Der gik 23 år fra den første telefon kom til Danmark, før der var 25.000 brugere.
Derimod rundede dankortet 12 år efter introduktionen i 1983 transaktion nummer en milliard.
Men det tog kun AI-sprogmodellen ChatGPT to måneder at nå 100 millioner unikke brugere på verdensplan efter introduktionen i 2022.
AI er på rekordtid blevet en realitet, der allerede ændrer vores undervisningsmiljøer og arbejdsmarked. Det store spørgsmål er nu: Er vi som samfund klar - og er du klar?
Det nemme svar er, at vi ved, at forandringens vinde raser og Beauforts vindstyrkeskala varsler orkan, viser en ny undersøgelse om danskernes syn på kunstig intelligens på jobbet, som Norstat har lavet blandt 1.265 lønmodtagere for fagforeningen Business Danmark.
Hele 38% forventer, at deres job er væsentligt forandreret om kun tre år, og 53% tror det sker inden for fem år. Men trods det vilde forandringstempo er syv ud af 10 optimistiske, og tror AI vil gøre deres job nemmere, mens kun 5% tror, det vil koste dem jobbet.
Helt så rosenrødt ser internationale banker og konsulenthuse ikke på sagen. For selv om McKinsey & Co anslår, at AI vil skabe en økonomisk vækst på 30.000 milliarder, så er konsulenthuset enig med investeringsbanken Goldman Sachs i, at det kommer med en pris; mange job vil blive automatiseret – især vidensarbejdere og funktionærer i udviklede lande med en stærk teknologisk infrastruktur, fx salg, marketing, ingeniører mfl.
Sæt gang i træning og uddannelse
I sommer viste en undersøgelse fra Dansk Erhverv, at hver femte dansker havde prøvet kræfter med ChatGPT et halvt år efter introduktionen – mens halvdelen af de studerende over 18 år havde brugt den på uddannelsen, havde 8%. af danskerne brugt den på jobbet.
Sidstnævnte skal der skrues op for, mener landsformand i fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen.
Kunstig intelligens vinder hurtigt frem i de it-værktøjer, vi bruger, og det kan gøre dem mere effektive. Men vi er også nødt til at se nærmere på, hvordan vi med AI kan udvikle nye services, som flugter med den enkelte virksomheds strategi, fortæller han og uddyber, at det stiller krav om, at virksomhederne målrettet tilbyder relevant træning og uddannelse.
Og det er der i den grad behov for. For Norstat-undersøgelsen lavet for Business Danmark vidner også om, at de fleste virksomheder mangler en klar uddannelsesstrategi, der kan føre dem ind i fremtiden. 37% af danskerne er slet ikke blevet opfordret til at tage efteruddannelse af deres arbejdsgiver de seneste 12 måneder, mens kun 7% i meget høj grad er blevet opfordret til det.
Virksomheder skal se at få trænet og uddannet medarbejderne, så de kan gribe de nye chancer AI tilbyder. Men får man det ikke tilbudt, er der heldigvis muligheden for at få gratis uddannelse via Omstillingsfonden, siger han.
Arbejder du med markedsføring og kommunikation, kan du som noget nyt uddanne dig i "Anvendelse af kunstig intelligens" på Erhvervsakademi Kolding - og få faget betalt via omstillingsfonden.
Michael Krag-Svendsen – LinkedIn