Øvrige

10 tips: Få den bedste start efter ferien

Drinken med den fine, lille parasol erstattes af tjæresort filterkaffe fra kanden, og strandstolen viger for den mere ukomfortable kontorstol. Det kan være en anelse demotiverende at komme tilbage til arbejdspladsen efter en lang og dejlig ferie. StepStone giver dig nyttige tips, der kan hjælpe dig til at bevare lidt af ferieoptimismen.



StepStone har spurgt Alexander Kjerulf, stifter af Arbejdsglæde.nu, kendt som en af verdens førende eksperter i arbejdsglæde og med hundredevis af foredrag om emnet i bagagen: Hvordan kommer man godt i gang igen efter ferien?

"Start langsomt op efter ferien. Lad være med at stresse fra dag ét," starter Alexander hurtigt og stopper så sig selv:

"Faktisk viser forskning, at ferier er rigtig gode for folk, men den gode effekt fordufter lynhurtigt lige efter," griner han højt.

I ferien vænner man hurtigt kroppen til hængekøjen og hjernen til krimi-læsning. Derfor kan det være svært at komme tilbage på jobbet efter en lang ferie.

Alexander Kjerulf han ligeledes fem skarpe tips til dig, der er på arbejde, når en kollega returnerer fra ferien. Tips, der alle kan hjælpe med at bevare den gode effekt, som ferien nu engang har på folk.

5 tips til dig, der snart skal på ferie

Sørg for at koble af, mens du er væk

Mens du er på ferie, så vær på ferie. Lad være med at tage firmamobilen med og lad være med at tjekke arbejdsmailen. Hold ferie og kom væk fra det hele. Lad din hjerne arbejde med noget helt andet.

Giv dig selv lov til at være bagud

Når du kommer tilbage fra ferie, er du næsten pr. definition bagud. Der er bunker af e-mails, der skal besvares, masser af telefonopkald, beslutninger der ikke er blevet taget, mens du var væk, eller ting der bare ikke er blevet gjort. Det er uundgåeligt, og det er ikke din fejl. Så du skal ikke forvente at være ovenpå fra dag ét. Giv dig selv lov til at indhente arbejdet stille og roligt.

Start med de nemme opgaver

Lad være med at kaste dig over de sværeste og mest komplekse opgaver den første dag. Hvis du har nogle nemme ting, der ligger lige til højrebenet, så lav dem først, så du kommer stille og roligt i gang. Når du er oppe i omdrejninger igen, kan du tage fat i de svære ting.

Hold almindelige arbejdsdage

Det kan være fristende at starte efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente nogle opgaver. Lad være med det. Hold nogle helt almindelige arbejdsdage og hold fast i punkt 2.

Sig til, hvis du har brug for hjælp

Bed dine kollegaer eller din chef om hjælp, hvis du har brug for det. Det er vigtigt, at du mærker efter, om der er noget, du skal bruge, og at du klart kan melde ud, hvis der er nogle opgaver, som er blevet kritiske henover ferien. Arbejdsopgaverne er ikke dit ansvar alene, men det er dit ansvar at melde ud, hvis der er noget, du har brug for.

5 tips når en af dine kollegaer kommer tilbage fra ferie

Byd dem velkommen tilbage

Giv dem en varm velkomst - få dem til at føle, at de har været savnet, og at det er rart, at de er tilbage. Spørg til ferien og del deres begejstring.

Giv dem tid

Lad være med at overfalde dem den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen.

Spred ikke din stress til dem

Folk, der kommer tilbage fra ferie, er dejligt afslappede. Nyd det og giv dem lov til det i stedet for at sprede din stress til dem.

Tilbyd din hjælp

Der kan ligge mange opgaver til en, der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe.

Giv ikke folk skyldfølelse

Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld, at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det. Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.

Skrevet af Henning Nørby Nielsen,
Cand.mag. og indehaver af Frøjk Kommunikation