”Snuske? Nej, kald mig bare Hannah!”

Når man taler med Hannah Brejnholt om FN's verdensmål, så referer hun til dem på deres nummer. Hun kan dem og de 169 delmål, som de er brudt ned i, udenad.

Efter over 20 år i diverse NGO'er, FN og Verdensbanken med job inden for bæredygtig udvikling, international politik og finansiering af udvikling og klima samt skatteretfærdighed - og med bopæle i Washington DC, Rom og Frederiksberg - har hun for nylig skiftet jakkesættet ud med noget mere praktisk og jordnært.

Familien, som også består af manden Jesper og børnene Albert og Emma, er flyttet til Vejle, og hun er tiltrådt som bæredygtighedschef hos XL-BYG Brejnholt Gruppen. Ja, det er samme efternavn. Hun fortæller:

"Jeg var 16 år og husker tydeligt, at vi sad rundt om stuebordet og diskuterede, om vi skulle starte en trælast selv - hvad ville det kræve? Mod, frækhed, gode folk, kuglepenne og gaffeltrucks. Det var selvfølgeligt primært mine forældres beslutning, men helt fra starten var det et familieforetagende. Over de 30 år, der er gået siden dengang, er vi vokset fra en trælasthandel i Randers til en koncern med 12 afdelinger på tværs af landet."

De sidste godt 10 år har Hannah og hendes tre søskende alle siddet i bestyrelsen, og lillebror Robin indtog ved årets start direktørstolen, og faren kunne gå på halv tid - i hvert fald på papiret!

"Uanset hvor jeg har været ansat, så har jeg altid båret dén diskussion med mig ind i mit bestyrelsesarbejde i tømmerhandelen: 'Hvordan er bæredygtighed og verdensmålene - og før det 2015-målene - relevant for byggebranchen? Hvad er vores ansvar? Hvor kan vi gøre noget?' Især det sidste år er der virkeligt sket meget, og lovgivningsmæssigt har vi fået et pres til reelt at gøre noget. Vi er jo desværre strøget forbi ideen om en brændende platform som abstrakt koncept og er rykket direkte videre til reel, global klimakrise, så der er endelig fokus på nødvendigheden af reelle indsatser hen imod bæredygtighed - også i byggebranchen."

Efter mange lidt luftige og politiske snakke på bestyrelsesniveau blev efterspørgslen efter viden om bæredygtighed og certificerede byggematerialer pludselig meget konkret, så med udgangen af 2021, var det blevet det rigtige tidspunkt at tage bæredygtighedsudfordringerne i byggebranchen op in person.

Som kvinde i byggebranchen, der lige som mange andre brancher på øverste ledelsesniveau er domineret af mænd, er Hannah ofte ene høne i kurven.

"Jeg har truffet en personlig beslutning om, at fordi jeg tit er en af de eneste kvinder, så må jeg simpelthen stille mig op på ølkassen. Til et kursus for nylig om bæredygtighed, hvor vi talte om FN's verdensmål, kunne jeg ikke dy mig for at pointere, at i forhold til Verdensmål 5, som handler om at opnå ligestilling mellem kønnene, dér har vi umiddelbart et stykke vej igen, for på deltagerlisten kunne jeg se, at vi var 3 kvinder til stede blandt 57 mænd. Og der var dobbelt så mange, der hed Jens, som der var kvinder."

Jagt og fodbold

I den medarbejder- og familieejede trælastkoncern er tonen familiær, så indimellem skal der lige trækkes en streg i sandet.

"Jeg småsludrede med en af vores medarbejdere, og det var mægtig hyggeligt. Næste gang jeg så ham, hilste han på mig med ordene: 'Hej snuske.' Der blev jeg nok lidt spids: Øh, du kan bare kalde mig Hannah, tak!."

Så i hendes egenskab af datter i et familieforetagende og kvinde i en mandebranche, der må man nogle gange sno sig.

"Jeg trives ret godt i en håndværkerkultur fyldt med larmende spradebasser, men den meget grovkornede skurvognshumor, det gider jeg ikke høre på. På den anden side, så tror jeg, at jeg får længere snor end så mange andre, når vi går rundt på en byggeplads, og jeg ikke lægger skjul på, at jeg ikke helt ved, hvad det er, jeg ser på. Jeg stiller MANGE spørgsmål", siger hun og griner hjerteligt. Hun fortsætter:

"Som de fleste, der har lavet et brancheskifte vil vide, så kommer enhver branche med sit eget særegne sprog – der er et utal af forkortelser og fagudtryk, som man må sætte sig ind i. Det der med sproget, det har jeg været meget opmærksom på, for det giver bare en anden troværdighed og autoritet at kunne tale med."

Også ved diverse sociale arrangementer i brancherelaterede kredse dukker kønnenes forskelligheder op.

"Ofte danner fx jagt eller fodbold rammen om den mere uformelle networking. De arenaer er jo i reglen vældigt mandsdominerede – og jeg har stadig til gode at blive inviteret med. Så her kan det være lidt sværere at åbne døren. Men selvom jeg egentlig ikke interesserer mig noget særligt for jagt eller fodbold, kunne jeg nok gå med, stille nogle knapt så kløgtige spørgsmål, som vil manifestere min manglende viden om både fodbold og jagt, men så ville samtalen jo i det mindste være i gang."

"Til gengæld," fortsætter hun: "er jeg 165 cm høj og spinkelt bygget, og det betyder, at jeg ikke opfattes som en trussel. Der er intet behov for alfahanner at puste sig op over for mig, så jeg tror faktisk, at jeg nogle gange slipper afsted med lidt mere, end hvis jeg havde været en mand."

Hvordan adskiller man arbejde og privatliv i en familiedrevet virksomhed?

"Min mor er englænder, så vi har altid været tosprogede i vores familie. Det har givet os et helt konkret og praktisk værktøj til at adskille arbejde og privat: Vi taler simpelthen dansk, når det handler om arbejde, og slår så over i engelsk, når vi lige skal høre, hvordan det går derhjemme."

Med den ene af familiens sønner, Robin, som administrerende direktør er Hannahs chef også hendes lillebror.

"Selvom bølgerne til tider går temmelig højt, når vi diskuterer, så accepterer jeg, at han har det sidste ord." Hun griner: "Så jeg har egentlig aldrig trukket 'storesøster-kortet', men man skulle da være et skarn af en lobbyist, hvis man ikke kunne arbejde målrettet hen imod at få sin sag igennem over tid."