Det er et stort arbejde at finde et arbejde: Du skal finde de rigtige stillingsopslag, oprette jobagenter, skrive en motiveret ansøgning og et relevant CV. Og du skal muligvis gøre det flere gange.
Men arbejdet stopper ikke der. Er du heldig at blive indkaldt til jobsamtale, er der også en del benarbejde at gøre, inden du kan læne dig tilbage i det rette job.
Mange sammenligner det at blive indkaldt til en jobsamtale med at skulle gå til eksamen. Sådan kan det naturligvis også føles: Du vil gerne gøre et godt førstehåndsindtryk, imponere med din viden og gå derfra med jobbet (12-tallet), men det kræver forberedelse.
Som det første bør du tænke på, at du er blevet indkaldt til samtalen, fordi arbejdsgiveren alene ud fra ansøgningen, ser et match mellem dig som kandidat og stillingen. Derfor bør du fokusere på, hvordan du bedst muligt præsenterer dig, viser dit engagement og differentierer dig fra andre jobsøgende kandidater.
Vi præsenterer her en måde at strukturere dine forberedelser med fokus på fællesnævnere:
1: Vend blikket indad: Hvad står der i din ansøgning?
Sørg for, at du ved, hvad der står i din ansøgning - og henvis gerne til det til jobsamtalen. Denne variabel er grundlæggende til enhver jobsamtale, for sådan kommer du godt i gang. Øv dig i, hvordan det lyder, så det ikke bliver en opremsning af, hvad arbejdsgiveren allerede har læst. Men benyt i stedet henvisningerne som indledning på dine sætninger eller anekdoter: "Som jeg skrev i min ansøgning, så er jeg på udkig efter nye udfordringer, fordi…"
Husk også at udvide din arbejdsgivers viden om dig. Giv ham/hende ikke bare grunden til, at du søger nye udfordringer, men fortæl din historie. Kæd eventuelt behovet for nye udfordringer sammen med ønsket om at udvide virksomhedens kompetenceniveau.
2: Vend blikket udad: Hvilken virksomhed står du over for?
Sæt dig ind i den virksomhed, du er blevet indkaldt til samtale hos. Det er godt og nødvendigt at indskrive dine kompetencer i den stilling, arbejdsgiveren ønsker besat - og ligeså vigtigt at henvise til eller indskrive sig i virksomhedens værdier. Det er også en måde at vise, at du deler virksomhedens værdier, og det er vigtigt for både dig og arbejdsgiveren, hvis du skal føle ejerskab i dit arbejde. Det er usandsynligt, at du søger job i en virksomhed, hvis værdier du er uenig i, så benyt lejligheden til at "flashe" din viden om virksomheden.
Det betyder naturligvis ikke, at du skal lire dem af som udenadslære, men at henvise til værdierne eller virksomhedens igangværende projekter, som du uopfordret har sat dig ind i, viser, at du har gjort dit hjemmearbejde.
3: Se ud i fremtiden: Italesæt, hvad du kan tilbyde
Ræk hånden ud, også verbalt, til din potentielle arbejdsgiver. Tænk på, at virksomheden netop søger kompetente kandidater, fordi de har brug for hjælp til at få en række opgaver løst. Vis, at du har kompetencerne.
Muligvis kunne chefen udvide samtalen således: "Vi søger jo en, der har kompetencer inden for projektledelse…" Og der er intet forundt i at indskyde en anekdote fra en tidligere jobsituation, der beskriver, hvordan dine kompetencer matcher, hvad chefen siger. Husk på, at du trods alt er der for at indgå i dialog med arbejdsgiveren om, hvorvidt du er den rette til jobbet. Hold dig ikke tilbage.