Jobsøgning som leder

Hvad fortæller side 1 på Google om dig?

SEO-optimer dig selv til et bedre online-brand, før du søger job. Rekrutteringseksperter tjekker ikke kun din LinkedIn-profil, de googler dig også, før du får jobchancen.



Vi elsker at poste, dele, kommentere og like andres opslag på sociale medier. Men det kan være svært at forudse, om det man deler opfattes negativt - både i dag og i fremtiden.

En ny stor Wilke-undersøgelse lavet for fagforeningen Business Danmark viser, at helt op til hver tredje mellem 18 og 40 år har fortrudt noget, de har lagt op på nettet, fordi de frygter, at det kan skade dem senere i livet.

Kristian Nærø, direktør i rekrutteringsvirksomheden TeamVikaren, bekræfter, at arbejdsgivere især bruger LinkedIn og Google til at danne sig et helhedsindtryk af mulige jobkandidater. Men han understreger, at folk som udgangspunkt ikke har noget at frygte.

Som rekrutteringsbureau er det vores opgave at sikre det optimale match mellem virksomhed og kandidat - og det er i alles interesse, at det sker på en god måde. Og derfor går vi selvfølgelig også i dybden med begge parter og foretager en grundig research. Det skal dog siges, at et enkelt kontroversielt opslag i sig selv sjældent kan gøre, at man bliver fravalgt til et job - men man må være forberedt på, at vi spørger ind til det, siger han og tilføjer:

Som rekrutteringskonsulent har man nogle indøvede spørgeteknikker, der gør en i stand til at komme hele vejen rundt i et jobinterview inden for de lovbestemte retningslinjer. Og støder man på et opslag for eksempel på LinkedIn, som ikke umiddelbart harmonerer med det indtryk, kandidaten ellers har givet, er det oplagt for intervieweren at spørge ind til det, forklarer Kristian Nærø.

Tænk over dine signaler

I Business Danmark råder juridisk chef, Frank Kanlund, især unge til at tænke sig om en ekstra gang.

Jeg synes, at det er høje tal at hver tredje fortryder et eller flere opslag, når det i værste fald kan spille dem af banen til drømmejobbet, siger han.

For en arbejdsgiver er i sin gode ret til at google information om kommende medarbejdere. Frank Kanlund er dog sikker på at ordentlige arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter kan skelne mellem enkelthændelser og gentagne mønstre.

Jeg tror ikke, at nogen kan sige sig fri for at have været i en uheldig situation på et givent tidspunkt, og det er jeg sikker på, at rekrutteringskonsulenter er professionelle nok til at se gennem fingre med. Men det handler også om, hvilke platforme man anvender og lægger billeder ud på. Poster du et festbillede Facebook er det ok, mens samme billede er no-go på LinkedIn, siger han.

SEO-optimer dig til et bedre online-brand

47 pct. af deltagerne i undersøgelsen googler af og til sig selv, og det er ifølge Frank Kanlund en rigtig god ide.

Det er fornuftigt en gang i mellem lige at se, hvad der først popper op, når ens navn optræder i søgefeltet. Kollegerne i vores karrierecenter er ofte i dialog med unge, der gerne vil arbejde med deres personlig brand, og har set eksempler på unge, der har en Facebook profil med hadske udsagn om konkurrerende fodboldklubber eller lignende, mens de på cv-et beskriver sig selv som lyttende, respektfulde og empatiske.

Frank Kanlund anbefaler, at man arbejder med sit brand og fremmer positive historier om sig selv.

Man kan tænke i SEO-optimering af sig selv - på samme måde som mange virksomheder gør, når de gerne vil ligge øverst på bestemte søgeord. For eksempel kan man eksponere sig i en positiv sammenhæng i forskellige fora, som scorer højt på søgemaskinerne generelt, fastslår han.

Læs også