Opsigelse

Frit­stil­let – sådan kommer du videre

Det kan være en chokerende oplevelse at skulle forlade sin arbejdsplads i forbindelse med en fritstilling, hvor båndet til kolleger og arbejde kappes på et øjeblik. Her får du et par gode råd til, hvordan du kommer videre.



Afskedsreceptioner er som regel en fast bestanddel, når sløjfen skal bindes på et langt og godt ansættelsesforhold, der er nået til vejs ende.

Men er årsagen til afskeden en fyring, kan tingene se dramatisk anderledes ud, og er der tale om en fritstilling kan muligheden for en velovervejet afsked med kolleger og netværk på arbejdspladen blive revet ud af hænderne på én. Det kan hurtigt komme til at føles som en voldsom amputering af både arbejdsidentitet og netværk på et splitsekund.

"Nogle relationer bliver revet over, i stedet for at man runder tingene ordentligt af, og det efterlader alle i urolige vande, uden at man er klar over, hvad det i virkeligheden handler om," siger erhvervspsykolog Majken Matzau fra Matzau Erhvervspsykologer.

En meningsfuld historie

For mange vil en fyring opleves som et nederlag, og udsigten til at møde på arbejde i opsigelsesperioden kan synes ligefrem ubehagelig. Afhængig af situationen kan man anmode om at blive fritstillet, så man får mulighed for hurtigt at komme videre.

Men i nogle tilfælde kan de sidste arbejdsmåneder også tænkes som en måde at få lukket ordentligt af og sikre en fortsat forbindelse til det gamle netværk. Den mulighed forsvinder, når fritstillingen er ultimativ, og man får besked på at rydde sit skrivebord øjeblikkeligt. Den pludselige ændring kan være et stort psykologisk slag for personen, det går ud over.

"Vi har brug for closure. Vi har brug for nogle overgangsritualer, når vi skal afslutte noget, der har været betydningsfuldt, og det mister man fuldstændig med en ufrivillig fritstilling," siger Majken Matzau.

Samtidig kan fritstillingen af en medarbejder, som ikke når at sige ordentligt farvel, skabe forvirring og usikkerhed blandt de tilbageværende medarbejdere, som kan have behov for afklaring.

"Vi har også brug for en god historie. En historie vi kan spejle os i, og som giver mening i forhold til, hvorfor der skal ske en adskillelse. Er det personen selv, der er gået, eller er det virksomheden der har afskediget personen, og hvad er årsagen. Man kan ikke lægge låg på de her ting. Vi vil altid søge efter historien og forklaringen, for det spejler altid noget tilbage i forhold til en selv, hvis en kollega bliver fritstillet."

Svævende frit i luften

Erhvervspsykolog Ole Nielsen fra virksomheden PSYKON yder psykologisk assistance, når der er brug for det i forbindelse med afskedigelse af medarbejdere. Her får han et indtryk af følelserne hos de fyrede medarbejdere.

"For nogen vil det måske være en fordel, at man ikke skal være der, når man er sagt op. Der kan være mange negative følelser hos en i forhold til arbejdspladsen, og man kan også føle, at man ikke får lov til at være med til det hele, hvad man som regel heller ikke gør, fordi der er ting, som vedrører fremtiden på arbejdspladsen, som man bliver holdt ude fra, " forklarer han.

"Skal man omvendt af sted hurtigt hænger man lidt frit i luften og føler sig vraget. Det ord hører vi tit. Ofte bruger folk også ordet bortvist, selvom det ikke er blevet brugt af ledelsen. Så mange føler sig som ofre for en stor uretfærdighed," fortæller Ole Nielsen.

Der kan dog være mange gode grunde til, at man ikke kan blive på arbejdspladsen i forbindelse med en afskedigelse. Det kan eksempelvis skyldes hensyn til forretningshemmeligheder og arbejde med fortroligt materiale.

Mødes med kollegerne

Ved en fritstilling er det først og fremmest vigtigt, at man sikrer sig, at man overholder alle regler og betingelser i fritstillingen. Der kan være forskellige klausuler og regler omkring arbejde i fritstillingsperioden, som er vigtige at få styr på, forklarer Majken Matzau. Det kan eksempelvis være, at man ikke må tage arbejde hos direkte konkurrerende virksomheder.

I forhold til det menneskelige aspekt ser hun mange eksempler på, at folk finder sammen med deres tidligere kolleger efterfølgende og får snakket ud om tingene.

"Jeg har set massevis af gange, hvordan både fritstillede chefer og medarbejdere med lange ansættelser bag sig holder masser af netværksmøder med tidligere kolleger og gode relationer, hvor de tager en kop kaffe eller frokost og får snakket," siger hun.

Træk på netværket

Ofte sker fritstillinger også i forbindelse med større fyringsrunder. Udover at mange arbejdspladser hjælper de opsagte videre med hjælp fra for eksempel outplacement-bureauer, har man også fordelen af, at kunne trække på andre folk i samme situation.

"Det kan være meget udbytterigt at have møder og samvær med andre i samme situation. Den erfaringsudveksling kan hjælpe og inspirere én meget til at komme videre," siger Ole Nielsen, som udover familie og venner råder folk til aktivere resten af deres netværk.

"Det kan være sportsklubber og lignende. Når man ikke har netværket på arbejdspladsen, er det med at have noget andet. Og så råder vi generelt til at tale med en professionel psykolog, hvis man har det svært."

Går du og har det skidt i lang tid efter fyringen og brænder inde med en masse spørgsmål, kan det i nogle tilfælde være en god ide at tage kontakt til chefen, der fyrede dig, forklarer Ole Nielsen.

"Hvis der er mulighed for det, kan man aftale et telefonmøde eller komme forbi arbejdspladsen, og det er helt i orden med mange ledere. Det skal man ikke undlade at gøre, for der er mange fornuftige ledere, selvom man kan være træt af dem for at have fyret én," siger han.

Kom godt i gang igen

www.stepstone.dk finder du mange spændende artikler og gode råd til, hvordan du kommer videre og godt i gang med din jobsøgning. Derudover finder du let mange spændende job hos StepStone, som du kan søge.

Af: Christian Bjerggaard Jørgensen

Læs også