Ny i job

Når karrieren skal have et skub

Det er helt normalt at være rådvild omkring valg af uddannelse og fremtid som ung. Men mange vælger også at tage skridtet midt i livet og skifte karriere.

Har du nogensinde spurgt dig selv, hvorfor du laver det, du gør?

Den vej, vi slår ind på som unge, er ofte påvirket af vores forældre, vores nære venner og deres valg, og de forventninger omverden har til en. Det kan også være rene og skære tilfældigheder eller praktiske hensyn, der ender med at udstikke linjerne for vores fremtidige arbejdsliv.

"Pludselig går der 30 år, og man spørger sig selv, hvad der forresten skal ske med mig nu? Det er jo ikke det her, jeg vil. Det er ikke det, jeg brænder for. I hvert fald ikke længere."

Ordene er Philip Schneevoigts. I sin funktion som selvstændig jobafklaringscoach arbejder han med at coache og rådgive folk, der er kørt fast i arbejdslivet, og som drømmer om noget andet. De ved bare ikke, hvad dette andet er. En proces han selv har gennemgået tidligere i livet.

Årelang overvejelse

Som ung mand midt i 20'erne pegede pilen for Philip Schneevoigt i retning af noget kreativt. Han besluttede sig for at prøve det grafiske af som praktikant nogle forskellige steder og blev pludselig tilbudt et job hos Berlingske Tidende, selvom han endnu ikke havde taget en uddannelse. Der blev han i ni år, inden han stiftede egen grafikervirksomhed.

"Jeg var selvstændig i mange år, og da fandt jeg ud, at det kedede mig at sidde og kigge på en skærm og være kreativ. Og så begyndte jeg at tænke på, hvad jeg så skulle. Da var jeg 42."

Det grafiske arbejde gav ikke længere mening på samme måde som tidligere. Efter en selvanalyse nåede Philip Schneevoigt frem til, at det var kommunikationen med andre voksne mennesker, der trak i ham frem for at sidde ved skærmen.

"Overvejelsen kom og gik løbende gennem mange år. Og da jeg endelig tog det op seriøst, var det fordi jeg kom til en erkendelse af, at det var noget, jeg gjorde, fordi jeg kunne, og ikke fordi jeg brændte for det," fortæller han.

Det førte til en toårig uddannelse som coach og et mellemstop som jobkonsulent, inden han besluttede sig for at blive selvstændig karrierecoach.

Skift internt i virksomheden

I marts i år skrev Berlingske Tidende om en undersøgelse, som TNS Gallup havde foretaget for avisen. Ifølge den mener syv ud af ti danskere, at man kan nå at toppe og ramme et fagligt højdepunkt i livet, hvis man foretager et markant karriereskifte, efter at man er fyldt 40.

Ifølge Torben Lausten, forfatter til bogen 'Kan vingerne bære' og ejer af TL Karriereudvikling, er der flere svar på, hvordan man kan tage karrieren i helt nye retninger ved at søge helt nye typer stillinger.

Vil man for eksempel gå fra at være økonomiassistent til HR-konsulent, kan man tilegne sig faglige kvaliteter via aftenskole eller dyrke området gennem fritidsaktiviteter, som f.eks. spejderleder, der kan give en praktisk erfaring, siger han.

Man kan også lave et mere flydende karriereskifte, hvor man søger stillinger, der ligger i periferien af jobbet som HR-konsulent for på den måde gradvist at flytte sig mod drømmestillingen. Eller man kan undersøge mulighederne for et karriereskift internt i den virksomhed, man er ansat i.

"Den viden, man har akkumuleret i virksomheden gennem måske mange år, kan gøre det nemmere at skifte til en anden afdeling, hvis man samtidig er super god til at have med mennesker at gøre," forklarer Torben Lausten.

Hvad gør dig glad?

Er du gået i stå og drømmer om noget udefineret andet, handler det i bund og grund om at finde ind til kernen af, hvad der gør dig glad, og hvad du er god til.

"I USA har man analyseret mere end 2.500 job og fundet ud af, at der indgår tre hovedelementer i et hvilket som helst job, men i forskellige grader. Det ene er arbejde med data og informationer, det andet er arbejde med mennesker, og det tredje er arbejde med krop og hænder. Hvis man begynder at stille folk en masse spørgsmål ud fra de tre hovedelementer, vil de fleste meget hurtigt kunne finde ud af, hvor de har det bedst," siger Torben Lausten fra TL Karriereudvikling.

Måske ligger svaret skjult et sted i ens tidligere arbejdsliv. Phillip Schneevoigt bruger blandt andet folks cv som kilde.

"Jeg hjælper dem med at få skrevet en liste over alle de jobopgaver, de har haft gennem tiden. Hvad har gjort dem glad? Hvornår har de tænkt 'Yes!'. Som coach prøver jeg at trække det frem og få dem til at opdage, at man også kan få den følelse i en helt anden sammenhæng," fortæller han.

Fra chauffør til fysioterapeut

Ofte vil man kunne transformere ens evner, så de kan bruges i en anden stilling. Men Philip Schneevoigt møder også personer, der ønsker radikale skift til brancher, hvor de ingen faglig indsigt har. Nogle af dem er klar til at tage den uddannelse, der skal til, fortæller han.

"Jeg havde en lastbilchauffør på 51 år, der var blevet ledig. Han havde egentlig altid drømt om at blive fysioterapeut, og i løbet af nogle måneder fandt han ud af, hvad der skal til for at blive uddannet, og parkerede simpelthen sin begrænsning omkring alder. Han er færdiguddannet som 54-årig og har stadigvæk 10-15 år tilbage at give af. Det vil han hellere end at gå tilbage og være lastbilchauffør."

Den tidligere lastbilchauffør har været kreativ og bruger tiden op til uddannelsesstart med at tage en massøruddannelse betalt af A-kassen, så han på den måde kan tjene penge ved siden af studiet, fortæller Philip Schneevoigt. Og det er netop en af karrierecoachens kæpheste, at man skal søge løsninger, der hvor det er en mulighed.

"Gør noget ved det, som du har en reel mulighed for at gøre noget ved. Lad alt det andet være. Vi har en tendens til at hænge fast i det, vi ikke kan gøre noget ved. Alder, køn, økonomi og så videre. Gør det til en proaktiv handling på muligheder i stedet for begrænsninger," fastslår han.

Læs også