Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på StepStone vil fungere korrekt.
Sektionsleder til Børne-, Unge- og Familiecenter Skive - Genopslag
Skive Kommune søger en erfaren og tydelig leder, som kan sætte retning, skabe følgeskab og videreudvikle et stærkt, tværfagligt, forebyggende og familieunderstøttende miljø for børn, unge og familier.
Stillingen er for dig, der står solidt i ledelsesfaget, trives i en kompleks velfærdsorganisation og kan lede med både ro, mod og menneskelig forståelse. Du skal kunne skabe retning uden at detailstyre, udfordre uden at skabe afstand og udvikle og udfordre praksis uden at miste mennesket.
En lederstilling med tydeligt formål
Som sektionsleder får du ansvaret for et stort og velfungerende center, hvor høj faglighed, stærke relationer og et fælles fokus på kerneopgaven går hånd i hånd. BUF favner en bred vifte af tilbud fra tidlige indsatser omkring graviditet og spædbørn til familiebehandling og støtte til unge. Medarbejderne arbejder hver dag for at skabe varige og meningsfulde forandringer i børn, unges og familiers liv. Du får et solidt fundament og et reelt ledelsesrum til at præge den videre retning, blandt andet gennem omsætningen af Skive Kommunes børn- og ungepolitik.
Om Børne-, Unge- og Familiecenter Skive
BUF er Familieafdelingens udførerområde og en central del af den samlede indsats for børn, unge og familier i Skive Kommune. Centret er kendetegnet ved en bred, tværfaglig medarbejdergruppe og et højt specialiseret fagligt niveau. Forskellige professioner og faglige ståsteder bringes aktivt i spil, fordi komplekse udfordringer bedst løses gennem flere perspektiver og et tydeligt fælles formål.
Arbejdspladsen er uformel og præget af humor, fælles frokoster og reel interesse for hinanden som både kolleger og mennesker. Samtidig er opgaven alvorlig og krævende. Medarbejderne møder familier i udsatte positioner og står ofte i følelsesmæssigt belastende situationer. Det stiller krav til en ledelse, der skaber tryghed og arbejdsglæde uden at miste retning, ansvar eller handlekraft.
BUF samarbejder tæt med blandt andre Familiesektionen, PPR, sundhedsplejen, skoler, dagtilbud, øvrige kommunale områder, frivillige organisationer og civilsamfund. Flere tværgående samarbejder og processer er allerede etableret. Den nye sektionsleder skal bygge videre på dette fundament og styrke en kultur, hvor borgerperspektivet og den faglige viden bringes tydeligt ind i de fælles løsninger.
Organisation og ledelsesmæssig sammenhæng
Familieafdelingen er en del af Kultur- og Familieforvaltningen og består af Familiesektionen (myndighed), Sundhedsplejen, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), Børne-, Unge- og Familiecenter Skive samt Tidlig Forebyggelse.
Som sektionsleder refererer du til familiechefen og indgår i Familieafdelingens etablerede og samarbejdsorienterede ledergruppe. Her forventes du at bidrage aktivt til den strategiske og organisatoriske udvikling på tværs af hele Familieafdelingen.
På BUF samarbejder du tæt med den faglige leder om den daglige ledelse og udvikling af centret. Et tillidsfuldt og fagligt stærkt makkerskab er afgørende. I skal supplere hinanden, skabe en tydelig ledelsesmæssig helhed og sikre, at medarbejderne oplever sammenhæng mellem beslutninger, kommunikation og handling. Samtidig får du også selv muligheden for at se og påvirke organiseringen på BUF, som består af 45 medarbejdere. Der er flest pædagoger, men også socialrådgivere, psykologer, administrative medarbejdere og teknisk servicepersonale.
Ledelsesopgaven
Du får det overordnede personale-, faglige, strategiske og økonomiske ansvar for BUF. Ledelsesopgaven er både driftsnær og udviklingsorienteret. Du skal være synlig og tilgængelig i hverdagen, samtidig med at du kan løfte blikket, se de større organisatoriske sammenhænge og omsætte politiske og strategiske ambitioner til konkret praksis.
En central opgave bliver at samle et stort hus med forskellige fagligheder, kulturer og stærke professionelle identiteter. Du skal være kulturbærer og skabe et fælles ståsted omkring kerneopgaven. Det kræver, at du er nysgerrig længe nok til at forstå forskellige perspektiver, men også at du kan beslutte, kommunikere en tydelig retning og stå ved den, når situationen kalder på det.
Du overtager også en igangværende kultur- og udviklingsproces. Der er arbejdet intensivt med retning, samarbejde og ledelsesmæssig sammenhæng, men opgaven er ikke afsluttet. Du skal kunne bygge videre på det, der virker, udfordre det eksisterende med respekt og skabe følgeskab om nødvendige forandringer. Stabilitet og fleksibilitet skal gå hånd i hånd: medarbejderne skal kunne regne med den udmeldte retning, samtidig med at organisationen skal kunne tilpasse sig nye behov og ændrede vilkår på børn- og ungeområdet.
Dine vigtigste ansvarsområder
- At udøve nærværende, konsekvent og udviklende personaleledelse for en stor og tværfaglig medarbejdergruppe.
- At sikre høj kvalitet i tilbuddene og bringe borgerperspektivet og den behandlingsfaglige viden tydeligt ind i ledelsesrummet.
- At balancere sikker drift, økonomisk ansvarlighed og nødvendig udvikling samt prioritere ressourcerne på et klart grundlag.
Det første år
I det første år skal du lære organisationen, medarbejdernes fagligheder og de igangsatte udviklingsspor grundigt at kende. Du skal ikke komme med en færdig facitliste, men tydeliggøre din ledelsesmæssige tilgang og hurtigt skabe tillid til, at du kan lytte, prioritere og handle.
Du forventes især at:
- etablere et stærkt og tillidsfuldt ledelsesmakkerskab med den faglige leder og tydeliggøre roller, ansvar og fælles prioriteringer
- opbygge relationer til medarbejdere, lederkolleger og centrale samarbejdspartnere og skabe et nuanceret billede af BUF’s styrker og udviklingsbehov
- fastholde og videreføre den igangværende kulturforandring med respekt for det arbejde, der allerede er gennemført
- skabe klarhed om retning, beslutningsveje og prioriteringer, så medarbejderne oplever sammenhæng mellem ord og handling
- bidrage aktivt til omsætningen af den nye børn- og ungepolitik og styrke den tværgående opgaveløsning omkring børn, unge og familier
- sikre en god balance mellem nærvær i huset, personaleledelse, drift, økonomi og strategisk udvikling
Fakta
- Arbejdssted: Børne-, Unge- og Familiecenter Skive (BUF).
- Reference: Familiechefen.
- Medarbejdere: Ca. 45 medarbejdere med forskellige fagligheder samt en faglig leder.
- Ansøgningsfrist: Mandag den 23. november 2026.
- Tiltrædelse: 1. februar 2027.
Ledelsesstil og forventninger
Skive Kommune søger først og fremmest en dygtig og erfaren leder. Din faglige baggrund er vigtig, men din dokumenterede evne til at lede vejer tungest. Du skal kunne stå sikkert i lederrollen, også når du møder stærke fagligheder, markante personligheder og konfliktende hensyn.
Du leder undersøgende og coachende, når situationen kalder på involvering, refleksion og fælles læring. Du beslutter og står fast, når der er behov for retning og handlekraft. Du formår at forklare, hvorfor en beslutning træffes, og du skaber gennemsigtighed i processerne. Sammenhængen mellem det, du siger, og det, du gør, er afgørende for din troværdighed.
Ordentlighed er synlig i din adfærd. Du bevarer roen i vanskelige situationer, kommunikerer respektfuldt og går ind i uenigheder uden at blive hård eller afvisende. Du kan rumme følelser uden selv at blive overrumplet af dem, og du hjælper organisationen med at fastholde perspektiv, professionel dømmekraft og fokus på den samlede opgave.
Din faglige og ledelsesmæssige baggrund
Skive Kommune forventer, at du har en relevant videregående uddannelse og solid erfaring med personaleledelse. Du kan komme med direkte erfaring fra det specialiserede børne-, unge- og familieområde, fra et andet større velfærdsområde eller fra tæt samarbejde med behandlings- og familieområdet. Det afgørende er, at du hurtigt kan sætte dig ind i BUF’s faglige praksis og lede medarbejdere med forskellige professioner og opgaver.
Der lægges vægt på, at du:
- har solid og gerne omfattende erfaring med personaleledelse, herunder ledelse af en større eller tværfaglig medarbejdergruppe
- har lederuddannelse eller anden relevant ledelsesmæssig efteruddannelse
- har erfaring fra eller solid indsigt i et komplekst velfærdsområde og gerne kendskab til behandlingsarbejde
- har erfaring med strategisk udvikling, forandringsledelse og kulturudvikling
- kan dokumentere resultater med tværfagligt og tværsektorielt samarbejde
- har blik for drift, økonomi, prioritering og organisatorisk implementering
- forstår vilkårene i en politisk ledet organisation og kan omsætte politiske beslutninger til faglig praksis
- er opdateret på vilkår og behov blandt udsatte børn, unge og familier og er nysgerrig på udviklingen i området
Personlige og relationelle kompetencer
Du har en naturlig autoritet, der bygger på troværdighed, ro og ordentlighed. Du behøver ikke have svar på alt, men skal kunne stille de rigtige spørgsmål, samle perspektiverne og tage ansvar for konklusionen.
Det forventes, at du:
- er tydelig, stabil og kommunikativt stærk og kan skabe forståelse for både retning og begrundelser
- er relationelt stærk og oprigtigt interesseret i borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere
- har mod til at udfordre vaner, faglige kæpheste og eksisterende løsninger på en respektfuld måde
- kan stå fast under pres og bevare ro, overblik og respekt i konfliktfyldte eller følelsesmæssigt belastende situationer
- er reflekteret og undersøgende, men samtidig handlekraftig og vedholdende
- kan samle forskellige fagligheder og kulturer om et fælles formål
- er synlig og fysisk til stede og prioriterer nærvær i organisationens hverdag
- har humor, menneskelig varme og lyst til at engagere dig i det kollegiale fællesskab
Ansættelsesvilkår og proces
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. februar 2027. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse.
Ansøgningsfristen er den 23. november 2026. Udvælgelsesmødet afholdes den 25. november. Første samtalerunde afholdes den 2. december, og anden samtalerunde afholdes den 14. december. Der gennemføres test mellem første og anden samtalerunde. Samtalernes lokalitet oplyses til de indkaldte kandidater.
Testforløbet omfatter følgende:
- Personlighedstesten NEO-PI-3, der er markedets bredest funderede og bedst dokumenterede. Testen tages online og tager 30-40 minutter.
- Den kognitive test IST-Screening, der er en nuanceret test til vurdering af generel intelligens. Testen tages i Genitor og tager ca. 30 minutter.
- En opfølgende testsamtale på 1,5 time i Genitor, hvor vi med udgangspunkt i personlighedstesten og den kognitive test drøfter dine kompetencer i forhold til den foranstående personprofil, og du får en mundtlig feedback fra konsulenten.
Vi indhenter referencer for at validere oplysninger og vurderinger. Vi indhenter typisk tre referencer, og det sker i alle tilfælde efter forudgående aftale med dig.
Vi udarbejder en skriftlig kandidatvurdering, og den udgør den samlede afrapportering af testforløbet og referencetagningen. Vurderingen indeholder:
- resultaterne fra personlighedstesten og den kognitive test
- en vurdering af dine kompetencer i forhold til personprofilen
- en generel vurdering af din ledelsesadfærd
- en specifik vurdering af dine ledelsesmæssige styrker og svagheder i forhold til det konkrete job
- en konklusion vedrørende match
Vi sender kandidatvurderingen til dig forud for anden samtalerunde, så du kan kommentere den over for ansættelsesudvalget. Ved samtalen gennemgår vi vurderingen med udvalget, og du præsenteres for en caseopgave.
Vi forventer, at ansættelsesudvalget indstiller kandidater i forlængelse af anden samtalerunde, og at der træffes ansættelsesbeslutning umiddelbart herefter.
Kontakt og ansøgning
Du er velkommen til at kontakte familiechef Lone Eiersted på 2244 7167 for at høre mere om organisationen, opgaven og forventningerne til den kommende sektionsleder.
Du er ligeledes velkommen til at kontakte partner i Genitor Jesper Lund Madsen på 2289 8525 for en dialog om stillingen.
Skive Kommune har en meget informativ hjemmeside: www.skive.dk. Her kan du bl.a. se information om kommunen og dens politiske og administrative organisering samt politikker m.m. Vi forventer, at du som kandidat har orienteret dig på hjemmesiden.
En række dokumenter er helt centrale for stillingen, og vi anbefaler, at du særligt orienterer dig i disse:
- Børne- og Ungepolitik:
https://tinyurl.com/4t7357py - Familiecenter Skive:
https://tinyurl.com/bdh7upps
Vi ser frem til at høre fra dig.