Et dyk ned i Business Danmarks omfattende lønstatistik viser, at det absolut er værd at researche lønniveauet, før du bænker dig foran computeren for at søge dit næste job.
For der er hele 23.700 kroners forskel om måneden på at smykke sig med samme titel i medicinalbranchen sammenlignet med oplevelsesindustrien. En lønforskel, som løber op i 10 millioner kr. over et helt arbejdsliv på 35 år.
Business Danmarks lønstatistik bygger på over 4.500 besvarelser fra medarbejdere og ledere inden for salg og marketing på det private arbejdsmarked. Alligevel kan løntallene bruges som rettesnor for andre faggrupper, fortæller Kasper Rubæk, ansvarlig for løn- og karriererådgivning i fagforeningen.
Oversigten viser, om du generelt arbejder i en lønførende eller lavtlønnet branche. Arbejder du for eksempel med salg, administration eller IT i oplevelsesindustrien, vil du typisk opleve, at din løn måske er 10, 20 eller helt op til 60 procent lavere end i andre brancher, selv om du nogenlunde udfører samme typer opgaver, siger han og uddyber:
De store lønhop ser vi ved job- og brancheskift. Så har man ikke researchet branchen grundigt, risikerer man at sigte for lavt med afsæt i, hvad men tjener i dag. Og overvurderer man omvendt lønniveauet, risikerer man helt at tale sig ud af stillingen eller gå mellemfornøjet fra forhandlingen.
Ledigheden er netop nu på laveste niveau siden de glohede dage lige op til finanskrisen i 2008. Forudsætningen for en frisk jobstart - og måske et brancheskift - er derfor den bedste i årevis.
De fleste jobfunktioner – om det er salg, marketing, ledelse, IT eller administration – kan nemt overføres til andre brancher med lidt træning i produkt- og branchekendskab. Og kan man finde samme arbejdsglæde – anerkendelse, realistiske mål og en følelse af udvikling og indflydelse - til nogle tusind kroner mere om måneden i en anden branche, så er det da værd at tage med, siger han.
Tallene nedenfor et gennemsnitstal for både ledere og medarbejdere. Med Business Danmarks lønberegner kan du ved at skrue på otte baggrundsparametre zoome ind på din nøjagtige lønprofil.
De 10 lønførende brancher
Branche | Månedsløn inkl. pension |
---|---|
Medicinal/medico | 60.100 kr. |
IT | 55.400 kr. |
Elektronisk industri | 55.400 kr. |
Kemisk industri | 55.000 kr. |
Engroshandel - halvfabrikata og råstoffer | 52.200 kr. |
Maskinindustri | 51.200 kr. |
Bygge- og anlægsvirksomhed | 49.400 kr. |
Tekstil og beklædningsindustri | 48.000 kr. |
Analyse-, medie-, reklame- og kommunikationsbureau | 48.000 kr. |
El-, gas, fjernvarmeforsyning og vandforsyning | 46.900 kr. |
De 10 lavest lønnede brancher
Branche | Månedsløn inkl. pension |
---|---|
Engroshandel - maskiner, biler og transportmidler | 46.900 kr. |
Fremstilling af nærings- og nydelsesmidler | 46.600 kr. |
Landbrug, jagt, skovbrug, fiskeri og råstofindvending | 46.000 kr. |
Engroshandel - varer til endeligt forbrug | 45.200 kr. |
Transport, gods og rejser | 42.600 kr. |
Finans og ejendomssalg | 41.800 kr. |
Organisationer og foreninger | 40.900 kr. |
Andre serviceydelser | 38.800 kr. |
Detail | 37.900 kr. |
Kultur, sport og forlystelser | 36.400 kr. |
Michael Krag-Svendsen – LinkedIn