Jobsøgning som leder

Find fem fejl før du un­der­skri­ver din nye an­sæt­tel­ses­kon­trakt

Den gode nyhed er, at flere virksomheder har fået styr på deres ansættelseskontrakter. Den mindre gode er, at de grelle eksempler er blevet værre, påpeger advokatfuldmægtig.



Mere end 1.000.000 danskere har skiftet job de seneste 12 måneder, og flere og flere oplever decideret at blive headhuntet. Og med til ethvert jobskifte hører en ny ansættelseskontrakt – noget mange finder lige så sindsoprivende at læse som forsikringsbetingelser.

Og selv om langt de fleste arbejdsgivere har styr på ansættelsesjuraen, så er der stadig god grund til at lade en ekspert læse det med småt, fortæller Lars Clement Madsen, jurist og advokatfuldmægtig i fagforeningen for salg og marketing, Business Danmark.

Jeg ser heldigvis oftere og oftere ansættelseskontrakter, hvor arbejdsgiverne har styr på juraen. Og godt for det. Men at formuleringerne holder i byretten, er ikke ensbetydende med, at du er sikret gode forhold, siger han og supplerer:

I den anden ende af skalaen ser vi desværre også virksomheder, der på et tyndere og tyndere grundlag bortviser opsagte medarbejdere uden løn i opsigelsesperioden og endnu værre politianmelder dem – det sker typisk i situationer, hvor der er mange følelser på spil eller når virksomheden er presset økonomisk.

Ifølge Lars Clement Madsen er det ofte en fordel, hvis din nye arbejdsplads er medlem af en arbejdsgiverorganisation.

Til forskel fra uorganiserede virksomheder som ved tvister bruger et lokalt advokatkontor, oplever vi sjældnere vrøvl med virksomheder, der kan trække på en arbejdsgiverorganisation. Det gælder både indholdet og formuleringerne i kontrakterne, og hvis der skulle opstå uenighed, fordi de kender stoffet og retspraksis ud og ind, siger han.

Få styr på det med småt

Særlig fem ting kan give anledning til uenighed, når den stormende forelskelse i det nye job har lagt sig, forklarer Lars Clement Madsen.

  1. Hvad er fri- og arbejdsdage? Mange får fri med løn juleaften og nytårsaften. Men det er ikke helligdage, så du kan ikke tage for givet, at du har fri med løn. Tjek også hvilke andre dage du ifølge kontrakten har tvunget fri med eller uden løn, fx grundlovsdag og dagen efter Kristi himmelfartsdag.
  2. Omfang af rejser og diæter? Din kontrakt skal forventningsafstemme, hvor mange rejsedage du kan forvente på et år, og hvorvidt du bliver kompenseret med diæter og kørselsgodtgørelse på disse dage – du har nemlig ret til skattefri diæter og godtgørelse, men ikke krav på det.
  3. Hvor starter og stopper dit salgsdistrikt? Det er vigtigt med objektive kriterier for dit salgsdistrikt, fx postnumre, Region Nordjylland eller lignende. Derved sikrer du, at du ikke går på strandhugst i en kollegas distrikt eller laver et ikke-provisionsgivende salg.
  4. Er der klausuler i kontrakten? Knap hver femte af Business Danmarks medlemmer er bundet af en kunde- og/eller en konkurrenceklausul, som forbyder at arbejde med tidligere kunder og for konkurrerende virksomheder i en bestemt periode. Klausulerne vil begrænse dig videre i karrieren, så sig nej til dem. Arbejdsgiver er i forvejen beskyttet af Markedsføringsloven.
  5. Er bonus- og provisionsaftalen til at forstå? De bedste aftaler viser tydeligt, hvilken adfærd der giver bonus/provision, hvornår den udløses, fx når kunden har betalt, og hvornår du får den udbetalt.

Havde du en provisionsaftale i dit tidligere job, så vær opmærksom på, at du ved et jobskifte kan have ret til efterprovision af dit salg, som faktureres, efter du er fratrådt.

Michael Krag-Svendsen – LinkedIn

Læs også