Lederkarriere

Danskerne er klar til at blive he­ad­huntet

Virksomheder leder med lys og lygte efter kvalificerede medarbejdere i coronaens kølvand. Og vi er åbne for et jobskifte, men vi vil headhuntes. Sådan bliver du jobspottet.



Sidste år skiftede cirka hver fjerde dansker arbejdsplads trods corona og nedlukninger. Den store jobrotation giver danskerne nye udfordringer og tilfører arbejdsgiverne nye kompetencer og topmotiverede medarbejdere.

Men det pludselige skifte fra nedtur til optur kræver, at virksomhederne hurtigt skifter gear og forstår, det er blevet arbejdstagers marked, fortæller Kasper Rubæk, ansvarlig for karriererådgivning i fagforeningen Business Danmark.

Jeg oplever, at flere ser efterspørgslen som en chance for at optimere karrieren og ansættelsesforholdet. Mange er dog stadig lidt passive, fordi vi lige er kommet ud af en krise, hvor tryghed fylder meget. Bolden er derfor spillet over til proaktive virksomheder, som evner at udnytte trenden og være opsøgende, siger han.

Virksomhederne skal interessere sig langt mere for den store gruppe passivt jobsøgende på nabovirksomheden, påpeger Kasper Rubæk. Ifølge ny undersøgelse gennemført af YouGov for Business Danmark er kun 8 pct. af danskerne aktivt jobsøgende, mens 53 pct. er modtagelige for et godt jobtilbud, hvis en virksomhed eller headhunter opsøger dem.

Mange er inaktivt jobsøgende

Arbejdsgivere skal gøre sig ekstra umage for at friste disse lydhøre, men inaktive, jobsøgende.

De er ofte en anden støbning end de aktive. De er grundlæggende tilfredse medarbejdere, som vil optimere dele af deres arbejdsliv. Det kan være de ønsker nye udfordringer, nye opgaver, øget ansvar - eller højere løn, mindre transport eller øget work-life balance.

Virksomhederne skal tune sig ind på, hvad der er vigtigt for dem. Det kræver lidt omstilling i flere virksomheder, som under krisen har vænnet sig til, at jobsøgerne selv stod i kø. I dag kan virksomheder ikke bare slå et job op og forvente at ansøgningerne vælter ind, de skal opsøgende og arbejde mere med employer branding, så de fremstår som en attraktiv arbejdsplads.

Selv om vi befinder os i opgangstider, har krisen gjort, at flere medarbejdere forsøger at gardere sig mod risikoen ved et jobskifte, fortæller Kasper Rubæk.

Når man skifter job, giver man ofte afkald på tre til seks måneders opsigelsesvarsel med løn, mens man kan miste et nyt job med kun en måneds varsel. Derfor foreslår vi typisk, at man under lønforhandlingen diskuterer en mulig fratrædelsesgodtgørelse, forlænget opsigelsesvarsel eller at virksomheden betaler en lønsikring i en periode.

Sådan bliver du jobspottet på LinkedIn

Vil du headhuntes til attraktive job med en beskeden indsats, skal du især kigge to veje, fortæller Kasper Rubæk.

Rigtig mange job bliver besat via medarbejdernes eller headhunterens netværk uden at blive slået officielt op. Derfor skal du sørge for at have en profil med et opdateret cv på relevante jobportaler, hos headhuntere og på LinkedIn. Så arbejdet det for dig, mens du passer dit arbejde.

For at stå skarpt skal du opfylde nogle minimumskriterier.

Du skal naturligvis altid have en opdateret profil med et godt, vellignende og professionelt billede - og så skal headhunteren have mulighed for at komme i kontakt med dig – også gerne telefonisk. Og husk også at hakke af, at du er åben for jobtilbud og inden for hvilke kategorier.

Hav også en kort klar profiltekst med fokus på, hvad du kan tilbyde. Og lav ikke mindst en uddybende beskrivelse af dig selv, om det du brænder for, og de resultater du har skabt, siger han.

Læs også