Øvrige

Syg i ferien – hvad er reglerne?

Skulle du være så uheldig at blive syg i din ferie, behøver du ikke nødvendigvis helt at opgive at få feriekulør. Du har nemlig ret til en erstatningsferie, hvis du har mere end fem sygedage i din ferie. StepStone opridser reglerne ved sygdom i ferien.



Der er næsten ikke noget mere ærgerligt end at tilbringe sin længe ventede og retmæssigt optjente ferie på at ligge indenfor i sengen og kigge længselsfuldt på det dejlige solskinsvejr udenfor. Sådan går det desværre indimellem, hvis du rammes af sygdom i ferien. Men fortvivl ej, for forholdsvis nye ferieregler betyder bedre feriesikring for dig som lønmodtager.

EU-dom giver ret til erstatningsferie

En EU-dom, der trådte i kraft 2012, og som langsomt er ved at blive integreret i virksomhedernes ferieregler, fastslår nemlig, at hvis en arbejdstager bliver syg under den årligt betalte ferie, så har man efterfølgende ret til at:

"...afholde deres planlagte ferie på et senere tidspunkt, hvis de på grund af sygeorlov er afskåret fra at holde ferien." Kilde: EU-dom C-277/08)

"Der har været lidt tvivl om, hvordan man skulle fortolke loven i Danmark, men det er nu blevet accepteret, at den gælder," fortæller Christian Larsen fra fagforeningen Dansk Magisterforening (DM) til StepStone.

Så du kan altså godt tillade dig at ringe til chefen og fortælle, at du er blevet syg i din ferie og har ret til erstatningsferie, uden at chefen nødvendigvis river hovedet af dig, og placerer dig forrest på listen over uønskede medarbejdere.

Karensperiode på fem dage

Loven er dog med forbehold i Danmark. For her har vi stadig en karensperiode på fem sygedage, før du kan få en erstatningsferie.

"Karensperioden på fem dage er forholdsmæssig og gælder ved fuld ferieret på 25 dage med løn samtidig. Er din ferie mindre end 25 dage, er karensperioden på samme vis forholdsmæssig mindre," lyder det fra DM.

Hvad skal man gøre?

Reglerne for erstatningsferie trådte i kraft i 2012, og mange, både lønmodtagere og arbejdsgivere, har ikke fået helt styr på reglerne endnu. Og der altså nogle ting, man skal huske, før man kan få tildelt erstatningsferie:

"Bliver man syg i ferien, skal man melde det til sin arbejdsgiver og have lægelig dokumentation. Det kan være en lægeerklæring eller en hospitalsindlæggelse," forklarer Christian Larsen og fortsætter:

"Bliver du syg i udlandet, kan det ligeledes være en erklæring fra en udenlandsk læge eller en sygehusjournal, der skal bruges som dokumentation."

Retten til erstatningsferie indtræder dog først, den dag lønmodtageren giver sin arbejdsgiver meddelelse om sygdommen. Karensdagene løber derefter. Nedenunder finder du en kort guide til, hvordan du skal forholde dig, hvis du skulle blive syg i din ferie eller lige inden. 

Bliver du syg i din ferie, skal du

  • For at få ret til erstatningsferie skal du melde dig syg over for din arbejdsgiver og samtidig søge læge, så du kan dokumentere, at du har været syg.
  • Dokumentationen kan eksempelvis være en lægeerklæring, som man selv skal betale. Eller en hospitalsindlæggelse.
  • Hvis man bliver syg i udlandet, kan dokumentationen være en erklæring fra en udenlandsk læge eller en sygehusjournal.
  • Man har først ret til erstatningsferie fra den sjette sygedag under ferie, men først når man har givet sin arbejdsgiver besked om, at man er syg.</li

Der gælder andre regler, hvis du bliver syg, inden din ferie begynder

  • Bliver du syg, før din ferie begynder, har du ret til erstatningsferie for alle sygedagene.
  • Mange steder skal du først have en lægeerklæring efter længere tids sygdom. Men tjek med din arbejdsgiver, hvis du bliver syg, inden ferien starter.

Kilde: Dansk Magisterforening samt HK/Privat

Af: Skrevet af Henning Frøjk Nørby Nielsen

Læs også