Lederkarriere

Ny un­der­sø­gel­se: Danskere er mere villige til at arbejde i udlandet

Danmark er blevet mindre attraktiv for udenlandsk arbejdskraft, viser ny global undersøgelse. Men hvilke nationaliteter ønsker egentlig at arbejde i Danmark, og hvor villige er vi selv til at flytte ud af landet for det rette job og hvortil? Få svarene her.



Danmark oplever i disse år, at flaskehalsproblemer på flere fagområder vokser sig større og større. Det betyder, at vi har behov for at uddanne flere inden for specifikke områder. Men da det er en langsigtet løsning, kigger flere virksomheder også til udlandet for kvalificeret arbejdskraft.

En ny global undersøgelse af The Network og Boston Consulting Group (BCG) afslører, hvem dine fremtidige udenlandske kolleger højst sandsynligt er, men også hvor forventeligt det er, at du selv vælger at hive teltpælene op og rykke ud af landet.

Din nye kollega er måske fra Norge eller Albanien

Undersøgelsen viser, at Norge, Albanien og Litauen er de lande, hvis befolkning er mest villig til at flytte til Danmark for at arbejde. Herefter rangerer lande som Sverige, Bosnien-Hercegovina og Nepal.

Det er i en tid, hvor Danmark er blevet mindre attraktiv for udenlandsk arbejdskraft. Hvor Danmark i 2014 var placeret som det 13. mest populære land, er vi nu placeret som nr. 17. Stadig overhalet af vores skandinaviske naboer. København er også faldet i popularitet og befinder sig lige nu uden for top-30 over populære byer at arbejde i.

Danskere er mere villige til at arbejde i udlandet

55% af alle danskere er nu villige til at arbejde udenlands mod 48% i 2014.

Blandt unge og højtuddannede er tallet endnu højere. 77% af unge under 30 år er villige til at arbejde i udlandet, mens tallet for højtuddannede med eksempelvis en kandidatgrad, Ph.d. eller lignende ligger på 68%.

For virksomhederne betyder det, at de skal gøre sig umage i forbindelse med tiltrækning og fastholdelse, hvis ikke de vil risikere at miste unge og højtuddannede til et karriereeventyr i udlandet. Måske du også har tænkt tanken at afprøve karrieren udenfor landets grænser?

Den amerikanske drøm lokker danske talenter

På trods af politisk uro i USA er landet overraskende nok markant mere eftertragtet end for fire år siden og er nu danskernes foretrukne arbejdsdestination. Tyskland indtager en 2. plads efterfulgt af vores skandinaviske naboer, Sverige og Norge.

Australien er højdespringeren på top-10-listen med et hop på fem pladser op ad listen. Storbritannien er faldet betragteligt – sandsynligvis som konsekvens af Brexit.

Hvad er dine jobpræferencer?

Danskerne vægter virksomhedskultur højst efterfulgt af jobindhold. Særligt det kollegiale sammenhold og samarbejde vægtes højt:

  1. Godt forhold til kolleger
  2. Fokus på godt samarbejde
  3. Interessant jobindhold
  4. Godt forhold til chefen
  5. Anerkendelse

Elementer relateret til arbejdsgivers image og økonomisk belønning er meget mindre vigtige. Formentlig fordi virksomheders image ofte ikke udgør et problem, og fordi vi i Danmark generelt set modtager en rimelig løn og kan fokusere på andre jobelementer.

Om undersøgelsen

The Network og Boston Consulting Group (BCG) har undersøgt den globale arbejdsstyrkes og arbejdsgivers syn på mobilitet og jobpræferencer, digitalt talent samt nye kompetencer og arbejdsmetoder. Flere end 360.000 kandidater og 6.000 ansættende ledere fra 198 lande har deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen omfatter også landerapporter for udvalgte lande. Rapporten omfatter emner som landets tiltrækningsgrad, villighed og grunde til at flytte til udlandet, jobpræferencer i arbejdsstyrken, og hvad arbejdsgiver tilbyder. Den danske undersøgelse omfatter flere end 4.000 besvarelser.

Læs også