Kompetenceafklaring

Dine kompetencer er din evne til at omsætte din viden, dine færdigheder og din erfaring til konkret handling. Dine kompetencer er afgørende for, hvilke opgaver du kan løse, og hvordan du løser dem. Det er selvsagt nødvendigt, at du er bevidst om, hvad du er god til og kan fortælle om det, når du søger nyt job.

Kompetencer kan opdeles i to typer, som dog ofte er svære at adskille

  • Personlige kompetencer, som er bestemt af dine grundlæggende menneskelige egenskaber, dine holdninger, din selvindsigt og dine erfaringer. Det kan eksempelvis være, at du er vedholdende, analytisk eller lyttende.
  • Faglige kompetencer, som beskriver hvilke arbejdsopgaver, du kan udføre. Din uddannelse har selvfølgelig betydning, men de kan også sagtens være udviklet i dit nuværende job, i tidligere ansættelser eller gennem fritidsaktiviteter. Faglige kompetencer kan eksempelvis være, at du taler flydende engelsk, kan forhandle eller at du har stor forretningsforståelse.

Dine faglige kompetencer er vigtige, men dine personlige kompetencer har væsentlig betydning. Ikke mindst, hvis du går efter lederjob eller et andet job, hvor din personlighed er vigtig. I dag forventes det nemlig i langt højere grad end tidligere, at du bruger dig selv som menneske til at fylde jobbet ud.