JobannonceringMotivation og trivsel

Kan du tiltrække de bedste kan­di­da­ter med fryns?

Især amerikanske it-giganter bruger store mængder af frynsegoder for at tiltrække og fastholde de dygtigste kandidater. Men er det noget, danske virksomheder bør lære af? Sandsynligvis ikke.



Kompensationspakker med fryns bliver mindre og mindre betydningsfulde. I hvert fald hvis man spørger over 200.000 kandidater i 189 lande.

Her indtager kompensationspakker som fast løn, fryns og firmabil en henholdsvis 8., 24. og 26. plads i rangeringen over grunde til at flytte til udlandet for at arbejde. Men hvis du går og drømmer om at matche de helt store virksomheder i kampen efter den dygtigste globale arbejdsstyrke, må du punge ud.

Mange it-virksomheder i Silicon Valley tilbyder en lang række frynsegoder for at tiltrække de dygtigste medarbejdere:

Gourmet hos Google

I californiske Mountain View, hvor Google har sit hovedkontor, bliver ansatte forkælet til den helt store guldmedalje. Google disker op med tre gourmet-måltider om dagen, og medarbejderne kan vælge mellem mere end 20 forskellige gratis spisesteder. Der er svømmehal, billardborde og volleyballbaner, og hvis pandehåret gør det umuligt at se skærmen, er der mulighed for at besøge virksomhedens frisør.

Frokost og frisk tøj hos Facebook

Hvis du arbejder hos Facebook i det oprindelige opstartskontor i Palo Alto, får du også mange ekstra jobfordele. Der er gratis morgenmad, frokost og middag, og hvis du foretrækker sundere valgmuligheder som salater, indisk, pizza eller noget helt andet, laver de det til det. Der er også et gratis vaskeri og renseri, så du kan slæbe dit beskidte vasketøj med på arbejde.

Beskatning af fryns i Danmark

Den slags er dog ikke så udbredt i Danmark, fortæller Hanne Lykke Jespersen, som er næstformand i PROSA, et fagforbund for flere end 14.500 it-professionelle:

”Selvfølgelig findes der også forskellige ting herhjemme, men det er typisk ikke for alle medarbejdere. Der er nogle medarbejdere, man særligt gerne vil holde på, som man giver noget fryns, men jeg ser ikke voldsomme, generelle frynsemængder,” siger hun.

Selvom mange virksomheder herhjemme tilbyder en eller anden form for frokostordning, så er det ikke helt så eksklusivt, som hos tech-giganterne i USA.

”Der er jo den ulempe, at du bliver beskattet af fri frokost i Danmark, så hvis du er på kur, ikke kan tåle maden eller bare ikke kan lide den, og du så selv tager mad med, så betaler du for noget, du ikke bruger. Men jeg er da bestemt ikke modstander af frokostordninger. Der er mange, der er glade for dem,” siger Hanne Lykke Jespersen.

Gratis transport

Både Facebook og Google tilbyder gratis shuttlebus-transport med trådløst internet mellem arbejdspladsen og omkringliggende boligområder i San Fransisco, hvilket har fået huspriserne til at stige på ejendomme, der ligger nær et af stoppestederne.

I Danmark støttes medarbejderes transport med et fradrag i skatten, og det tætteste på fri transport herhjemme er, når nøglepersoner i virksomheden bliver tilbudt fri bil.

”Men det er også meget individuelt, om folk er interesserede i det. Man kan jo blive glad for fri bil, hvis du alligevel gerne vil købe en bil, der er lige så stor og dyr, men hvis du nu hellere vil købe en lille bil, så er det jo en dyr frynsegode, fordi du kommer til at betale meget selv over skatten,” siger Hanne Lykke Jespersen.

De nyeste gadgets før tid

En anden fordel ved at være ansat i de store virksomheder i Silicon Valley er, at du får adgang til de nyeste gadgets og systemer før alle andre. Nogle Microsoft-medarbejdere kunne eksempelvis benytte en opdateret version af Windows, før det overhovedet var annonceret, og nogen fik lov at teste den nye Xbox One, før den udkom.

Google-medarbejdere brugte browseren Chrome før alle andre, og der er adgang til smartphones, tablets og laptops, der endnu ikke er sat til salg. Adgang til computere og mobiltelefoner, der også kan bruges privat, ser vi også herhjemme, siger Hanne Lykke Jespersen.

”Det mest udbredte fryns i den danske it-branche er computere og mobiltelefoner, men det er jo rent faktisk mere arbejdsredskaber, end det er fryns,” siger hun.

Igen kan skattereglerne spille ind, og derfor har Hanne Lykke Jespersen et godt råd til alle virksomheder, der måtte føle sig inspireret af de amerikanske metoder til at tiltrække og fastholde de bedste kandidater: ”Arbejdspladsen skal sikre, at medarbejderne synes, det har den værdi, de bliver beskattet for.”