Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Afdelingsleder for Netkommunikation OT Engineering
Vil du arbejde med ledelse af mennesker, som hver dag gør en forskel for at sikre den grønne omstilling? Og kan du se dig selv i en hverdag, hvor tværgående samarbejde og udbygning af kommunikationsnetværket i kritisk infrastruktur er omdrejningspunktet?
Som afdelingsleder for Netkommunikation OT Engineering bliver du ansvarlig for et område, der er afgørende for en stabil og sikker el- og gasforsyning i Danmark. Kender du til netværksinfrastruktur, så læs med her.
Det, der gør jobbet spændende, er samspillet mellem mennesker, teknologi og komplekse projekter. Som afdelingsleder får du stor indflydelse på, hvordan vi udvikler fagområdet, og hvordan vi omsætter nye behov til robuste løsninger. Jeg forventer ikke, at du kan alt fra dag ét – men jeg forventer, at du er nysgerrig, energisk, tydelig og interesseret i at skabe godt samarbejde omkring opgaven.
Velkommen til Netkommunikation OT Engineering
Netkommunikation OT Engineering holder til i Fredericia, og har ansvaret for at specificere, etablere, teste, dokumentere og udbygge kommunikationsnetværket til el- og gasstationer i hele landet. Vi arbejder blandt andet med fysisk fiberinfrastruktur samt WAN og LAN netværksinfrastruktur.
Vores opgaver løses primært som projektleverancer, hvor der arbejdes ind i store komplekse anlægsprojekter, der geografisk kan ligge i hele landet. Vi samarbejder tæt med vores kolleger i Eltransmissions tekniske fagområde, vores projektforretning, Asset management, kontrolcenter og vores IT-forretning. Derudover samarbejder vi med en række eksterne teknologileverandører.
Afdelingen består i dag af 14 medarbejdere med høj teknisk faglighed. Da Energinets samlede anlægsportefølje stiger, skal afdelingen vokse til 23 medarbejdere i den kommende tid.
Du sikrer leverancer og udvikler mennesker
De øgede krav til sikkerhed i den grønne omstilling medfører en tilpasning i vores måde at arbejde på, og vi er godt i gang med rejsen. Derfor bliver forandringsledelse, tydelig kommunikation og koordinering med afdelingens medarbejdere, ledergruppen samt afdelingens interne og eksterne samarbejdsflader en vigtig del af din hverdag.
Dine vigtigste opgaver er at:
- Udøve nærværende personaleledelse og sikre løbende kompetenceudvikling
- Sikre rette faglige ressourcer til anlægsprojekterne
- Vedligeholde og styrke det tværgående samarbejde med afdelingens interessenter
- Styrke, strukturere og målrette leverancer til projektforretningen
- Følge teknologiudviklingen og sikre nødvendig implementering, herunder udvikle afdelingens arbejdsformer i takt med teknologiudviklingen
- Implementere og optimere processer og strukturer
- Sikre den nødvendige vækst og bemanding af afdelingen
I løbet af det første år vil det derudover være vigtigt at fokusere på tilgangen til afdelingens leverandørstrategi samt sikre tydelige snitflader til øvrige fagområder – særligt overdragelsen til drift. Det vil derudover være nødvendigt at arbejde på effektive overdragelser af leverancer via styrket dokumentation.
Kvalifikationer og personlige profil
Vi er på udkig efter dig, der har erfaring med IT/OT-teknologi, og er i stand til at kommunikere om tekniske forhold på en let forståelig måde. Du har en naturlig evne til at sætte en klar retning og etablere gode relationer med forskellige typer af interessenter på forskellige organisatoriske niveauer. Du er lyttende, nærværende og ligefrem.
Derudover ser vi gerne, at du:
- Har erfaring med udvikling og forandringsledelse
- Har erfaring med de tekniske områder forbundet med netværksinfrastruktur
- Er vant til at navigere i en stor og kompleks organisation, og har kendskab til arbejdet med tekniske anlægsprojekter
- Har ledelseserfaring, men vi kigger også på potentiale, hvis du er i starten af din ledelseskarriere og har rette mindset og drive
Du skal være i stand til at begå dig ubesværet på dansk og engelsk i skrift og tale.
Særlige forhold
Jobbet kræver, at du kan opnå og opretholde sikkerhedsgodkendelse (Hemmeligt). På PET's hjemmeside kan du læse mere om sikkerhedsgodkendelse. I enkeltstående situationer kan det være nødvendigt at foretage et baggrundstjek forud for sikkerhedsgodkendelsen.
Vil du være med til at gøre en forskel sammen med os?
Så ser vi frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV senest d. 1. marts 2026. Vi holder 1. samtale online via Teams og 2. samtale fysisk i Erritsø.
Er du nysgerrig på din kommende leder, eller har du spørgsmål til jobbet? Se nærmere på LinkedIn eller ring til Senior Director Michael Thomasberg Andersen på 21 46 72 04.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede, uanset baggrund, til at søge jobbet. Vi arbejder aktivt og målrettet med mangfoldighed i Energinet og opfordrer dig derfor til at udelade billede, oplysninger om alder, civilstand og lignende, for at minimere ubevidste biases i processen. Du kan læse mere om vores mangfoldighedspolitik her.
Du bliver en del af Energinet Eltransmission A/S, der har til opgave at udvikle, bygge, eje og drive det nødvendige eltransmissionsnet, Herefter stilles det til rådighed for samfundet med den rette kapacitet, i den rette kvalitet, så omkostningseffektivt som muligt og således, at anlægget kan udnyttes optimalt og sikkert. Eltransmission sikrer optimal Asset Management ved at have fokus på anlæggenes samlede levetid - fra vugge til grav.
Glæd dig til at blive en del af en organisation med et meningsfuldt formål, hvor vi forsyner Danmark med el og gas, og omstiller energisystemet til grøn energi.
I en god balance mellem dine ønsker og værdien for Energinet får du stor indflydelse på hvor og hvornår du løser dine arbejdsopgaver. Læs mere om vores fleksible medarbejderfordele, der også inkluderer en aktiv personaleforening, en attraktiv forældrepakke, hjemmearbejdsplads og -udstyr, seniorordning mv.