JobsamtaleJobsøgning som leder

Fem begavede spørgsmål til jobopslag og -samtaler

Har du også set stillingsopslag, hvor det var uklart, hvad jobbet præcist gik ud på? Så bed om svar på disse 5 spørgsmål og fremstå som en seriøs ansøger.



Når vi forlader et godt job, vil vi gerne have sikkerhed for, at det nye job kan indfri vores forventninger. Men sådan går det langtfra altid.

Faktisk har hver tredje dansker oplevet, at virksomheders skønmaleri i stillingsannoncer krakelerer under jobsamtalen. Det viser ny befolkningsundersøgelse lavet af Userneeds for fagforeningen Business Danmark.

Det gælder især overdrivelser om, hvor vigtig en rolle medarbejderen vil få i virksomheden, påpeger Kasper Rubæk, ansvarlig for karriererådgivning i Business Danmark, der hvert år rådgiver hundredvis af medlemmer.

Vi ser stillingsopslag med mange fine beskrivelser. Det kan være et ganske godt job, men ansøgerne skal ofte igennem flere lag af overdrivelser, som skaber store forventninger - men også skuffelser. Vi ser derfor rigtig mange, der hurtigt søger videre til et andet job, fordi det job de fik, ikke var det, de var blevet stillet i udsigt, fortæller han.

Selv om det lyder mindre flamboyant, anbefaler Kasper Rubæk, at virksomheder i stillingsopslag bruger mere krudt på at beskrive, hvad jobbet går ud på, opgavernes konkrete indhold og hvordan de er doseret. Jobsøgeren opdager det alligevel efter kort tid i jobbet.

Det er dårlig branding for virksomheden, men det er jobsøgeren, som har allermest at miste. Mange skifter jo fra et job, hvor de samtidig siger farvel til flere måneders opsigelsesvarsel, mens de i det nye job hurtigt kan blive strittet ud og miste indtjeningsgrundlaget, siger han.

Han anbefaler, du allerede ved den første samtale grundigt spørger ind til de konkrete arbejdsopgaver.

Det vidner om, at du er engageret og velforberedt. Og søger du et job i ledelse, salg og marketing, viser det også virksomheden, at du har blik for at udfordre med charme, siger han.

Stil fem konkrete spørgsmål til jobbet

  1. Hvilke opgaver i opslaget er de vigtigste?
  2. Hvad er den ideelle og reelle tidsmæssige fordeling af opgaverne - procentfordeling?
  3. Hvordan måler I, om jeg er en succes?
  4. Hvilke resultater har andre i nøjagtig samme stilling tidligere opnået i forhold til bonus og målindfrielse de foregående kvartaler? For eksempel i kroner og øre eller indekstal.
  5. Jeg vil rigtig gerne tale med en af mine kommende kolleger, før jeg starter – kan jeg det?