Det professionelle liv i vores virksomheder og organisationer for medarbejdere og ledere er fyldt med de situationer, hvor flere samtidig målsætninger og hensyn er til stede. Vi skal altså håndtere afvejningen mellem mange samtidige handlemuligheder, og vi skal afveje det korte mod det lange perspektiv. Medarbejdere ude i frontlinjen skal måske afveje at følge reglerne eller at komme en kunde i møde. Specialisten skal afveje at gøre det fagligt rigtige eller følge en økonomisk bestemt guideline. Toplederen skal balancere mellem at sige hele sandheden eller nå det næste mål.
Men hvor gode er vi til at udvikle os selv og vores kolleger til at klare disse situationer? Måske sender det voksende stressproblem i vores organisationer netop et signal om, at vi kan blive meget bedre. Jeg tror, at vi fremover skal udvikle nye og mere udfordrende læringsformater, hvor både personlige, faglige, politiske og økonomiske dilemmaer kan blive undersøgt. Vi må droppe troen på at forsimplede værktøjsorienterede kurser kan give os denne dannelse. Vi har brug for mere end det, og vi kommer til at acceptere, at der er langt mere end ét svar på de virkeligt brændende spørgsmål.
Vi kommer til at vende op og ned på undervisningsformater og se en langt mere mangfoldig måde at tænke læring på. Kun hvis man sætter sig selv i spil, kan man arbejde sig frem mod denne dannelse, og derfor kan denne læring ganske enkelt ikke finde sted i en traditionel, passiv og lyttende rolle. Jeg mener, at vi i virksomhederne skal eksperimentere med nye og vildere læringsformer - gerne tæt på praksis. Det er potentielt set voldsomt værdifuldt. Søren Kierkegaard havde måske fat i essensen: "At turde vove er at miste fodfæstet for en stund - ikke at turde vove er at miste livet."
Af: Lars Sander Matjeka, Direktør i Confex
Blog skrevet i Børsen d. 6. august 2012
