Øvrige

Skal jeg være ven med min chef på Facebook?

Som udgangspunkt er danskerne det ikke, fortæller ekspert. Men vi burde måske overveje at satse mere på venskaber med både lederen og kollegerne, for det kan fremme arbejdsglæden markant!



Skal jeg være ven med min chef på Facebook?

"Som udgangspunkt er danskerne det ikke," starter Alexander Kjerulf, forfatter, stifter af arbejdsglaede.nu og en af verdens førende eksperter inden for arbejdsglæde.

"Jeg har ikke nogen undersøgelser på det, skal jeg skynde mig at sige. Men når jeg taler med folk - så det er rent anekdotisk - så har folk faktisk en ret stor modvilje mod at være venner på Facebook med i øvrigt både kolleger og chefen."

Hvorfor det?

"Folk ser Facebook som noget, der hører til i privatlivet, og der vil de gerne ligesom holde arbejdssfæren udenfor!"

- Er det en god idé at adskille de to ting?

"Om det er en god ide eller ej, er sgu et godt spørgsmål!" fortæller Alexander, og drejer samtalen over i en vigtigere pointe:

"Der er måske et større spørgsmål, der hedder: Skal man være ven med chefen i det hele taget?" spørger han retorisk, og giver selv svaret:

"Det er jeg meget varm fortaler for, at man er," siger han og fortsætter:

"Det er der så nogle mennesker, der mener, at man ikke kan! Altså, når man først er blevet leder, så kan man ikke være venner med sine medarbejdere. Man er nødt til at holde en kølig professionel distance! Det mener jeg, er det værste fis nogensinde," understreger Alexander kraftigt.

- Men skal man så være bedste livslange venner med sin chef?

"Det er ikke sikkert! Men det der med, at have en god relation til sin leder. Det der med at kende sin leder som menneske, og det der med at min leder kender mig som menneske og ved, hvad der foregår i mit privatliv og sådan noget… Du ved; hvor mange børn jeg har, og hvad de her børn laver, og hvor gamle de er, og hvad der i øvrigt sker i mit liv osv.. Dét synes jeg, er enormt givtigt og er meget befordrende for arbejdsglæden," fortæller han overbevisende.

"Om man så gør det på Facebook, eller man gør det i løbet af arbejdsdagen, eller når man mødes til en fredagsbar eller over en kaffepause, det er i et eller andet omfang ligegyldigt. Men jeg synes, det er vanvittigt vigtigt, at vi kender og forstår hinanden. Og når man kender og forstår hinanden - …" Alexander stopper sig selv midt i sætningen og bringer i stedet noget fakta på bordet:

"Når man kigger på forskningen, så er der ingen tvivl om at en af de ting, som virkelig er befordrende for vores arbejdsglæde, det er en god relation til lederen," siger han.

"Den der fornemmelse af at min leder kender og respekterer mig - ikke bare som medarbejder, men også som menneske, det skaber arbejdsglæde. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at vi skal være livslange venner. Det betyder bare, at vi har en god professionel relation."

- Men kan det ikke give nogle komplikationer at være venner med sin chef, hvis nu jobbet en dag ryger?

"Jamen det er rigtigt nok. Men det at miste arbejdet er ubehageligt uanset hvad. Så det der med at sige; 'Jamen så må jeg jo hellere have et dårligt forhold til min chef, så hvis jeg en dag mister mit arbejde, så er det ikke nær så slemt' - den holder ikke," fortæller Alexander og uddyber:

"Det svarer lidt til at sige: Jamen, så må jeg jo hellere vælge en kæreste, jeg ikke er særlig glad for, fordi hvis så en dag parforholdet går i stykker, så påvirker det mig ikke nær så meget. Eller at jeg må hellere lade være med at holde så meget af mine børn, hvis nu engang de flytter hjemmefra, så gør det ikke så ondt! Kan du se, hvor jeg vil hen?" understreger han retorisk:

"Jeg vil meget hellere have, at man har en god relation til chefen," fortæller Alexander og bringer igen lidt underbyggende fakta på bordet.

Intet job varer evigt

"Statistikker fra USA siger, at amerikanerne i gennemsnit, bliver i job ca. 5-6 år, og det samme gælder for danske medarbejder - nogle selvfølgelig længere, andre kortere," opremser han og går videre:

"Intet job varer evigt. Slet ikke i dag. Men hvis man nu i fem år skal arbejde sammen med denne her leder, jamen så er det da meget bedre at have en god relation til den leder i de fem år," afslutter Alexander.

Skal, skal ikke?

Alexander åbner dermed op for en meget individuel fortolkning af spørgsmålet om, hvorvidt et venskab med chefen på Facebook er en god ide, da det mere lader til at hvile på den enkeltes ønske om at indgå i en dybere social relation til chefen.

Men får du en venneanmodning fra chefen, er det nok stadig en god idé lige at forklare, hvorfor du evt. afviser anmodningen, så der ikke opstår gnidninger. At fortælle om sin holdning kan endda være en god måde for chefen at lære dig bedre at kende på, da du ved en sådan handling, faktisk fortæller noget meget personligt om dig selv.

Andre alternativer til Facebook

Ønsker du partout ikke et venskab med chefen på Facebook, er der andre online alternativer, der er knap så private, men som stadig er et godt socialt redskab, der kan hjælpe dig til et bedre forhold med chefen og andre kolleger.

1: Yammer

Er et godt - og efterhånden også meget udbredt - socialt netværks- og kommunikationsværktøj, hvor dit privatliv ikke - i lige så høj grad som på Facebook - bliver udstillet. Her kan du være venner med alle kolleger og chefen men undlade at dele de mere private ting om dig selv.

2: Podio

Er også et meget spændende dansk udviklet online arbejdsværktøj, hvor man kan styre sine arbejdsprojekter sammen med kollegerne, men hvor man også samtidig kan interagere på social vis.

3: LinkedIn

Er efterhånden blevet mere en CV-fremvisning på nettet end et socialt værktøj, men LinkedIn har dog stadig det sociale element indbygget, og du kan sagtens kommunikere seriøst med chefen på dette forum - også uden at privatlivet bringes i spil.

Af: Henning Frøjk Nørby Nielsen,
Cand.mag. og indehaver af Frøjk Kommunikation

Læs også