Løn

Sådan for­hand­ler du dig frem til en bedre løn

Kommunikation er nøglen til at forhandle sig frem til en lønforhøjelse over gennemsnittet. Mange af os føler os ilde til mode over at bede chefen om mere i løn. Denne utilpashed skyldes nervøsitet, der opstår, fordi lønforhandlinger i sagens natur vil bestå af konfrontationer. Det er vigtigt at acceptere, at chefen, så længe forhandlingerne står på, er vor modstander i et spil, og at spillet kræver velgennemtænkte strategier. Følgende 5 enkle regler vil hjælpe dig med at planlægge dine træk:



1. Læg grunden

Du bør forsøge at undgå en dramatisk konfrontation med din chef under lønforhandlingerne. Du skal i stedet lægge grunden til forhandlingerne ved at føre en organiseret kampagne, der er baseret på kvaliteten af dit arbejde. Du skal over for din chef formidle, hvorfor du mener, at du 'fortjener' en lønforhøjelse. Hvis det lykkes for dig, vil din chef have en fornemmelse af din værdi for firmaet og forhåbentlig starte lønforhandlingen med en større forhøjelse i tankerne. Det er nu op til dig at udnytte denne mulighed optimalt.

2. Forbered dig ordentligt

Før interviewet bør du undersøge lønrammen for dit job, såvel i branchen som i firmaet, og du skal være indstillet på at præsentere resultaterne af dine undersøgelser i løbet af forhandlingerne. Du kan forhøre dig om lønninger på Internettet, via faglige organisationer eller via netværk. Intern information er vanskeligere at skaffe og sværere at bruge: F.eks. må du aldrig bruge argumentet "Jeg vil have x kr., fordi den og den får y kr." til at fremsætte dit krav.

3. Afvej dine risici

Analysér din position på jobmarkedet forud for forhandlingerne. Hvilken lønpakke vil en person på din alder, med din erfaring og dine kvalifikationer kunne få andre steder? Hvis du kan gribe forhandlingerne an med en viden om, at du ville kunne få, hvad du vil et andet sted, vil magtbalancen ligge sikkert på din side - din chef er nødsaget til at opfylde dine krav. Du skal være forberedt på at skulle holde stand. Dine undersøgelser skulle give dig en fornemmelse af dine minimumskrav. Du bør overveje at tage din afsked, hvis disse krav ikke opfyldes.

4. Vær fleksibel

Start forhandlingerne med nogle kort i ærmet. Måske har din chef fået besked på at styre omkostningerne og er derfor ikke i stand til at imødekomme dine økonomiske krav. Hav nogle alternative forslag klar, som f.eks. øget fritid eller en ny firmabil. Du kan også forhandle om større ansvar eller bedre uddannelsesmuligheder, så du kan udbygge din kompetence og dine ansættelsesmuligheder. Ansættelsesmulighederne hænger direkte sammen med markedsværdien: jo større ansættelsesmuligheder, jo mere er du værd. Større ansættelsesmuligheder betyder, at din position vil være stærkere ved den næste lønforhandling.

5. Gå til biddet!

Bed om en lønforhøjelse. Det er det mest grundlæggende råd, men der er utrolig mange, som ikke 'stiller spørgsmålet'. Nogle mennesker bryder sig ganske enkelt ikke om at sætte chefen i en vanskelig position eller frygter afslag. Men hvis du ikke spørger, vil din chef gå ud fra, at du er tilfreds med det, du har nu.

Det foruroligende er, at undersøgelser viser, at kvinder ofte vil undgå den direkte konfrontation og derfor beder om lønforhøjelser mindre ofte end mænd. Det er én forklaring på, hvorfor de tjener mindre end mænd i tilsvarende stillinger.

Hvis du har svært ved at tackle problemet direkte, kan du vælge en mere indirekte metode. Kom ind på spørgsmålet om penge ved at stille et af følgende spørgsmål: Hvad er firmaets lønningsplan? Hvad er den største lønforhøjelse, der er givet? Hvordan er min indsats blevet vurderet? Hvilke muligheder har jeg for forfremmelse? Hvornår gives der lønforhøjelser? Hvad tjener mine kolleger?

Vinderstrategien

Forberedelse, såvel af dig selv som af din chef, er altafgørende, og det samme er en realistisk vurdering af de muligheder, du har på dette tidspunkt af din karriere. Baserer du din strategi på ovennævnte punkter, vil du kunne formidle dine krav på dine egne betingelser. Hvis du styrer processen, vil du øge dine chancer for at komme ud fra forhandlingerne med opfyldte forventninger. .

Læs også