Leder til Silkeborg Kri­se­cen­ter


Vil du stå i spidsen for et sted, hvor faglighed, fællesskab og hjerterum er hverdagens fundament – og hvor du hver dag bidrager til reel forandring for voldsudsatte kvinder og børn?

Silkeborg Krisecenters mangeårige leder har valgt at gå på pension. Vi søger derfor en engageret og visionær leder, der vil være med til at skabe tryghed, udvikling og nye begyndelser for kvinder og børn i krise. Som leder hos os bliver du en central drivkraft i et vigtigt og meningsfuldt arbejde — og du får mulighed for at sætte retning i en organisation, hvor alle står sammen om at skabe forandring.

Om Silkeborg Krisecenter

Silkeborg Krisecenter er en selvejende institution med driftsaftale med Silkeborg Kommune og egen bestyrelse. Vi tilbyder midlertidigt, beskyttet døgnophold efter Servicelovens §109 til kvinder og deres børn, der har været udsat for vold i nære relationer.

Krisecentret huser op til 5 kvinder med børn, og vores faste medarbejdergruppe består af 8 dedikerede og fagligt stærke ansatte. Dertil har vi en gruppe frivillige krisevagter, som med stort engagement og nærvær sikrer krisecentrets bemanding om aftenen og natten.

Vores formål er at skabe ro, støtte og muligheder for kvinder og børn, der har brug for et sikkert og trygt sted, hvor de er skærmet fra den vold, der har præget deres hverdag. Vi tilbyder rådgivning, krisehjælp og støtte til at komme videre i livet, vi bidrager til forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og trusler, og vi arbejder aktivt med støtte til børnene.

Din rolle som leder

Som leder refererer du direkte til bestyrelsen og har det samlede ansvar for at sikre krisecentrets faglige kvalitet, drift og udvikling. Du er en synlig og nærværende leder med en bred ledelsesopgave, der spænder fra strategisk udvikling, myndighedssamarbejde og arbejde med bestyrelsen til daglig drift og tilstedeværelse for kvinderne og deres børn, for medarbejdere og for frivillige.

Du har ansvaret for:

  • Den daglige drift, økonomi og administration
  • Ledelse af såvel faste medarbejdere som frivillige
  • Optagelse og udskrivning af kvinder efter Servicelovens §109
  • Afvikling af rammesættende samtaler i alvorlige eller konfliktfyldte situationer
  • Kvalitet, dokumentation og arbejdet med Socialtilsynet og Tilbudsportalen
  • Samarbejder og netværk med kommuner, politi, Region Midt, Familieretshuset, LOKK m.fl.
  • Synliggørelse af centrets vigtige mission — og dialog med mulige donorer

Rollen kræver både overblik, ro, faglighed og handlekraft. I rollen sætter du tydelig retning, samtidig med at du skaber nærvær og sammenhæng i hverdagen.

Opgaver og fokusområder

Silkeborg Krisecenter er et døgntilbud med skiftende vagter og løbende udskiftning i beboergruppen. Derfor søger vi en leder, der kan:

  • Skabe både struktur og kultur i en kompleks og uforudsigelig hverdag
  • Omsætte strategiske udviklingsmuligheder til konkrete mål og indsatser
  • Styrke og udvikle en attraktiv arbejdsplads for både ansatte og frivillige
  • Understøtte bestyrelsen med sparring og relevant ledelsesinformation
  • Repræsentere krisecentret udadtil og styrke vores netværk

På den korte bane får du et særligt fokus på:

  • Gennemførelse af et forsøgsprojekt om udvidet ambulant rådgivning
  • Effektivisering af økonomiske og administrative arbejdsgange

Hvem er du?

Du er en leder, der både kan stå fast og stå nær. En leder, der kan være rolig i stormvejr, tydelig i ledelsen, og som møder andre med respekt og nysgerrighed. Du trives med ansvar, træffer beslutninger med ro og integritet, og du arbejder struktureret med både drift og udvikling.

Vi forventer, at du:

  • Er robust, empatisk og professionel — du formår at navigere også de rigtig svære situationer
  • Har en naturlig autoritet og arbejder tillidsbaseret og inddragende
  • Har relevant videregående uddannelse og gerne lederuddannelse (eller lyst til at tage en)
  • Har socialfaglig viden og kendskab til relevant lovgivning
  • Har erfaring med personaleledelse, økonomi og administration
  • Har lyst til at arbejde med og lede frivillige
  • Har blik for digitale og administrative arbejdsgange
  • Er samarbejdsstærk, udadvendt og kommunikativ
  • Meget gerne har erfaring fra arbejde med voldsudsathed eller andet socialfagligt arbejde

Hvorfor vælge os?

Du bliver leder af et sted, hvor:

  • Værdierne Faglighed, Fællesskab og Hjerterum ikke blot er ord, men en daglig praksis
  • Du får en unik mulighed for at forme den videre udvikling af et krisecenter der løser en vigtig opgave
  • Du arbejder i et stærkt fagligt og samarbejdsorienteret miljø, der dagligt omsættes til en målrettet indsats
  • Dit arbejde har direkte og positiv betydning for mennesker i svære livssituationer

Er du vores nye leder?

Vi glæder os til at møde dig, der med faglig styrke, ledelsesmæssigt overblik og menneskelig varme vil stå i spidsen for et Silkeborg Krisecenter, der til enhver tid er et trygt midlertidigt opholdssted for voldsudsatte kvinder og deres børn.

Praktik

Du kan finde mere om Silkeborg Krisecenter her: Silkeborg Krisecenter – Hjerterum og høj faglighed

Ansøgningsfrist: 14. marts 2026.

Indledende interviews forventes at finde sted 31. marts 2026.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Krisecentrets bestyrelsesleder Henriette Aalbæk på telefon 2030 8840.

Jobbet søges via QuickApply

Gem job

Silkeborg Krisecenter

Arbejdssted

Vigtige datoer

Indrykket:
25. februar 2026
Ansøgningsfrist:
14. marts 2026

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Ikke oplyst
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid