Løn

9 ud af 10: Lønnen halter langt efter priserne

Historiske prisstigninger på knap 5 % udhuler danskernes købekraft. Det bliver et varmt tema ved årets kommende lønforhandlinger, mener mange.



I februar måned steg forbrugerpriserne samlet 4,8 % sammenlignet med samme tid sidste år, og når det gælder varer som el, fødevarer, brændstof og gas er prisstigningerne langt højere. Det er det højeste niveau siden Murens – og kommunismens - fald 1989 i det tidligere Østtyskland – og navnlig det seneste halve år er priserne løbet helt løbsk.

Det skal der gøres noget ved på den ene eller anden måde, mener danskerne. I følge ny Userneeds undersøgelse lavet for fagforeningen Business Danmark, mener ni ud af ti at deres løn er en mormorcykel på vej op af prisstigningernes Alpe d'Huez. Og mere end hver fjerde dansker (28 pct.) er klar til at bakke deres ord op med handling og vil spille inflationskortet til næste lønforhandling. Det gælder især mænd, som næsten dobbelt så ofte som kvinder vil slå på prisstigningerne som lønargument.

Jeg synes, det er høje tal i betragtning af, at mange lønsamtaler er reguleret i forvejen gennem overenskomster. Jeg er dog sikker på, at de der har mulighed for en individuel forhandling, vil drøfte emnet med deres arbejdsgiver. Det giver også god mening, når man ser på de høje prisstigninger, vi har oplevet i det seneste år, påpeger Kasper Rubæk, ansvarlig for løn- og karriererådgivning i fagforeningen Business Danmark.

Lav ledighed styrker dine odds for lønstigning

Og selv om krigen i Ukraine skaber usikkerhed i samfundet og på jobmarkedet, giver den lave ledighed dig en god forhandlingsposition, fortæller Kasper Rubæk.

Vi har en rekordlav ledighed i øjeblikket, og det giver lønmodtagerne gode kort på hånden. Bliver man mødt med et rungende ”nej” til højere i løn, er der stor sandsynlighed for, at konkurrenten er klar med et bedre bud på den anden side af gaden.

Ifølge undersøgelsen forventer halvdelen af dem, der vil bruge inflationen som argument for en lønstigning, at de vil se sig om efter et andet arbejde eller miste motivationen og dermed sænke produktiviteten, hvis arbejdsgiveren ikke møder deres forventning.

Forberedelse betyder alt

Men en lønforhøjelse kommer ikke af sig selv – det er væsentligt, at du forbereder dig grundigt, og der er ingen undskyldninger for at lade være, fastslår Kasper Rubæk.

Den teknologiske udvikling har i dag gjort det særdeles nemt, at der findes en række fagspecifikke lønberegnere, der giver et transparent billede af, hvad du bør få i løn.

Vores egen lønberegner, der bygger på mere en 4.000 aktuelle lønninger fra medarbejdere og ledere i salg og marketing – bruges af cirka 20.000 personer hvert år. Det tager under et minut at få et ret præcist billede af ens markedsværdi. Det er derfor det stærkeste kort at tage med til lønforhandlingen – uanfægtet at inflationen flyver afsted, siger Kasper Rubæk.

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn

Læs også