De danske bilister kan nu igen glæde sig til, at rådhusklokkerne kimer den 31. december kl. 24.
Mange har ellers gruet for den fordobling af registreringsafgiften på elbiler fra 40 til 80 pct., som ville træde i kraft fra årsskiftet og frem mod 2030. Her var planen, at registreringsafgiften på elbiler ville stige 8 procentpoint om året for, hvis prissedlen i bilruden ifølge FDM var over 362.300 kr.
Men den plan er nu lagt i skuffen efter, at Regeringen i dag har indgået en finanslovsaftale for 2026 med De Konservative, der blandet andet har fået udskudt den planlagte stigning i afgifter på elbiler til tidligst 2027, så der er tid til at se grundigere på de danske bilafgifter.
Beslutningen glæder Jacob Skjærris fra ASG Digital, der rådgiver leasingbranchen om beskatning – både på vegne af virksomheder, firmabilisterne og leasingselskaberne.
"En lang række af de populære el-firmabiler stod til at blive markant dyrere både for brugeren og virksomheder, der leaser, mens elbiler under den afgiftsfri grænse på cirka 370.000 kr. fortsat kunne slippe for registreringsafgift i 2026,” siger han.
Du undgår alligevel dyrere beskatning i 2026
Jacob Skjærris har tidligere for Business Danmark beregnet ændringer i afgift og beskatning på ti populære firmabiler hos Nordania Leasing. Det slipper du nu for.
Nummer ét på leasinglisten, Skoda Enyaq, ville lige kunne snige sig under afgiftsloftet og udenom væsentlige prisstigninger, hvis afgiften steg. Det samme gjaldt den nye Tesla Y, som triller ind på en femteplads på leasinglisten.
Derimod stod de øvrige modeller i top fem – Årets Businessbil ID.7, BMW i5 eller Audi Q4 – til markante prisstigninger, der ville have kostet dig adskillige hundrede kroner ekstra i beskatning hver måned, afhængig af model, batteri og udstyrsniveau.
Kilde: Jacob Skjærris, ASG Digital.
Behov for en helt ny afgiftsmodel
Hvad der herefter skal ske med bilafgifterne, er Regeringen ikke helt enige om internt. Men noget skal der ske, for pengene fosser i øjeblikket ud af statskassen på bilafgiftsområdet, skriver Finans.
Siden 2021 er statens samlede bilafgifter styrtdykket fra cirka 29 mia. til forventet 19 mia. kr. i 2026, skriver Finansministeriet.
"Staten bløder især indtægter på registreringsafgiften, men holder skindet på næsen med de grønne afgifter. Vi ser derfor formentlig ind i en fremtid med højere grønne og kørselsafgifter," vurderer Lars Bundgaard, trafikudvalgsformand for Business Danmark, der ser frem til, at politikerne laveren helt ny og fremtidssikret model for bilafgifterne.
De nuværende bilafgifter har de seneste år givet firmabilister grå hår i hovedet og store uventede skattesmæk på grund af reglen om genberegning. Den betyder, at beskatningen i hele leasingperioden først fastsættes tre måneder efter indregistreringen ud fra priserne på brugtvognsmarkedet plus seks procent. Og den regel ser han gerne et opgør med.
"I 2022 førte leveringsproblemer til voldsomt opskruede priser på brugtvognsmarkedet, som betød, at flere firmabilister oplevede, at deres beskatningsgrundlag pludselig steg 100-200.000 kr. Dybt uretfærdigt," siger han.
Rådgiver: Leasingselskaber skal sadle om i 2026
Ifølge Jacob Skjærris vil det, med den nuværende skattemodel, ikke kun være en fordel for firmabilisten, at bilen fremover bliver indregistreret og genberegnet inden årsskiftet.
Også leasingselskaberne har en økonomisk interesse i at afvikle genberegningen hurtigere, end de plejer – men det kræver et opgør med gamle vaner.
”I dag kan leasingselskaberne have fordel af at vente med genberegningen til slutningen af tredje måned, fordi de kan få op til 6 pct. af registreringsafgiften retur, hvis bilen ikke har haft værditab siden anskaffelsen,” forklarer han og uddyber:
”Men fra og med 2026 bør leasingselskaberne genberegne før årsskiftet. Det vil minimere risikoen for, at firmabilisten får en højere beskatning som følge af de stigende registreringsafgifter, som alt andet lige venter i 2027. Venter selskabet til 2027, skal afgiftssatserne for 2027 anvendes for hele leasingperioden – og den merudgift overstiger langt den normale gevinst ved at vente til måned tre. Og så vil det også øge TCO´en for den leasende virksomhed, hvis ikke det sker før årsskiftet.”
Få bilen i 3. kvartal 2026 – hvis du vil være sikker
Medmindre politikerne laver en ny afgiftsmodel i 2026, spår Lars Bundgaard, at vi vil se et kapløb om at indregistrere firmabiler senest i tredje kvartal.
Medmindre politikerne laver en ny afgiftsmodel i 2026, spår Lars Bundgaard, at vi vil se et kapløb om at indregistrere firmabiler senest i tredje kvartal.
"Firmabilen skal efter reglerne være genberegnet senest tre måneder efter indregistreringen. Jeg forventer, at vi igen vil se øget efterspørgsel på firmabiler i 3. kvartal – lidt som tidligere, hvor man kunne spare et helt skatteår ved at indregistrere firmabilen i 4. kvartal,” siger Lars Bundgaard.
I 2012 lukkede daværende skatteminister Thor Möger Pedersen for muligheden for at spare et fuldt skatteår ved at indregistrere firmabilen i december og derved nøjes med at betale 100 procents beskatning i 25 frem for 36 måneder.
Michael Krag-Svendsen – LinkedIn





