Lederkarriere

Skab mo­ti­va­tion og nå dine mål



 Af coach Christina Wiinblad, Milestones, www.milestones.nu

Du kender sikkert til den gode fornemmelse, det er at nå et mål. Måske kender du også til den knap så gode fornemmelse, det er ikke at nå et mål. Hvad er forskellen? Hvorfor er der nogen mål, som vi når og andre, som vi ikke når? Det kan der være mange forklaringer på. En af forklaringerne er, at det er meget lettere at nå et mål, hvis det er motiverende for os at nå det.

Som hjælp til at sikre, at dit mål er motiverende for dig at nå, kan du bruge SMARTØF, som er en enkelt NLP model.

Modellen er kort beskrevet nedenfor. Det er naturligvis ikke en forudsætning, at du begynder med punktet S - "Specifikt" og slutter med punktet F - "Formuleres positivt". Du kan fx. starte med at formulere dit mål og først derefter kontrollere at målet opfylder SMARTØF modellen.

Punktet A - "Attraktivt" har til formål at sikre, at du er bevidst om de værdier, der gemmer sig bag målet. Da vores værdier er vores brandstof - vores væsentligste motivation for at handle - kan du med fordel bruge lidt ekstra tid på at sørge for, at dit mål er formuleret så attraktivt for dig som overhovedet muligt. Her er modellen:

S for Specifikt:
Formuler målet præcist og detaljeret. Hvad er det helt specifikt, at du vil opnå?
M for Målbart:
Hvordan kan du vide, at du har nået dit mål? Hvad er dit bevis?
A for Attraktivt:
Hvorfor er det vigtigt at nå målet? Hvad vil det betyde for dig at nå målet? Hvad vil det give dig at nå målet?
R for Realistisk:
Er det et realistisk mål - realistisk både i forhold til den tid og til de ressourcer, som du har til rådighed? Hvad skal der til for, at målet er realistisk?
T for Tidsbestemt:
Hvornår skal målet være nået? (År, dato og eventuelt tidspunkt)
Ø for Økologisk:
Er der nogen positive eller negative sidegevinster ved at nå målet? Hvilke? Hvordan vil du håndtere/minimere de evt. negative konsekvenser?
F for Formuleres positivt

Målet formuleres positivt og i nutid med fokus på det, som du ønsker at opnå.

Eksempler på mål, der ikke er velformulerede iht. SMARTØF modellen:

Jeg er ikke i det her job om et år
Jeg vil undgå at blive fyret
Jeg reducerer sygefraværet i min afdeling med 20 %

Fælles for de tre mål er, at de ikke er positivt formuleret samt at de handler om at give afkald på noget eller om at reducere noget. De tre mål er heller ikke tidsbestemte.

Eksempler på, hvordan de tre mål i stedet kunne formuleres:


Jeg har et nyt job indenfor X branche og med Y ansvarsområder i år 2007.
Jeg vil beholde mit job i minimum et år mere.
Jeg øger trivslen i min afdeling med 20 % pr. 1. november 2007. (Beviset er et reduceret sygefravær på 20 %)

Når du har skrevet et SMARTØF mål, er det en enkel proces at lave delmål og en handlingsplan, så du løbende kan sikre, at du er på rette vej. Samtidig vil du have klarhed over dine værdier / det attraktive ved at nå målet, det vil bidrage til at indsatsen og processen ofte virker lettere.

Jeg vil slutte af med et af Anthony Robbins citater:

"Mennesker er ikke dovne.
De har simpelthen bare for ubetydelige mål - det vil sige mål, der ikke ansporer dem."