En karrierekrise dækker over en udvikling som er set i de senere år, hvor flere vælger at skifte karriereretning midt i deres arbejdsliv.
I det følgende skitserer vi tre forskellige typer karrierekriser og en måde hvorpå du kan komme videre.
Scenario 1: "Egentlig er jeg tilfreds med mit arbejde, men jeg ved, at jeg kan meget mere"
Måske er det bare manglen på udfordringer, hvor du kan bruge dine færdigheder. Eller måske ønsker du mere ansvar, men det ligger ikke i kortene i forhold til dine arbejdsopgaver eller din jobbeskrivelse. I disse tilfælde kan et kursus være vejen fremad for dig. Find ud af, hvilke emner du ønsker at høre mere om, og hvilke områder du gerne vil uddybe din viden indenfor. Det kan også være en uddannelse, som du længe har ønsket at gennemføre. Hvis du ikke er klar til at læse på fuldtid uden en fast indtægt eller ikke ønsker at miste forbindelsen til branchen, kan du overveje en åben uddannelse eller læse enkelt fag fx om aftenen.
Det kan naturligvis være hårdt med arbejde om dagen og uddannelse om aftenen, men det er stadig en god måde at kombinere arbejde og uddannelse. Spørger du din arbejdsgiver, kan det endda være, at de vil støtte dig økonomisk f.eks. ved at betale kursusomkostninger og bøger eller ved at give dig eksamensfri og mere fleksible arbejdstider. I sidste ende er det jo også til gavn for virksomheden, at du holder din viden opdateret og uddanner dig.
Scenario 2: "Jeg vil gerne arbejde med noget andet, men jeg ved ikke helt præcist hvad"
Overvej nøje, hvad du godt kan lide ved dit nuværende arbejde, og hvad du ikke kan lide. Hvad kunne du tænke dig at lave i stedet for? Find ud af, hvad der er vigtigt for dig. Er det status, penge, indflydelse, selvrealisering? Prøv at finde frem til dine styrker og interesser. Hvad har du altid gerne ville gøre, men aldrig kommet i gang med? Har du brændt for research og kommunikation, men syntes du ikke, at der var nok muligheder som journalist på daværende tidspunkt? Undersøg aktuelle jobannoncer, hvilke krav de stiller med hensyn til kvalifikationer og profiler. Måske kan du nu se muligheder i et job, som du tidligere ville have overset, selvom det passer med dine præferencer og ideer.
Find ud af så meget som muligt om de job, som du interesserer dig for. Det giver dig et bedre grundlag for at vurdere, om de er gode og relevante alternativer til dig lige nu. Forestil dig, hvordan det ville være at have et helt andet arbejde til hverdag. Kan du realistisk set forestille dig at fortælle eventuelle skeptiske venner og familie om dette job? Forestil dig også dette scenario overfor personer, som er knap så tætte på dig. I nogle tilfælde ser de dig på en anden - måske på en mere objektiv - måde, og kan dermed bedre sparre med dig om din plan.
Scenario 3: "Jeg ved nøjagtig, hvad jeg godt kunne tænke mig at arbejde med. Jeg tør bare ikke tage springet"
En ny karriere start er naturligvis forbundet med en vis usikkerhed og ofte også forbundet med en lønnedgang. I og med mange lønmodeller til dels afhænger af erfaring, vil du formentlig starte på et lavere løntrin, hvis du skifter branche og karriere i stedet for at skifte til en anden virksomhed. Men hvis det nye job er mere tilfreds-stillende og gør dig gladere, mon ikke du så kan leve med en mindre lønnedgang? For at minimere risikoen for at fejle bør du dog nøje planlægge din nye karrierestart.
Tror du fuldt og fast på din egen plan, og er du villig til at forpligtige dig til den? Er du sikker på, at ændringen vil forbedre dig liv?
Hvis du eksempelvis vil starte en virksomhed, bør du have den nødvendige tid, kapital og frem for alt energi for at sikre virksomhedens fremgang og hertil en god og solid start for dig selv og din nye fremtid.. Sørg for at rådføre dig med eksperter på din vej til uafhængighed. Du kan f.eks. tage på kurser og gå til seminarer for iværksættere. Så kan du se, hvad du har i vente og samtidigt lære nogle vigtige principper om professionel uafhængighed. Dette kan mindske din eventuelle usikkerhed og støtte dig i dine planer. Hvis ideen om sikkerhed fylder for meget, kan du også finde et andet alternativ til din nuværende karriere, hvor du har bedre mulighed for at dyrke og forfølge dine interesser.
Kom videre
Som et alternativ til at tackle alle tre former for karrierekriser, kan det også være en mulighed at opsøge en coach, som kan hjælpe dig med at afstemme dine egne forventninger, begrænsninger og endvidere hjælpe dig til at se, hvordan du handler bedst muligt ud fra de remedier du allerede har.
Det kan være udfordrende at befinde sig midt i en karrierekrise, men måske er det netop en uddannelse eller andre kompetencegivende kurser eller noget helt tredje, som kan få dig videre. Når du arbejder med dine ønsker, styrker og værdier, er der større sandsynlighed for, at du finder de redskaber der skal til, for at du kan tage næste step.