Løn

Snart slut med tys-tys om løn

Vil du gerne kende lønniveauet, når du søger job? Ny EU-aftale skal skabe åbenhed om løn i større virksomheder - og derved mindske løngabet mellem kønnene.



Hvad er prisen på grisen? Et begreb som er brugt igen og igen ved de netop overståede regeringsforhandlinger. Inden længe skal det også være muligt for ansatte og jobsøgere, at få oplyst prisen for deres arbejdskraft.

For nu skal lønforholdene frem i lyset for at skabe mere åbenhed om løn og afdække eventuelle kønsbestemte eller diskriminerende lønforskelle. Det er EU-parlamentet og EU-landene blevet enige om med en ny aftale, som omfatter alle virksomheder med over 100 ansatte.

I 2020 konkluderede Eurostat, at kvinder i snit tjente 13 % mindre end mænd i EU - forskellen i Danmark var 13,9 %. Tallet viser lønforskellen, men ikke om de får lige løn for lige arbejde.

Løngabet er kun indsnævret minimalt de sidste 10 år, og det skal der nu gøres op med, siger chefforhandler af aftalen, Kira Marie Peter-Hansen, valgt til Europa Parlamentet for SF.

Dagens aftale viser, at EU ikke vil acceptere kønsbaseret løndiskrimination. Parlamentet pressede på for, at flere arbejdstagere skulle have deres ret til information om ligeløn og løn, og at flere virksomheder skulle være gennemsigtige om lønforskellene. Historisk set har kvinders arbejde været undervurderet og underbetalt. Løngennemsigtighed udrydder ikke alle former for diskrimination, men det kan kaste lys over lønforskellene og sikre, at der bliver grebet ind, hvor det er nødvendigt, siger hun i en pressemeddelelse.

Løngab over 5 % skal forklares

Derfor skal virksomheder fremover sikre medarbejdere - og jobsøgere – adgang til viden om lønspændet inden for forskellige stillingskategorier. Hvis lønforskellen mellem kønnene er over 5 %, skal arbejdsgiver og lønmodtagersiden i virksomheden godtgøre, om der er rimelige forklaringer på løngabet – og lægge en plan for at reducere løngabet.

I fagforeningen Business Danmark ser landsformand Jens Neustrup Simonsen øget løntransparens som et plus.

Utilfredshed med løn er ubetinget noget af det, der kan smitte negativt af på jobtilfredsheden - især i disse år med rekordhøj inflation. Tænk bare på hele sundhedssektoren. Transparens får fakta på bordet, fortæller han og påpeger, at løngennemsigtighed også kræver omtanke.

I min optik er det bedste mål at se på grundløn. I salg og marketing, hvor godt halvdelen også får præstationsbetingede bonusser eller provisioner, kan den samlede løn nemlig variere enormt. Og så er det vigtigt at sikre, at stillingskategorierne også er sammenlignelige, hvilket kan være en udfordring i kraft af den stigende specialisering, som til tider gør det svært at sammenligne job i samme hovedkategori.

Det er godt at starte med de store virksomheder, hvor der ofte er flere sammenlignelige stillinger i hver kategori. Det vil også lægge pres på de mange små og mellemstore virksomheder, som vi i Danmark har flest af, siger han.

Løn er det suverænt mest søgte emne på Business Danmarks hjemmeside med den kønsneutrale lønberegner i front. Den viser lønniveauet i en lang række brancher fordelt på salgs- og marketingtitler, lederansvar, aflønningsform, bopæl, uddannelse, anciennitet og alder.

Arbejdsgivers bevisbyrde

EU-aftalen ændrer også ved et afgørende retsprincip. Fremover skal arbejdsgiveren løfte bevisbyrden i retten, hvis en medarbejder eller jobsøger ikke oplever, at princippet om ligeløn bliver håndhævet.

Det bliver op til Folketinget at fastsætte et bødeniveau til virksomheder og en passende godtgørelse til lønmodtagere, som lider skade, hvis en virksomhed overtræder reglerne.

Parlamentet og Europarådet skal formelt godkende aftalen. De nye regler træder i kraft 20 dage efter, de er offentliggjort i EU's Official Journal.


Michael Krag-Svendsen – LinkedIn

Læs også