Løn

Din jobtitel betyder meget for dit lønniveau

Marketingkonsulent, account manager eller markedschef? Årets nye lønundersøgelse afslører store lønforskelle i salg og marketing. Tjek lønnen for de 30 mest almindelige jobtitler her



En salgsdirektør scorer i snit 81.700 kr. om måneden – en salgsassistent 29.100 kr. Med andre ord: De bedst betalte i salg og marketing hiver over 50.000 kr. mere hjem hver måned end de lavest lønnede.

Business Danmarks nye lønundersøgelse løfter nu sløret for, hvad du kan forvente i lønposen – alt efter, hvilken jobtitel du har.

Top tre på lønlisten er salgsdirektører, markedschefer og salgschefer. Tæt efter følger ledere fra tre andre områder: forretningsudvikling, produktledelse og marketing.

”I top ti ser vi ledere i forskellige kommercielle funktioner. Salgsdirektøren og markedschefen ligger i en klasse for sig, men ellers er forskellen i løn ikke kæmpestor. Historisk set har de meget målbare salgsroller altid trukket højere løn end marketing og forretningsudvikling,” fortæller Christian Tovborg-Jensen, Business Intelligence-konsulent hos Business Danmark, der står bag undersøgelsen.

Også specialistroller med tungt produkt- eller kundeansvar ligger højt i lønhierarkiet. Key account managers, salgsingeniører og produktspecialister henter 55.000-60.000 kr. om måneden – plus frynsegoder som fri bil.

Husk: Tallene her er gennemsnit. Vil du have et mere præcist billede, så brug vores lønberegner. Her kan du justere for branche, lederansvar, lønmodel, uddannelse og geografi.


Prøv lønberegneren

Titel Månedsløn – uden frynsegoder
Salgsdirektør 81.700 kr.
Markedschef 70.600 kr.
Salgschef 65.100 kr.
Business development manager 64.000 kr.
Produktchef 63.600 kr.
Marketingchef 62.600 kr.
Key account manager 59.800 kr.
Area sales manager 58.200 kr.
Salgsingeniør 56.500 kr.
Produktspecialist 55.000 kr.

Konsulenter fylder mellemlaget

Mellem 44.000 og 54.000 kr. om måneden finder vi det brede felt af erfarne specialister.

”Det er senior-konsulenterne. De har joberfaring nok til at stå på egne ben og træffe større beslutninger – både som account managers, projektledere og salgs- og marketingkonsulenter,” siger Christian Tovborg-Jensen og tilføjer:

”Det er i den her fase, mange stiller sig selv spørgsmålet: Skal jeg fortsætte som specialist, eller tage skridtet mod ledelse? Vores tal viser, at lønkurven stiger markant, hvis man vælger ledervejen. Men det skal selvfølgelig være lysten, der driver beslutningen.”


Titel Månedsløn – uden frynsegoder
Account manager 53.700 kr.
Eksportsælger 52.400 kr.
Projektleder 50.600 kr.
Customer succes manager 49.800 kr.
Ejendomsmægler 49.600 kr.
Salgskonsulent 48.000 kr.
Indkøber 47.800 kr.
Digital marketing manager 46.200 kr.
Marketingkonsulent 45.900 kr.
Salgsleder 44.400 kr.

Specialister og kundekontakt i bundfeltet

I lønspændet fra 29.000 til 42.000 kr. finder vi især specialiserede marketingfolk og salgsmedarbejdere med tæt kundekontakt.

”Det er typisk roller med stort selvstændigt ansvar og mange operationelle opgaver. Vi ser både helt nyuddannede specialister inden for sociale medier og e-commerce – og en bred aldersspredning blandt kundeservicemedarbejdere og salgsassistenter,” fortæller han.


Titel Månedsløn – uden frynsegoder
Social media manager 41.800 kr.
Digital marketing konsulent 40.500 kr.
E-commerce manager 40.200 kr.
Salgskoordinator/Intern sælger 39.500 kr.
Marketingkoordinator 37.900 kr.
E-commerce konsulent 36.600 kr.
Kundeservicemedarbejder 36.100 kr.
Marketingassistent 31.300 kr.
Social media konsulent 31.000 kr.
Salgsassistent 29.100 kr.

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn