Øvrige

Kraftig hårvækst forringer job­mu­lig­he­der­ne

En ny undersøgelse viser, at stærkt behårede mennesker har mere end 10 gange så svært ved at lande drømmejobbet som personer med almindelig eller sparsom hårvækst. Samtidig er det oftest de synligt behårede der ryger først ud af virksomhederne i krisetider.



En netop offentliggjort undersøgelse foretaget af den engelske organisation The Hairy Heart viser, at mennesker med kraftig hårvækst er den mest udsatte gruppe på arbejdsmarkedet i Europa. Hele 85 % af de mere end 1.000 adspurgte virksomheder på tværs af kontinentet svarer, at de kun vil ansætte en stærkt behåret medarbejder, hvis der ikke findes andre relevante kandidater til jobbet.

"Vi betragter os selv som en mangfoldig virksomhed, men når det kommer til kandidater med særlig voldsom hårvækst, så siger vi konsekvent nej tak. Dem har vi ikke gode erfaringer med, og vi har igennem de seneste 5 år arbejdet strategisk med at undgå dem i virksomheden", siger Hanne Hårskær der er HR-ansvarlig i en større dansk bank. "Vores kunder er ikke trygge ved dem, og især de behårede mænd bliver jo ofte set som mere primitive, ja nærmest abeagtige, og det dur bare ikke. Man stiller sig jo heller ikke op og diskuterer lånemuligheder og rentesatser med en chimpanse i zoologisk have. Ja, undskyld udtrykket, men her trækker vi altså hårgrænsen", fortsætter hun.

Hos foreningen "Furry Fighters" i London, en paraplyorganisation for de mange europæiske foreninger der kæmper for de behåredes rettigheder, er man ikke overrasket:

"Resultatet bekræfter bare, hvad vi har vidst i mange år: at vores behårede medlemmer er stillet langt dårligere på arbejdsmarkedet end andre. Vi hører chokerende historier fra folk, der kan fortælle om episoder hvor de er blevet afvist allerede i receptionen på vej ind til et jobinterview, da det gik op for virksomheden, at kandidaten havde sammenvoksede eller tydeligt buskede øjenbryn. Der findes også eksempler på, at ansatte er blevet tvangsbarberet af nærmeste leder på toilettet, og en konkret episode, hvor en medarbejder fik en epilator i firmajulegave med beskeden om enten at lade sig afpelse eller afskedige."

Hårfjerning kan være løsningen

Hos Dansk Jobrådgivning erkender man problemet, og som en virksomhed der dagligt rådgiver kandidater om jobsøgning har man også nogle bud på, hvordan de behårede kandidater kan øge jobchancerne.

"Flere og flere virksomheder forespørger på mulighederne for at frasortere dem i rekrutteringsprocessen. Jobportalerne herhjemme arbejder lige nu på funktioner, hvor kandidater skal oplyse deres behåringsgrad i forbindelse med oprettelse af cv i deres databaser, og her vil man som virksomhed så kunne filtrere sin søgning i cv-databaserne og undgå behårede kandidater, ligesom jobportalerne kan undlade at sende ledige jobs til kandidater med kraftig eller ekstrem hårvækst," siger Dansk Jobrådgivnings direktør der dog også har et godt råd til de buskede og behårede jobsøgende:

"Fjern krops- og ansigtsbehåring inden jobinterviewet. Er du sådan en Dario-type, hvor måtten springer frem af den opknappede skjorte, så spilder du både din egen og virksomhedens tid. Hårfjerning, hvad enten det er med voks, laser, epilator eller en traditionel kropsbarbering, er en effektiv metode til at øge chancerne for at få drømmejobbet," lyder det fra rådgivningsvirksomheden, der dog også påpeger at kortsigtet hårfjerning ikke er 100 % etisk korrekt, fordi man jo fører virksomhederne bag lyset og får dem til at ansætte en under falske forudsætninger.

Behårede nicher

Der kan være gode løsninger på vej for de behårede arbejdsdygtige, og en kommission arbejder netop nu på at identificere særlige nicheområder, hvor massiv hårvækst giver kandidaterne fordele.

"Det handler om at se glasset som halvt fuldt. Der er masser af nicher for kraftigt behårede, og fremtiden vil helt sikkert byde på særlige produktions- og innovationsvirksomheder, hvor behåringen bliver taget i brug og set som et aktiv," siger Steffen Busktrimmer, seniorforsker ved det Danske Arbejdsmarkedsinklusionsinstitut.

"Bare se på lystfiskeriet, hvor afklippet armhulehår er særdeles efterspurgt indenfor fluebinding, da både lugten og de kraftige børster for alvor kan få laksene til at hugge. Også zoologiske haver har vist interesse for at ansætte flere behårede dyrepassere, fordi de kommunikerer bedre med dyrene, og hos Danske Skoleplancher ApS har man netop opslået 2 løntilskudsjob for behårede kandidater, der skal bruges som fotomodeller på evolutionsplancher, fordi de er ideelle til at visualisere menneskets tidligere udviklingstrin," forklarer seniorforskeren, der i det hele taget er optimist på vegne af de genstridige børster.

En hårfin balance

Ikke alle behårede danskere er tilfredse med de nye initiativer, selvom de dog er glade for, at den ellers oversete problematik nu ser ud til at komme på den politiske agenda herhjemme:

"Jeg er selvfølgelig glad for, at den diskrimination vi oplever som kraftigt behårede, nu bliver sat på dagsordenen. Men jeg mener også, at man skal se på jobmulighederne for os med en længere videregående uddannelse. Jeg startede som iværksætter i 2002, og er i dag direktør i en eksportvirksomhed med 35 virkeligt behårede ansatte, og vi er altså mange der har større ambitioner og karrieredrømme end det som kommissionen lægger op til," siger Bente Bjørneskæg, administrerende direktør for Hair-Hopes ApS, der har stor succes med at eksportere dansk kropsbehåring til især det asiatiske marked.

"Vi sender dagligt store hårsække afsted til fjernøsten og jeg savner ambitioner i den her debat, som jeg frygter kan gå helt i hårdknude, hvis ikke der kommer flere visioner og hår(d)e facts på bordet. Det er en hårfin balance, for hvis ikke man sikrer at både de uddannede og de ufaglærte bliver tilgodeset, så ender vi med at tabe en masse godt hår på gulvet," afslutter Bente Bjørneskæg, der også kalder regeringens nye udspil om forkortede dagpengeperioder for folk med utæmmet hårvækst i ører og næse for "noget der mest lyder som en dårlig aprilsnar".

Læs også