Jobsøgning som leder

Tør du optage dig selv?

Det gamle år har budt på mange forandringer – og også rekruttering er under udvikling. Videorekruttering er blevet mere udbredt, og det forventes at blive en mere integreret del af rekrutteringsprocessen i flere virksomheder. Er du forberedt?



Med den teknologiske udvikling er det blevet muligt at automatisere og optimere flere forhold i en virksomhed, også rekrutteringsprocessen. For HR-afdelingen drager nu også fordel af de muligheder, der følger i kølvandet på udviklingen.

Det gælder ikke blot digitale rekrutteringssystemer og personlighedstests – også videorekruttering er ét af de afkast, teknologien har bragt med sig. Det skaber særlige omstændigheder for de jobsøgende, der nu mødes med flere forventninger i ansættelsesprocessen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de forskellige opgaver, man kan blive konfronteret med.

Din ansættelse set fra HR

Videorekruttering inddrages ofte som et supplement til den almene rekrutteringsproces. Det kunne eksempelvis se således ud:

  1. Grovsortering: Efter ansøgningsfrist – eller løbende – gennemgås samtlige CV’er af virksomhedens HR-afdeling. De jobsøgende bliver i første omgang screenet på, hvorvidt deres uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund matcher stillingen.
  2. Gennemlæsning og første udvælgelse: Efter den første grovsortering læses ansøgningerne igennem, og HR-afdelingen udvælger 5-7 kandidater, hvis profiler sendes videre til afdelingslederen i den afdeling, stillingen er tilknyttet.
  3. Videorekruttering og anden udvælgelse: Her gennemlæser afdelingsleder ansøgningerne, og de udvalgte kandidater fremsendes en række spørgsmål, der er relevante for den stilling, de skal bestride.

Derefter er opgaven, at du skal optage dig selv, mens du svarer på spørgsmålene og efterfølgende sende videoen til arbejdsgiver. Herefter udvælges de 3-4 bedste kandidater, virksomheden ønsker at invitere til jobsamtale.

Den grænseoverskridende optagelse

At optage sig selv er en opgave, der kan gøre selv den skarpeste kandidat nervøs. Det kan være grænseoverskridende at skulle høre og se sig selv på video, men vær også opmærksom på, at du kan tage videoen om flere gange, til du mener, den giver et retvisende billede af dig.

Du kan imidlertid optimere og spare tid på opgaven, hvis du har en struktureret tilgang til den. Der er flere ting, du kan gøre:

  • Læs spørgsmålene – flere gange: Læs dem om nødvendigt højt for dig selv for at sikre, at du forstår dem til fulde og er i stand til at reflektere over og give et velovervejet svar.
  • Fremstå soigneret: Det kan lyde banalt, men børst dine tænder, sæt dit hår og tag en pæn skjorte eller bluse på. Vær den bedste udgave af dig selv, som skulle du til jobsamtale.
  • Skab gode rammer: Medmindre du er indehaver af et spejlreflekskamera, hvor du kan ændre dybdeskarphed og andre forhold i videoen, så stil dig et neutralt sted uden forstyrrende elementer – og hvor du ikke bliver forstyrret den næste times tid eller to.
  • Tal højt og tydeligt: Vær klar i din kommunikation. Det viser, at du har overvejet dit svar grundigt, og derfor vil budskabet stå klarere.
  • Optag flere gange: Der er ingen, der får den i kassen første gang og jo flere gange, du siger det højt, des bedre bliver det. Du bliver klarere i spyttet og får mere gennemslagskraft, når du er sikker på, hvad du vil sige.
  • Få hjælp: Er det svært at holde kameraet stille? Du kan forsøge med nødløsninger, men du kan også få en ven eller kæreste til at agere kameramand. Ellers kan det hurtigt blive en kaotisk oplevelse for arbejdsgiver og fjerne fokus fra dine svar. Hvis du tør, kan du også få en ven til at give feedback.

Læs også