Kend dig selv
Det er en god ide med denne selvbevidsthed, fordi du så kan tage højde for dine naturlige præferencer både i din jobsøgning, men også i din tilrettelæggelse af arbejdet. Denne bevidsthed er særlig vigtigt, hvis du er ’særlig sensitiv’. Udtrykket er oversat fra ‘Highly Sensitive Person’, forkortet HSP, og det dækker over en personlighedstype. Der er forskellige måder at være særlig sensitiv på, men fællesnævneren er, at særlig sensitive personer behandler sensoriske data dybere og grundigere. Godt 15-20 procent af befolkningen er HSP og at være særlig sensitiv er altså hverken en diagnose eller lidelse.
Forskellige typer følsomhed
Man kan have forhøjet følsomhed indenfor forskellige områder. Lidt forenklet kan man sige, at fysisk følsomhed handler om en lav tolerance for stramt eller kradsende tøj, stærk lugt, høj musik eller lyd og uæstetiske omgivelser. Fysisk følsomhed kan også vise sig ved en særlig følsomhed over for alkohol, medicin, koffein osv. Social følsomhed er, når folk reagerer stærkt på uretfærdighed og har så stor empati, at de føler andres følelser så stærkt, at det bliver overvældende. Endelig giver personlig følsomhed folk et meget rigt indre liv og disse mennesker er typisk meget eftertænksomme og føler deres følelser stærkt.
Hvordan den enkeltes særlige følsomhed kommer til udtryk, varierer naturligvis, lige som nogle har øget sensitivitet indenfor kun et område, mens andre har en øget følsomhed indenfor flere af områderne. Selvom denne følsomhed har mange positive konsekvenser, betyder det også, at HSP’ere let overvældes af stimuli og har brug for perioder med fred og ro for at trives optimalt. Og det har jo konsekvenser for, hvordan man optimalt set bør indrette sig i arbejdslivet.
Særlig sensitiv på arbejdsmarkedet
På arbejdsmarkedet har den særligt sensitive person meget godt at byde ind med. Samtidig er det helt overordnet værd at være opmærksom på, om det er et godt match mellem jobbet og de behov, den enkeltes sensitivitet stiller. Det bør du som HSP’er således være opmærksom på, både når du søger job, og når du indretter dig i jobbet. Lige som det gælder alle mennesker, så er det vigtigt for HSP’eren at få de rigtige rammer og rutiner for at trives og præstere optimalt.
Det gode jobmatch
Nogle HSP’ere er visionære, kreative og idérige med en innovativ tilgang til tingene. Dette kræver således en jobtype, som indeholder opgaver med kreative elementer. Heraf følger, at et job med stor forudsigelighed og rigiditet eller forudbestemte og standardiserede arbejdsgange umiddelbart vil være et dårligt match.
Andre HSP’ere vil trives perfekt med forudbestemte og standardiserede arbejdsgange. Nogle HSP’ere er meget detaljeorienterede og gode til at grave sig dybt ned i en opgave, som de kan lide af aflevere af høj kvalitet. Det harmonerer dårligt med job, hvor der er mange afbrydelser samt krav om hurtig ekspedition og effektivitet uden mulighed for fordybelse.
Ulempen her er, at de så kan komme til at ”overlevere” i de stillinger, hvor det er kvantiteten og ikke kvaliteten, der er i fokus.
Andre eksempler
- Typisk er afvisninger og modstand en indbygget del af mange sælgerjob. Nogle typer stortrives med al den modstand og ser det som en udfordring! HSPeren vil typisk blive ked af det og tage disse mange afvisninger personligt, og dermed blive demotiveret.
- Særligt sensitive møder verden med empati og et venligt væsen. De er konstruktive med god observations- og indlevelsesevner. Dermed er de ofte at finde i service- og omsorgsfag. Bagsiden af medaljen er, at sensitive medarbejdere er mere udsatte for lidelser som depression og angst, som typisk udløses af stress. De kommer på mentalt overarbejde og bliver frustrerede, fordi de kommer til at give for meget af sig selv og brænder ud af omsorgstræthed.
Gode råd til indretning af arbejdet til dig, der er særlig sensitiv
Disse råd er i sagens natur meget generelle, og vil givetvis ikke alle sammen passe til alle typer stillinger (eller individer), men her er vores bedste råd til dig, som er særlig sensitiv, så du kan trives optimalt på jobbet:
- Lær dig selv og din sensitivitet at kende. Hvis du ved med dig selv, hvad der skal til, for at du trives optimalt, så kan du jo indrette dig derefter, både i dit jobvalg og i din hverdag.
- Som HSP bliver du typisk let overstimuleret af ydre stimuli. Du vil derfor sikkert trives bedre med dit eget kontor eller cubicle end i et storrumskontor.
- Indret dig æstetisk med ting, du nyder at se på og hold din arbejdsplads ryddelig.
- Forskyd din arbejdstid, hvis du kan, så du arbejder i ydertiderne, hvor der er fred.
- Gå en tur i pauserne. Lidt ro og luft giver et lille afbræk, så du kommer tilbage til opgaverne med fornyet energi.
- Hold dine mere kreative møder som walk-and-talks: At være væk fra de sædvanlige omgivelser giver plads til nye, kreative løsninger og virker stimulerende.
- Brug nogle gode og synlige høretelefoner: Dermed signalerer du tydeligt, at du er utilgængelig, samtidig med at folk jo stadig kan få fat i dig, og du kan tage dem af, hvis der er noget vigtigt. Det signalerer afstand og giver dig arbejdsro. Du kan enten bare sidde med dem på – høretelefoner fås også i versioner, som er meget støjreducerende, eller du kan høre musik.
- Indret din fritid og dine ferier, så du vitterligt giver dit nervesystem ro.
- Respekter, at du sammen med en femtedel af befolkningen er særlig sensitiv. Sørg således for at sætte tid af til pauser og alenetid i dit program.
Du kan teste dig selv på Elaine N. Arons hjemmeside, for at se, om du er særlig sensitiv. Aron er en Amerikansk psykolog, der har opfundet udtrykket Highly Sensitive Person, og hun har skrevet en del gode bøger om emnet. Der findes også gode bøger på dansk.
Har du brug for hjælp med at tage næste skridt i dit arbejdsliv, kan du kontakte karrierecoach og tekstforfatter Sophie Dam. Se mere på www.engagecph.dk
Har du brug for at hjælpe medarbejdere godt videre i outplacementforløb eller selv at udvikle dig i din ledergerning, kan du kontakte Rolf Bangsgaard. Se mere på www.raform.dk
Sophie og Rolf har sammen skrevet bogen Genstart dit arbejdsliv – en proces, som giver dig empowerment, afklaring, overblik og en konkret plan, hvis du har brug for at komme videre.
Køb bogen