Jobsøgning som leder

Sådan får flest ledere job

Tal fra årets Megafon-måling for Danske Medier viser, hvordan blandt andet jobsites, netværk, headhunting og sociale medier klarer sig, når det handler om at få ledere i job. Læs mere om undersøgelsen og få tips til din jobsøgning som leder.



Hvordan finder du nemmest dit næste lederjob?

Spørger du 1.349 danskere, er svaret klart. På førstepladsen ligger jobsites, som har fået 17 procent af lederne i job. 16 procent har benyttet sig af deres faglige eller personlige netværk, og 14 procent er blevet kontaktet af en virksomhed. Megafon-målingen blev foretaget i januar 2019.

Med undersøgelsen ligger ledere sig relativt ens i forhold til resten af befolkningen, når det kommer til seneste jobskifte. Den største forskel viser sig ved, at 50 procent flere ledere bliver headhuntet.

Her viser undersøgelsen, at 14 procent af lederne har skiftet job, fordi de er blevet kontaktet direkte af en virksomhed, mens 6 procent er blevet headhuntet via et rekrutteringsbureau.

Det gør jobsites og netværk til de største enkeltstående kanaler for jobsøgning blandt ledere – og resten af befolkningen i øvrigt.

Få lander job via sociale medier

For flere kommer det måske som en overraskelse, at kun 5 procent finder det næste job via LinkedIn, mens tallet for Facebook er 1 procent. Der synes jo ellers at være godt gang i både jobopslag, posts og faglige diskussioner på de sociale medier.

Men bare fordi du er synlig online, er det ikke ensbetydende med at lande et nyt job. En af forklaringerne på den manglende jobgevinst kan handle om, at lederne bruger sociale medier passivt i forhold til jobsøgning.

Dykker vi ned i tallene for LinkedIn, svarer cirka halvdelen af lederne, at de oplever at blive kontaktet med et jobtilbud via en virksomhed eller eget netværk. Imens angiver kun 27 procent, at de selv aktivt undersøger deres jobmuligheder.

Noget tyder altså på, at lederne i højere grad forventer, at drømmejobbet kommer til dem. Og så kan der godt gå lang tid, før det rette tilbud lander i indbakken på de sociale medier.


Nyt job nu? Brug jobsites og dit netværk

Medmindre du vil vente på en headhunter, bør du aktivt tage del i din jobsøgning. Her peger tallene på, at joblykken er med dig, når du bruger jobsites eller rækker ud efter dit faglige og personlige netværk.

Hvis du starter din jobsøgning hos StepStone, kan du komme i gang ved at få en gratis Jobagent og modtage relevante jobopslag direkte i din indbakke.

3 tips til at bruge dit netværk som leder

Ønsker du at sætte dit netværk i spil, er her tre hurtige tips til at komme i gang:


  1. Forberedelse er nøglen: Giv dig selv tid til at tænke over hvem i dit netværk, du kan bruge til at finde dit næste lederjob. Skriv alle muligheder ned og prioriter, hvor du først vil gøre en indsats. Til sidst har du en liste, du kan bruge som pejlemærke og nemt vende tilbage til.

  2. Tænk kreativt: Dit netværk består ikke kun af dine arbejdsrelaterede kontakter. Det kan også være din bedste ven, din fætter – eller en mor til et barn i din søns børnehave.

  3. Go out there and show yourself: Du skal mingle. Tag til gå-hjem-møder hos spændende virksomheder. Invitér dig selv på kaffe. Deltag i faglige netværk. Har du viden på hjerte, som du mener, andre kunne få gavn af, kan du også overveje selv at stille op som taler. På den måde viser du, hvad du kan og eksponerer dig selv som leder overfor mange potentielle kontakter.