekstforfatter…

Derfor kan det ofte være svært at skrive en annonce, så den skiller sig ud fra mængden. Vi har i Danmark et dynamisk jobmarked, hvor tendensen er, at man gerne skifter job, når der skal ske noget nyt og spændende.

Det betyder, at kandidaterne leder efter mere information i de stillingsopslag, de læser, og de forventer, at der står mere om virksomheden som arbejdsplads.

Det kan være svært at undgå floskler i et stillingsopslag. Ofte bliver annoncer skrevet for meget i punktform og bliver derved upersonlige og kedelige. Her er en værktøjskasse, der kan gøre annonceskrivningen lettere.

Værktøjskassen

1. Overskriften

Lav altid en overskrift, der indeholder titlen på jobbet. Det gør den mere søgbar på stepstone.dk og fjerner tvivl om, hvilken stilling, der tilbydes. Titlen ”Blæksprutte søges” vil derfor ikke fungere som overskrift på en jobannonce, hvorimod titlen ”Kundekonsulent med stort sælgergen” vil være bedre. Skal der være en appetitvækker i overskriften, kan den laves som en underoverskrift.

Ved at anvende væsentlige ord for stillingen kan du søgemaskineoptimere din annonce, så den bliver lettere at finde på eksempelvis Googles søgemaskine.

2. Indledning

Start ganske kort med basis-info: Hvor er jobbet henne geografisk, er det fuldtid eller deltid? Kom herefter med en kort introduktion til virksomheden, dog ikke fakta om omsætning, produkter eller virksomhedsstørrelse. Her er det bedre at få nogle pointer med om, hvad der tilbydes i jobbet, og hvad der gør virksomheden til en god arbejdsplads, herunder kultur, kolleger og værdier. Skriv gerne teksten direkte til kandidaten, så den henvender sig til den mest centrale person i kandidatens verden: Ham/hende selv! Bliver kandidatens ønsker belyst, vil der være større motivation til at søge jobbet.

3. Hvad tilbydes kandidaten – ”Vi tilbyder …”

Hvad gør netop jeres virksomhed til noget særligt? Man har kun 10-15 sekunder til at fange interessen hos den passive jobsøger. Derfor er det vigtigt at fremhæve, hvad man tilbyder helt fra start, både i forhold til faglig og personlig udvikling, men også i forhold til efteruddannelse, karriere, kolleger, omgivelser og andet.

4. Personprofil – ”Vi forstiller os, at du …”

Prøv at forestille dig, hvad der gør ansøgeren til noget særligt. Hvem ønsker I at ansætte? Og hvor forestilles det, at kandidaten kommer fra på jobmarkedet? Hvad kan kandidatens baggrund være? Uddannelse? Nuværende job? Personlighed? Det gør det lettere for kandidaten at sætte sig ind i den stilling, der tilbydes.

5. Jobindhold/arbejdsopgaver – ”Dit job”

Når de faste arbejdsopgaver skal beskrives, er det fint at skrive dem i punktform. Det gør det overskueligt at se, hvad jobbet går ud på. Skal man derimod forklare, hvorfor jobbet er spændende, så brug ikke punktform. Skriv ikke overordnede termer eller floskler, som kandidaten ikke får brugbar information ud af. Beskriv i stedet i fri tekst, hvad der gør jobbet interessant, og hvad der præcist kan være af udviklings- og karriereudvikling – og alle andre ting, der gør det interessant at søge stillingen.

6. Formalia

Husk at skrive, hvortil ansøgningen skal sendes, f.eks. e-mail, links eller andet. Tilføj også gerne et link til virksomhedens hjemmeside, hvor kandidaten kan læse mere om virksomheden. Det er også en god idé med kontaktoplysninger til den, der er ansvarlig for stillingen, så kandidaten kan rette spørgsmål til denne person.

7. Anerkendelse

Arbejdssprog, type og længde af kontrakt og geografisk placering er vigtigst for kandidaterne, og ikke som man måske skulle tro, løn og bonus. Kandidaterne vil gerne have udfordringer i deres job, anerkendelse og gode kolleger. De mere bløde værdier er altså vigtige. Det viser en global undersøgelse foretaget af Boston Consulting Group og The Network, der har spurgt over 200.000 kandidater om deres præferencer i jobsøgningen.

Den anerkendende tone i jobannoncen er derfor vigtigere, end de fleste virksomheder går og tror. Formår du at inkludere det parameter i annonceskrivningen, er der altså større chancer for, at kandidaterne kigger din vej.

Læs også