Trods den dystre viden jeg har, giver jeg mig selv lov til at være glad

Alle var på arbejde lørdag til World Clean Up Day, så denne morgen er Plastic Changes kontor mennesketomt bortset fra administrerende direktør, Louise Lerche Gredal. Der er naturligvis ikke tændt for varmen, så det åbne kontorlandskab holder en frisk temperatur på 18-19 grader. Vi sætter os ind i et mødelokale og får hurtigt talt os varme.

Så jeg kan forstå den udfordring, vi står med, tegner Louise et mentalt billede.

”Hvis du forestiller dig en vandhane i dit lyse, rene, lækre køkken. Ud af den fosser det klammeste, mest stinkende, ulækre brune brakvand. Der er tryk på, så det sprøjter ud over bordet, gulvet og væggene, overalt. Hvad er så vigtigst? At søbe det klamme vand op, at sprede håndklæder ud og moppe op, mens du forsøger med spande, krukker og gryder at opfange vandet? Eller at slukke for hanen?”

Vores forbrug af plastik er ude af kontrol – det fosser ud af hanen – og det er skidt, fordi plastik forurener gennem hele dets livscyklus: Fra olien udvindes, til plasten produceres, transporteres, forbruges, og når det ender i forbrændingen, havet eller naturen.

Vi har jo nok alle sammen set filmklip af plastikomviklede, udsultede og døde havdyr eller billeder af Stillehavets enorme plastikkontinenter og gigantiske lossepladser med bjerge af affald. Vi har nok også hørt, at mikroplastik nu også er fundet i honning, i menneskers lunger og i dybhavet.

Der er plastik overalt i vores hverdag. Hvordan orker man overhovedet at tage kampen op?

”Det ER et tungt arbejdsområde, og det er indimellem som at slå i en dyne. Som leder forsøger jeg meget bevidst at skabe et arbejdsmiljø, hvor der er fokus på dét, der lykkes. Derfor holder vi blandt andet faste Solskinsmøder hver uge. Samtidig skal der også være plads til at være frustreret og ked af det.”

”Det kan på den ene side ikke nytte, at vi går og putter med vores frustrationer. På den anden side skal vi jo ikke gå ned på det. Når jeg kommer hjem til mine børn, har de brug for, at jeg er glad og velfungerende. Der må man lige lægge tingene ned i de rette kasser. Men altså ... jeg skal da aktivt tilgive mig selv for at tage hjem og være glad, for jeg bærer jo rundt på en rædselsvækkende viden, som ikke forsvinder, selvom jeg hygger mig med ungerne. Samtidig er mine børn og deres fremtid den bedste motivation for at fortsætte arbejdet.”

For der er vitterligt tryk på hanen. Inden for de næste 25 år forventes den globale plastikproduktion at firdobles, og i samme periode forventes plastikforureningen tilsvarende at stige.

Plastic Changes dagsorden er at påvirke vores umådeholdne brug af plastik så langt oppe i værdikæden som muligt. Det gælder derfor om at tale med dem, der har flest stjerner på skuldrene – dem, der sidder på magten. Både politik og industri er fortsat overvejende præget af et stærkt fokus på økonomisk vækst og teknologiske innovationer. Det kan derfor være vanskeligt at få taletid, når organisationen peger på, at vi først og fremmest skal ændre vores adfærd og hele vores forbrugskultur, hvis vi skal løse vores klima- og miljøkrise.

”Jeg er selvfølgeligt helt med på de fordomme, der er om miljøorganisationer og NGO’er generelt, så indimellem har jeg behov for lige at styrke mit etos. Det er simpelthen nødvendigt lige at markere, at jeg ikke er helt 'fodformet'. Vi arbejder med KPI’er og har et klart blik på vores impact over for vores indtjening. Vi er idealistiske, men ikke naive. Og så kan man jo mene om det, hvad man vil, men når man går ind i et rum og skal etablere troværdighed hurtigt, så er et af de mest effektive tricks at hive en titel op af lommen. Dér kan det, at jeg er advokat, hjælpe mig til lige at rykke over i en anden kategori inde i hovederne på folk.”

Som advokat har Louise en baggrund hos bl.a. Kromann Reumert, Kammeradvokaten og San Diegos retssystem i USA. Nå ja, og så har hun også en MBA og er Master i Kommunikation og Retorik. Så med en baggrund, som rækker vidt i både bredden og dybden, har Louise gode forudsætninger for at gennemskue et kritisabelt system omkring plastikindustrien.

”En effektiv plastiklobby har gjort plastikforurening til et forbrugeransvar, hvor utallige kampagner betalt af plastikindustrien, har placeret ansvaret hos den individuelle forbruger. Branchen har samtidig i vidt omfang fået lov til at regulere sig selv. Eksempelvis er plastikpolymerer, som er grundsubstansen i plastik, undtaget fra kemilovgivningen. Det er jo helt vildt! Der mener jeg jo nok, at det politiske system burde gå ind og tegne banen noget skarpere op for plastikindustrien ved hjælp af et regelværk, afgifter, osv.”

En af Louises største kilder til frustration er, at mange af de klimaløsninger, som man ellers bryster sig af på tværs af det politiske system, industrien og det offentlige, er så uendeligt kortsigtet tænkt. Hvor er paradigmeskiftet? Hvor er nytænkningen? Hvor er de løsninger, som retter sig mod at slukke for hanen i stedet for endnu en gulvklud til at søbe op med?

”Miljøstyrelsen har fx tidligere på året lanceret kampagnen 'Tak for ingenting ... i naturen' om henkastet affald. Tak for ingenting, indeed. Forstå mig ret: Det er jo fint nok, at vi rydder op i al den plastikemballage, folk smider på gader og stræder og i åer, vandløb og parker. Det ligger der helt sikkert en vigtig opgave i. Men hvad med om vi tog fat niveauet højere oppe og designede vores emballage, så der ikke VAR noget affald? Ja, det kræver en omkalfatring af infrastruktur og design, men det ER bare på alle måder smartere, billigere og mere langsigtet at tænke i forebyggelse frem for helbredelse.”

At slukke for hanen og komme plastikforureningen til livs kræver en gentænkning af vores forhold til natur, forbrug og hele det vækstparadigme, der har stået som målestok for fremskridt de sidste mange år.

Så når Louise er til middagsselskaber, må hun ofte lægge bånd på sig selv. Det sker typisk i samtalen med en tilfældig bordherre, som er helt opdateret på det seneste gennembrud i kampen mod plastik, når vedkommende hører, hvad hun arbejder med. Én har set en dokumentar om bakterier, som kan æde vores forurening. En anden har læst om ham, der ville rydde op i havenes plastikøer ved hjælp af lange fangearme. Og var der ikke noget med, at man ved hjælp af ovne kunne omdanne vores skrald til cement?

”Ja, jeg bliver jo meget hurtigt lidt af en nej-hat at sidde ved siden af, så jeg glider nok lidt af på det for den gode stemnings skyld. For der findes ikke noget quick-fix! Det er fantastisk med al den forskning – keep it up – og der er mange gode initiativer – flere af dem, tak! – men hvis det skal batte, så skal der slukkes for hanen øverst oppe. Så enkelt er det!”

Plastic Change arbejder for at bryde den eksponentielle vækst af plastikforurening bl.a. ved at få vedtaget en juridisk bindende og global plastiktraktat, der sætter et loft over, hvor meget plastik, vi må producere, og hvad det skal gå til. Trods en næsten overmægtig modstander tager Louise kampen op.

”Jeg er heldigvis optimistisk af natur, og jeg ser altid frem snarere end tilbage. Det er gode egenskaber at have i denne branche – og i denne verden! Jeg gør det bedste, JEG nu kan i mit lille liv. Jeg køber økologisk og spiser stort set kødfrit, tager cyklen og køber kun genbrugstøj. Men jeg gør mig ingen illusioner om, at jeg er bedre end alle andre: Mine børn har også plastiklegetøj og glor på deres skærme hele tiden, jeg bruger ind i mellem bilen og synes også, det er svært at være grøn forbruger. Det tilgiver jeg mig selv for. Jeg lever med, at jeg er en del af et system, der er, som det er. Jeg gør – hver dag – hvad jeg kan, for at ændre det.”