Øvrige

Re­kord­man­ge skifter job – lige efter som­mer­fe­ri­en

Sommerferien er den helt store tænkepause i danskernes arbejdsliv. Vi spørger os selv ”Er jeg tilfreds med mit job?” Gensynet med jobbet giver ofte svaret



Efter en nedtur i juli, boomer antallet af danskere, der skifter arbejde i august. Her er de fleste medarbejdere retur fra ferie, virksomhederne på vej op i gear og markedet for stillingsopslag topper.

Ifølge Jobindsats.dk er jobmarkedet historisk set rødglødende i august og september. Og det er en særlig grund til, fortæller Thomas Røn Larsen, rekrutteringsdirektør i Jobindex.

– Fra arbejdsgivers perspektiv er august meget hektisk, fordi der ligger en del ansættelser opsparet fra juni og især juli. Mange arbejdsgivere udskyder opstart og ansættelser til en periode, hvor alle beslutningstagere er tilbage på kontoret. Det er både forståeligt og en ofte en god ide, da det som nystartet kan være en speciel oplevelse af starte op på et ferietomt kontor.

Ét er, at efterspørgslen efter nye medarbejdere er ekstra stor i august. Noget andet er, at hver femte lønmodtager er særlig sulten efter nye udfordringer lige efter sommerferien. Faktisk er tre en halv gange flere joblystne efter ferien end før ferien - viser ny undersøgelse lavet for Business Danmark af analyseinstituttet Norstat.

– Før sommerferien knokler de fleste af os for at lukke vores sager og nå vores mål. Men i ferien oplever vi, at mange vender hele deres livs- og arbejdssituation - er man tilfreds, hvor man er, eller savner man nye udfordringer? Og ikke mindst, hvordan har man det med at skulle retur efter ferien? fortæller Kasper Rubæk, ansvarlig for karriererådgivning i Business Danmark og uddyber:

– Det er tydeligt, at tankerne og følelserne bygger op, når ferien lakker mod enden, og de første ugers opstart efter ferien er tit helt afgørende for, om man vælger at skifte eller ej.

Feriens længde har betydning for, hvad vi vil med et jobskifte, påpeger Thomas Røn Larsen fra Jobindex.

– Vi ser en ret pæn stigning i oprettelsen af nye cv’er i vores database i august. Samme mønster ser vi i januar måned, dog i lidt mindre grad. Det er mit indtryk, at jobskifte ved årsskiftet oftere er motiveret af jagten på bedre vilkår, mens den længere sommerferie måske gør, at man ser sit arbejdsliv i et lidt større perspektiv og føler sig klar til nye faglige udfordringer, siger han.

Tænk før du handler

Stort set samtlige henvendelser til Business Danmarks karrierecenter hen over sommeren, drejer som om sparring til cv og jobsøgning. I kølvandet på coronaen – og the great resignation – er især mange midt i arbejdslivet i syv sind om næste skridt i karrieren, fortæller Lise Vestergaard, business- og karrierecoach i Business Danmark.

– Jeg oplever især, det er folk over 45 år, som lige nu overvejer, om de skal tage næste trin op ad karrierestigen på deres eksisterende arbejdsplads – eller om de bare vil et andet sted hen, fordi de oplever dårlig ledelse, manglende lydhørhed og for højt et arbejdspres.

– Og så er der en tredje gruppe, der umiddelbart vil noget helt andet, for eksempel blive yogalærer eller buschauffør, fordi de har mistet lysten til deres nuværende fag. De kræver ofte lidt længere tid til refleksion. Ikke sjældent finder vi i samtalerne ind og tilbage til, hvad der i sin tid motiverede og engagerede dem, men som de har glemt i dagligdagens travlhed. Det kan være at arbejde med mennesker og skabe kunderelationer. Nogle bliver så bekræftet i at de skal noget andet, andre genfinder deres motivation og bliver i faget, siger hun.

Flere danskere end nogensinde er i øjeblikket i job, og ifølge jobindsats.dk skiftede rekordmange danskere arbejdsplads i 2021. Selv om de foreløbige tal for 2022 ligger endnu højere, så skaber stigende renter, coronatal, nedjusterede væksttal og følgevirkningerne af Ruslands invasion af Ukraine usikkerhed om udviklingen fremadrettet.

Overvej 5 ting, før du skifter

  1. Har du udtømt alle muligheder i dit job?
    Hvis det udelukkende handler om, at du er utilfreds med dit nuværende job - og du vil væk - så skal du være 100% sikker på, at du har gjort, hvad der er muligt for at ændre ved de negative ting ved jobbet. Vi ser mange, der efterfølgende finder ud af, at græsset desværre ikke var grønnere i en ny stilling, og fortryder skiftet. Ofte havde de ikke gjort så meget for at ændre de forhold, der demotiverede dem - jobskiftet var bare den nemmeste løsning. Så sørg for, at du skifter ud fra reelle, uforanderlige årsager, hvis du er utilfreds i dit job.
  2. Har du den rette motivation?
    Det bedste skift er altid baseret på ”henimod” motivation, for eksempel at du søger nye spændende opgaver og udfordringer, eller at du kan få din favoritstilling i din drømmevirksomhed. Pas på, hvis det kun handler om at få lidt højere løn. Alle motivationsanalyser viser, at økonomi er langt nede på listen, når det handler om varig arbejdsglæde – men det kan være utilfredshedsskabende, hvis lønnen er for lav, hvilket der er en tendens til lige nu med den rekordhøje inflation.
  3. Er du klar, parat, til start?
    Sørg for at opdatere dit LinkedIn-netværk og opload cv´et på jobbanker som Jobindex.dk og lignende, så snart du begynder at tænke jobskifte. Det er smart at få kontakterne på plads, før du skal trække på dem.
  4. Har du lavet din research?
    Husk at lave dit forarbejde grundigt. Vækster branchen du vil ind i? Har de konkrete virksomheder, du sigter efter, en sund økonomi og et godt ry? Det kan have voldsom indflydelse på både krav og mulighed for gode ansættelsesforhold, hvis virksomheden eller branchen er under et stort økonomisk pres. Tjek for eksempel 3-4 virksomheder i branchen ud på proff.dk for at se, hvordan deres økonomi har artet sig inden for den seneste tid. Måske har du en i dit LinkedIn-netværk i branchen, som kan fortælle lidt om forholdene.
  5. Har du husket at sikre din økonomi?
    Mange forbinder et jobskifte med højere løn. Det er tit også tilfældet, men det afhænger voldsomt af, hvilken branche du bevæger dig ind i og kommer fra – lønforskellen for samme job kan svinge helt op til 69%. Husk også, at du ofte vinker farvel til flere måneders lønnet opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse i dit gamle job. Overvej derfor, om du kan sikre dig et forlænget opsigelsesvarsel eller om en lønsikring er noget for dig.

Om undersøgelsen:

På hvilke tidspunkter reflekterer du mest over din jobsituation?

  • Lige før min ferie: 5,7%
  • Lige når jeg vender tilbage fra ferie: 19,6%
  • Ingen af disse: 66,9%

Læs også