Kom­mu­ni­ka­tions- og fun­dra­i­sin­gansvar­lig – vil du øge vores synlighed?


Vil du have det faglige ansvar for at videreudvikle vores kommunikation, så endnu flere forældre ved, at vi repræsenterer dem politisk og understøtter deres skolebestyrelser? Og har du mod på at hjælpe os med at opstarte nye fondssamarbejder, der kan blive fundamentet for, at vi kan vokse?

Din nye stilling er en vigtig strategisk satsning for os, og allerede efter dit første år har du sat et kæmpe aftryk. For du kommer til at styrke sammenhængen i vores kommunikation, samtidig med at du styrker vores fundraisingindsats

sekretariatschef Peter Birch

Vi styrker forældrenes stemme i folkeskolen

Vi er sat i verden for at støtte op om landets forældre som part i en velfungerende folkeskole. Det gør vi blandt andet gennem rådgivning og vejledning af både skolebestyrelser og forældre samt vidensanalyser, kommunikation og bidrag til den politiske debat. Gennem skolebestyrelserne repræsenterer vi i dag næsten 80 % af forældrene på de danske folkeskoler, men vi drømmer om at repræsentere endnu flere og blive endnu mere synlige i civilsamfundet.

Bliv en del af et lille sekretariat med en stor faglighed

Vi er 11 faste kolleger og 3 studentermedhjælpere, der glæder os til at byde dig velkommen. Sammen sørger vi bl.a. for kursus- og medlemsadministration, politikudvikling til formandskabet, kommunikation og administration samt skolebestyrelses- og forældrerådgivning.

Uanset hvad vi hver især sidder med, har vi en stor faglig stolthed. Og fordi vi er et lille sted, går vi også op i at prioritere det gode kollegaskab

fortsætter Peter

Sæt retningen for medlemskommunikation og fundraising

Du får det faglige ansvar for at samle trådene i vores kommunikation på tværs af vores hjemmesider, magasinet ’Skolebørn’, nyhedsbreve og SoMe-kanaler – blandt andet med et øget medlemsfokus som en af de væsentligste prioriteter. Det gør du i tæt faglig sparring med de dygtige kolleger, der henholdsvis har redaktørposten for magasinet og står for vores politiske kommunikation og arbejde, samt vores grafiske designer. I tæt samarbejde skal I sikre en sammenhængende og professionel kommunikation på tværs af kanaler. Stillingen omfatter ikke personaleansvar.

Desuden får du en vigtig rolle i at afdække mulighederne for eksterne midler gennem fonde og opstarte langsigtede samarbejder, der sikrer foreningen et bæredygtigt fundament. Balancen mellem kommunikation og fundraising vil variere, men vi kan garantere, at du får et stort ansvar for begge dele.

Du kommer dermed bl.a. til at:

  • sætte retningen for og selv bidrage til produktion af indholdet i alt fra vores nyhedsbreve til SoMe-opslag på Facebook, LinkedIn og Instagram
  • være ansvarlig for at lægge foreningens samlede kommunikative linje
  • kortlægge landskabet af relevante fonde og strategiske samarbejdspartnere og agere opsøgende for at opstarte samarbejder
  • dele din nye viden med sekretariatschefen, formandskabet og hovedbestyrelsen og dermed understøtte den daglige ledelse i at udforme en bæredygtig økonomisk strategi
  • udarbejde fondsansøgninger og indgå strategiske samarbejder med øvrige organisationer på folkeskoleområdet.

Du har solid kommunikationserfaring – og er mere til udvikling end status quo

Du tænker innovativt i forhold til, hvordan vi kan skabe fornyet opmærksomhed omkring os og vores arbejde, og du er ikke bange for at føre dine idéer ud i livet. Og du er lige så udadvendt og proaktiv, når det kommer til at være opsøgende over for medlemmer, mulige fonde og samarbejdspartnere.

Desuden forestiller vi os, at du:

  • har flere års erfaring med kommunikation, måske fra en fond eller en lignende stilling i civilsamfundet – men du kan også have slået dine folder i bureauverden
  • erfaring med fundraising er en væsentlig fordel, men det er ikke en forudsætning. Uanset hvad er du god til at åbne døre og skabe kemi med forskellige mennesker og interessenter
  • får energi af at udvikle noget nyt og at se det vokse – også selvom det ikke altid er lineært
  • har lyst til at indgå i et socialt fællesskab, hvor vi som kolleger tager os godt af hinanden
  • er nysgerrig og inddragende af natur og har blik for, hvordan du og dine kolleger spiller hinanden endnu bedre.

Er du klar til at hjælpe os med at nå flere forældre?

Så send os din ansøgning hurtigst muligt via linket "Ansøg" på denne side. Vi planlægger at afholde to samtaler, og der vil være en case til andensamtalen.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Peter Birch på 4412 8240 eller pbi@skole-foraeldre.dk.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Jobbet søges via QuickApply.

Gem job