Jobannoncering

Sådan kva­li­tets­sik­rer du din jo­ban­non­ce

At levere kvalitet handler om at styre andres forventninger til det, du leverer, og vil du gerne have flest mulige ansøgere til din stilling, er det vigtigt, at du overgår deres forventninger.



Jo bedre og mere fejlfri jobannonce, des større er chancen for at tiltrække de rigtige jobansøgere til din ledige stilling.

Af samme årsag er der flere forhold, du bør overveje, når du skriver jobannoncer. Måske koster det lidt ekstra ressourcer til korrektur, men med få midler fremstår du klar i mælet og undgår, at du og dine kolleger bliver kimet ned af jobsøgere, der har spørgsmål til jobannoncen.

5 gode råd til kvalitetssikring

Der er fem ting, du bør holde ekstra øje med, når du skriver din jobannonce.

1. Stavefjel

Stavefejl er sjusk, og det påviser blot, at du ikke har anvendt de fornødne ressourcer til at eliminere fejlene. Jobannoncen udstråler et halvhjertet stykke arbejde, og det tiltrækker ikke de jobsøgende. Stave- eller slåfejl kan være decideret meningsforstyrrende – eller i værste fald betyde, at et udsagn får en helt anden betydning end tiltænkt. Du bør derfor få minimum én og i bedste fald to andre til at kigge jobannoncen igennem, inden du sender den af sted.

2. Fejl i ansøgningslinket

Tjek, tjek og dobbelttjek, at ansøgningslinket fører de jobsøgende kandidater det rette sted hen. Det er så ærgerligt at finde ud af, at linket ikke virker – især når annoncen har været online et stykke tid. Det betyder, at flere interesserede kandidater kan have været forbi, men vælger at søge videre, fordi jobsøgning i forvejen er meget krævende.

3. Visuals

Det er en god idé at visualisere over for jobansøgere, hvilken virksomhed de kommer til at tilhøre. Sørg for at kombinere jobannoncen med et opdateret logo, der skaber genkendelse hos de kandidater, der ønsker at søge stillingen. Et logo er lidt som virksomhedens ”efternavn” – det gør også, at medarbejderne ved, hvor de ”hører til”.

4. Aldersangivelser mv.

De personfølsomme oplysninger er farligt land, når du skriver jobannoncer, for du må ikke antyde ønsket om en bestemt alder, et bestemt køn, seksualitet, religiøs overbevisning eller des lige. Du må gerne spørge til jobsamtalen, men du må ikke bruge informationerne i vurderingen af din kandidat, og derfor kan du lige så godt lade være med at spørge. Ligebehandlingsnævnet afgjorde for et par måneder siden en sag om alder, som du kan blive klogere på her.

5. Forkerte oplysninger

Uanset hvilke oplysninger du opgiver, skal du være sikker på, at de er korrekte. En forkert ansøgningsfrist, forkert telefonnummer eller kontaktperson kan både betyde, at du ikke får de ansøgninger, du burde, og det komplicerer hele processen, hvis de jobsøgende enten ikke kan komme i kontakt med virksomheden eller den ansvarlige for stillingen.

Brug for ekstra hjælp?

Er du stadig I tvivl om, hvorvidt jobannoncen er helt i top? Vi gennemlæser naturligvis også din jobannonce, så den fremstår så fejlfri som muligt.

Læs også